Velkommen til Alice og Edgars sølvbryllup! Tre nordiske teatre byder på intens og interaktiv festmiddag og parforholdsdrama.
Æresporten er næsten klar og Anne Linnets Tusind stykker svøber sig om os gæster, der på opfordring har medbragt årstidens grønt – variationer af kål – som gave til den fiktive sølvbryllupsfest for Alice og Edgar. At ægteskabet ikke blot er en dans på roser signalerer den vemodige sang, men humøret holdes højt til start, hvor vi involveres i lidt godmodig snak om kærlighed og skilsmisser, fællessang og dækning af de borde, vi lige om lidt skal sidde ved.
Men først er alle på gulvet i en færøsk kædedans, for denne forestilling er et tværnordisk samarbejde mellem tre kompagnier, og de sproglige og kulturelle forskelligheder flettes fingernemt ind i fortællingen, fx når det kuldslåede sølvbryllupspar skændes på dansk/færøsk – vi behøver ikke forstå ordene, følelsen og afstanden mellem de to er klart formidlet. Næsten ærgerligt, at vi til sidst synger den smukke Har du visor, min vän på dansk. Vi havde klaret den på melankolsk svensk.
Strindbergs Dødsdansen (1900) er en tidlig, nordisk variant af Edward Albees Who’s Afraid of Virginia Woolf? (1962) og lader ikke sin moderne efterfølger noget efter i nedrig tale og udforskning af fangeskabet i et parforhold, der bestandigt svinger mellem had og kærlighed og ikke lader sig løse op. Hos Albee katalyseres det modne pars psykodrama-karrusel af et yngre par. Hos Strindberg er det Alices fætter Kurt, der er tredjegast på den synkende skude – en gast med egen agenda.
Dødsdansen er en fremragende tekst, der også i sin moderniserede form udfordrer, pirrer og overrasker. ”Hvem er offer, hvem er bøddel?”, spørger Alice mod slutningen. Det er lige så svært at svare på som det spørgsmål, hun derefter stiller os: ”Skal jeg blive eller gå?”
Danske Ulver Skuli Abildgaard intonerer sin Edgar så intimiderende ubehagelig, så færøske Gunnvá Zachariasens Alice nemt kan iscenesætte sig som offer, hjulpet på vej af sin tvetydige fætter, underspillet frækt af svenske Matthias Hahne Thorbjörnsson. Men som alle, der nogensinde har befundet sig i et parforhold, ved: Der skal to til tango. Alice og Edgars komplekse passion fylder alt og hjerteskærende er datterens tale om en barndom hos disse ”halvt børn, halvt voksne, helt elskende”-forældre. Lige så hjerteskærende er dog den bløde åbenhed, der rammer Edgar, da han indser, at døden er nær. For det handler jo ikke bare om livsløgn, men også om dødsangst.
Ulver Skuli Abildgaard er en fremragende kropslig spiller, der pirker, plager, lider og sørger, så det mærkes i mellemgulvet, han får fint følgeskab af Gunnvá Zachariasens snart sarte svaghed, snart feminint-stovte rænkespil og Matthias Hahne Thorbjörnsson, der skifter lynsnart mellem affabel toastmaster, ven og elsker. Vi spiller også lidt med i en fin iscenesættelse, hvor netop den aktive medvirken giver et ekstra tryk på indlevelsen og måske især eftertanken, da vi sidder i festens sidste minutter med smagen af paradis i munden. Hvad var det lige, vi var vidne til? Hvad var det lige, vi selv gjorde? De sidste replikker falder præcis så subtilt, at vi ikke kan undgå at mærke hadet, kærligheden, tvivlen, afmagten og magten.
Forestillingen er bygget op om en femretters menu og en række rituelle festgreb som fællessang, dans til Thomas Helmig (åh, gys), snak med bordherren, skål og hurraråb. Madteatret kan noget. Vi involverer os og selvom man som jeg drak saft til maden, løsnes tungen og vi deler villigt kærlighedsråd med de fremmede, som vi lige nu er i familie med. Dødsdansen 3.0 er en turnéforestilling og rummet får derfor også stor betydning for oplevelsen. Jeg så den i en af Vartorvs sale, hvor byens lyde, kunsten på væggene og deres farve lagde en særlig ramme, som vil være en ganske anden, når der om få dage spilles i Danske Studenters Roklub.
Dødsdansen 3.0 er en intens oplevelse, der taler til alle sanser, så kroppen fanger alle de nuancer, der ligger implicit i kærlighedens væsen. Der er kun få forestillinger tilbage i København, før turen går til Færøerne, så køb en grøntsag og meld dig under æresporten, hvis du har mod på involverende teater.
