Sommerferien blev klimavenlig i år. Vi behøvede ikke flytte os over grænser; De unge `Culturemakers´ fra den internationale Contact Zones festival flyttede sit publikum med sig, som de tids- og rumrejsende de er. De ville byde ”det fremmede” velkommen. I hvert fald for en dag, her en anmeldelse af hele dagens program.
Den europæiske endagsfestival Contact Zones præsenterede et program af uafhængige scenekunstnere. Medfølelsen med det fremmede er de kontaktsøgende unge metropolisters kompas. Det vil de gerne engagere deres publikum til også at gøre. Den balancegang er svær. Contact Zones medvirkende forsøger at række ud mod publikum igen og igen. Det interessante er ikke om det lykkes til fulde. En fremmed er en ven du skal møde halvvejs, som bekendt. Det interessante er, at de så transparent forsøger.
De 14 performance artists man møder gennem dagen fra kl. 10 til 18 er meget unge, og allerede meget berejste. Så selvfølgelig er de rodløse – på godt og ondt – for det er prisen for at favne alle – især marginaliserede – mennesker fra hele verden. Det er de selv, og det formede tilsammen det fælles budskab, jeg tog hjem fra Bornholm og Contact Zones med.
Hvem kom de kontaktsøgende i kontakt med?
Konkurrencen om at få vores bankende hjerte til at hamre for nogle helt andre end os selv, er hård på Bornholm netop nu. De yngste og de ældste klippebeboere var flittige gæster til de udendørs performances. Men særligt de unge bornholmere må have været andre steder fx til sommerens store trækplaster: Snogebæk Havnefest denne weekend. Der var et leben af scenekunst i ugen, allerede fra torsdag præsenterede teaterforeningen for 9. år i træk deres gadeteaterfestival med internationale navne. For ikke at tale om Bornholmerrevyen. Men i år kom der gæster udefra. I mere end én forstand.
Forestillinger
Endagsfestivalen Contact Zones bød på flere forestillinger og dagens første forestilling var:
Flygtning Transportable af Teater Fluks ★★★
Solen bager allerede kl. 10 om morgenen, da vi afleverer vores personlige ejendele til en ”lastbilchauffør”, der pænt beder os om at tage plads bag i lastbilen. Vi går forsigtigt ombord, og stuver os sammen, så vi undgår at træde på den blonde kvinde, der ligger midt på gulvet i en sort kedeldragt.
Da vi har sat os, og lastbilen er lukket og der bliver mørkt og allerede varmt, opdager vi, at der i hjørnet sidder en ung mand. De to vil gerne forstå, hvordan det er at være på flugt, og hvorfor. De ved bare ikke, om de rammer plet, og deres tvivl deler de med os efter hvert forsøg, de byder ind med. De fortæller stille autentiske historier, fiktive filmbidder, de er voldelige, de spiser et løg. Men deres ungdommelige ihærdighed forløser aldrig, hvordan det virkelig er. De ved det ikke. Men de har prøvet, og vi lukkes ud af stanken af lastbilen, der koger som en Løg-haram af uforløst pathos. Den single-tandbørste den blonde fortæller hun pakker ned efter et brud med en kæreste, står stærkest efter Teater Fluks otte år gamle, til hver en tid aktuelle, forestilling.
Hanging Loose af Melanie Hagedorn ★★★★★
”Er det morsomt?”, spørger en ældre mand sin hustru. ”Ja! Så du hende danse ballet? Det er ret morsomt. Hun er virkelig dygtig!” svarer hun.
Melanie Hagedorn er cirkusartist. Hun er også gift med en cirkusartist, og hun ammer deres baby et minut inden hun lægger sig op i sin line, og falder i en sød søvn – forestillingen er startet udenfor på et lille stykke klippefast grund for linedanseren. Uret ringer og hendes daglige genkendelige rutiner går i gang. Børste tænder, drikke kaffe, tage tøj på. På line. Trummerum. Rygsæk på, busturen. På line.
Hamsterhjul. Og det sværeste af alle kunstarter: Lægge mascara og læbestift på, på line! Det skal gå galt! Og gør det ikke, klapsalverne og latteren kommer prompte. Hun er i evig balance og med fare for at falde ned. Som artist, og alle os andre er i fare hver dag. Hver gang hun finder balancen igen, sender hun sit publikum et sødt stort ‘Tilgiv-mig’-smil, Jeg gør mit bedste. Ligesom de babyer, der stavrer rundt tæt på hendes manege nede foran hende. Vi gør vores bedste.
Melanie er dygtig. Teknisk ved vi ikke, hvornår hun famler efter balancen og spiller på det. Det gør hun heller ikke helt selv. Uanset hvad, så føler vi med hende. Smiler tilbage. Opmuntrer hende til at fortsætte. Lykkes. Forsøge at gøre det igen. Trummerum.
Melanie Hagedorn har opført Hanging Loose i Palæstina med lidt mere tøj på, i Belgien, hvor folk er stille, og feedbacken først kommer bagefter. Tyskland, Frankrig og Danmark. Indenfor og udenfor. Hun kan bedst lide at være udenfor, hvor hun kan se publikum, og de kan se hende. Melanie er afhængig af kontakten, og fik skabt den zone med stor præcision, som en ægte nomadisk cirkusartist.
