Skuespilerne strutter af spilleglæden og der er skruet godt op for lokalkoloritten i årets Bornholmerrevy, som desværre skæmmes af lidt genbrugs-tekster fra andre aktuelle revyer.
Revy med lokal forankring
Årets sidste premiere på en professionel sommerrevy 2019, skiller sig på mange måder ud. Dels er det en genfødsel på en over 10 år gammel tradition, der ellers var uddød på klippeøen Bornholm. Del er det landets mest lokalt forankrede revy. En stor del af indslagene handler nemlig om lokale forhold, hvor der i revyprogrammet gives en udførlig forklaring på, hvad de forskellige problemstillinger handler om. Noget som ikke-fastboere kan og bør læse I programmet på forhånd, for ikke at føle sig helt tilsidesat – så det er ikke en revy, som er alment let tilgængelig.
Alligevel kan den stærkt anbefales, selv for feriegæster, for spilleglæden er slet ikke til at tage fejl af og så gør det ikke så meget, at man ikke kender til, at diverse bornholmske lokal-træer der fældes i nattens mulm og mørke, eller at bildækkene på de nye færger er noget møg.
Revy overskrider den uskrevne regel
Mere utilgiveligt er det, at revyen overtræder den uskrevne regel: ’genbrug aldrig numre fra andre eller ældre revyer, hvis man ikke hedder Revyperler’. Men pokker heller om ikke denne bornholmer revy genbruger numre fra andre af årets forestillinger og tilmed lægges der en ældre genbrugs tekst oveni. Skam over revyen på den konto, også selvom en del af genbrugs-teksterne og indslagene fungerer godt. Som almindeligt publikum man måske mene, at genbrug spiller ingen rolle. Men får den revy snebold først lov til at rulle som den vil det udhule selve revybegrebet og i længden svække genren, så det er forhåbentlig et koncept, der ikke gentages fremover.
Strutter af spilleglæde
Omvendt strutter denne revy af at være et ønskeprojekt, og spilleglæden oser da også ud af hele opsætningen, understøttet af Lars Knutzons velfungerende iscenesættelse, der trods lidt dårlig højttalerlyd og lidt kiks i funktionsdygtighed i scenografien, hiver stikkene hjem.
Revyens mange moralske opsange til publikum er lidt for tørre I sværen og frem for den altid pæne løftede pegefinger, ville det også være forfriskende, hvis publikum I stedet fik en mental fuck finger. Søde opsange ja tak, men det kan også blive for stuerent og nydeligt. Lidt mere farlighed næste gang, tak.
Holdet er vidunderligt
Meget er dog tilgivet, for holdet er vidunderligt.
Gunvor Reynberg er skøn, ikke mindst i indslaget der bygger på visen “Bornholm, Bornholm, Bornholm”, der i denne version bliver pillet totalt fra hinanden, visen opfylder nemlig ikke kravene for repræsentative mindretals grupper, og derfor går det rygende galt. En boblende morsom tekst begået af Erik Leth.
Læg dertil et top charmerende indslag hvor Reynberg giver den som lokal sagnfigur. Søren Hauch-Fausbøll er fantastisk i sit eget og Leif Maiboms “Lørdagsfodbold”, hvor Hauch-Fausbølls spille-ekvilibrisme, i form af at kunne tale bagvendt, spille i slowmotion og agere spruttende morsom I set hele taget, går op i en højere enhed. Desværre genbrug fra andre og tidligere revyer, hvad der er uheldigt. Revydebutanten Joakim Lind Tranberg charmer sig ind på revyscenen. Ikke mindst i indslaget, som sportskommentatoren Jørgen Leth, der her Citroën fikseret prikker til den danske selvfedme. En skøn tekst begået af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard.
Så udover de ærgerlige genbrugsnumre, er meget at glæde sig over i årets genfødte klippeø revy.