Flugt af Teater Bæst ★★★
Vi har set dem i øjenkrogen, med en lækker latte i hånden, de to ikoniske militærgrønne halvbuede flygtningetelte på den sparsomme plads, hvor bølgerne splintres mod de slebne sten. Og vi ved godt, at vi skal derind og mærke flugt på egen krop én til én. Teater Bæst arbejder med det sensoriske teater, som man kender fra mesteren Enrique Vargas, og det kræver stor sensibilitet, fordi det er publikum, der skal på arbejde. Kunstnerne og det tekniske crew skal gøre os trygge nok til at ville gå med. De skal læse os, forstå hvem de har foran sig, så de forløser os, og vi går med. Teltene er autentiske. De er porten til det tillidsfulde rum som den kunstneriske leder og performer, Eja Due, skal skabe for, at vi overhovedet tør dele vores indre flugt, barndomsminder og til sidst frygt med hende og de andre få fremmede medsammensvorne. Særligt når man lige har haft en latte i hånden. Alle skal hjælpe til. Fra det første møde med den komplicerede teknik, der skal fylde vores ører med bl.a. afstressende umærkelige lyde. Vi skal arbejde med flugt først. Flugt fra det vi er flygtet fra. Og stadig kan huske. Måske smerteligt.
Bæsts hemmelige sprog
I det første telt skal vi sidde ned på flamingostykker, det kan vi ikke alle sammen. En stol bliver hurtigt fundet. Eja Due beder os om at stikke hænderne i en sandbunke, og finde hendes såkaldte barneminder, sæbebobleflasken, porcelænskatten, det gule hjerte. Eja Dues jungianske trick serveres med blød stemme, intense kig, og et stort smil. Hun ved godt, at det her er værdifuldt for os, ikke tingene, men det, vi skal til at dele med hinanden. Men det er for tidligt. Vi er ikke engageret endnu. Modstræbende eller forceret afslører vi uskyldige bedsteforældreanekdoter. Vi bliver ledt videre. Nu driller teknikken. Almen feberredningsstemning overtager intimiteten, der ikke nåede at bundfalde sig. Ærgerligt. Her skal vi tages i hånden igen. Alle på holdet skal skabe det rum for os. Vargas folk har et hemmeligt sprog til, når tingene ikke går, som det skal. Og det sker hele tiden i det sensoriske teater med teknik, med os, der skal arbejde. Bæst skal finde deres. En mild hånd skal tage sig af os, mens vi bevæger os ind i dette djævelske telt. Det prøver forestillingslederen ihærdigt efter bedste evne.
Passiv lytning
Vi vises ind i det næste telt. Her skal vi kun lytte til endnu en melodisk stemme. Det er komponisten Tin Soheili, som beretter nøgternt og kronologisk om sine barndomserindringer. I en persisk thebakke fyldt med sand illustrerer han med en legetøjsbil og glaskugler den rute familien tager på deres ferie op i Europa, da han var barn. Forældrene er på jagt efter det eksemplariske socialistiske slaraffenland, de naturligvis aldrig finder. Senere er det flugten fra Iran, da militæret, og siden præstestyret brutalt skræmte hans egen familie på flugt. Han viser på et intermistisk tegnet kort på teltdugen, hvor i gaden deres nye, røde bil blev tilsølet i hjernemasse. Er det fiktion eller fakta? Det er underordnet. Vi nikker og kommenterer for at vise, at vi forstår det, ham. Hos multikunstneren her får vi lov til at være passive, og så deltager vi spontant. Tilsigtet?
En stærk erindring om flugt i det hede mugnegrønne telt. Han oplyser os om, at teltet er magen til dem, som flygtninge bor i nu, dag ud og dag ind, flere sammen i årevis. Det ved vi, men vi mærker det ikke sensorisk, selvom vi står inde i det.
Uden guide er det hjerteskærende
Mellem teltene skal vi selv læse op for hinanden. Det bliver hjerteskærende, fordi det handler om, hvordan døde børn lugter. Vi skiftes til en af os giver op, fordi ordene ikke kan komme ud af den tilsnørede hals. Det er ikke vores erindring, men det bliver det nu. Og det lykkes på alt for lave flamingostykker udenfor uden guides i ørerne.
Mens vi mærker den dejlige havbrise instrueres vi i at scrolle på de ophængte mobiler til vi når til det ikoniske, næsten værditømte foto af den druknede dreng på stranden. Det dobbelte metagreb er for let. Det provokerede min hjerne.
Vi skulle have hørt så meget andet. Det tekniske drillede. Det har vi til gode. Men vi hørte aldrig vores egen indre stemme. For ingen af os turde falde ind i vores frygt, som vi blev opfordret til, til allersidst. Det gik for hurtigt, var ikke nænsomt nok. Det blev farligt. Og det var ærgerligt fordi det er det vigtigste tidspunkt at mærke de andre gennem sig selv. Sammenligner jeg med Vargas? Ja, jeg ser altid på de bedste, når man som Teater Bæst er så ambitiøs, og tidligere, med Lyst#2, har opløst og forløst sit publikum i den helt rette balance.
Mandala – af Dávid Somló – walking the green line ★★★
Foran Gudhjem Museum ved kanten af et stykke asfalt, har Dávid Somló tegnet mønstre, der ved første øjekast ligner et gymnastiksalsgulv til alle boldspillene. Eller er det mandala? Vi skal i hvert fald lege.
Nu står der 10 mennesker udstyret med den simple instruktion, at de i 30 minutter skal følge en kridtoptegnet streg i en farve. Den gule triangel, den grønne rektangel eller en rød cirkel. Mønstrene er tegnet oveni hinanden. De ti mennesker vil krydse hinanden. Vi fik hver en lille højttaler med os med et soundtrack. Det er ti lydlag. Et til hver. Deltagerenes reaktioner lød efterfølgende i plenum sådan her:
”Det tog mig ikke længe at hade den hvide triangel, jeg gik på.”
”jeg tænkte: Det må være kedeligt. Hvordan ændrer lydene sig, når vi mødes. ”Jeg så at nogle satte sig ned.”
”Jeg gik på den grønne linje. Men det er, hvad du får ud af det.
”Det er sjovt, at møde mennesker og se om der er forbindelse eller ej.”
”En cirkel har ikke en begyndelse og en ende, det er kedeligt”.
” Tiden gik overraskende hurtigt.”, ”Jeg ku’ lide det.”
Denne anmelder tænkte over tvungen fantasi og forceret meditation.
Altarpieces af Ida Marie Tjalve ★★★★ og As a dead weight af Carlo Massari/C&C company ★★★★★
Har du nogensinde undret dig over, hvad der egentlig foregår i hellige rum, når vi ikke er der? Det ved dukkefører Ida Marie Tjalve. På havnen til Contact Zones festival står en kvindelig præst foran en lille altertavle med tre ubevægelige dukker.
Kirkeklokken ringer og en drukkenbolt vågner for foden af Jesus korsfæstede korpus, han ’skravler’ sig hen til en tom dåse, ærgrer sig kort, og falder sammen igen. En døbefond prædiker det bedste han har lært til han får pip og hovedet ryger af ham. Og Jesus løsner lemmerne, strækker ud og hænger sig selv på plads igen. Jeg vidste, at der foregik magiske ting i det kirkerum, når der ikke er nogen!
Læs også: interview med Ida Marie Tjalve her om Contact Zones
Nu kommer der en krumbøjet ældre mand i en slidt grå joggindragt. Med sig slæber han på to gamle net, hvorfra der lyder ret livlig folkedans. Han går faretruende tæt på havnebassinet. Stopper, ser os, indbyder os til dans, et kram? Nej? Nå, giver op. Jaja og går videre. Og så beslutter han at bevæge sine gamle lemmer. Fut i fejemøget, for det er Carlo Massari, der vækker en af samfundets marginaliserede figurer til live. Ham vi ser og ignorerer til daglig. Det er en simpel forbindelse med simple midler. Men Carlo Massaris kropssprog er velkomponeret, ekvilibristisk og søgende efter liv, som han dratter sammen og splatter ud, genopliver sine lemmer en for en og fortsætter til den gamle mands ansigt krænges af, tøjet lægges på asfalten og den fintfølende poet Massari falder baglæns og forsvinder i folkemængden fulgt af klapsavler, der runger om kap med mågeskrigene.
Groundless Ground af Manon Siv Duquesnay og Dasha Lavrennikov ★★★
Det er tydeligt at kontaktimprovisation er de 5 danseres fælles sprog i Groundless grounds. De søger hinanden på kryds og tværs, bliver een krop, bliver fem igen. De vikler sig legende ind i barndommens kluddermor-formationer, og niver i hinandens sparsomme hud i starten. Til slut ender de med at stå så langt væk fra hinanden og os, som de kan uden, vi taber dem af syne.
Vi sidder på græsset foran Gudhjems museum, hvor den pæne græsplæne går direkte over i en mark, en skov og så det buldrende hav til alle sider. Naturen er deres inspiration, og de genskaber en stemning af rusdag, når de leger, når deres kroppe leddeløst og hippieforløst med grineren giver mig minder om Woodstocks festival, LSD-trip fra 60’erne, som om jeg var født dengang. Det her er deres fest! Jeg føler mig udenfor. Ser på. Og det er helt okay. Så transporterer de rødder. Rigtige rødder. De bærer deres egne unikke træknolde af nogle rødder, naturens visdomstænder så store som krøllebølletrolde. Og ved først ikke, hvad de skal stille op med dem. Er det et ekstra ben? Mit kranie? Frustrationen skriges ud.
Slutbilledet af Dasha i marken med sin rod hvilende i armene som et spædbarn og Manons sirenesang til hende er smerteligt og smukt. Kontakten mellem dem bliver hos dem.
Læs også: interview med Manon Siv Duquesnay her
Hvorfor er det så vigtigt at skabe scenekunst udenfor? Teater mikset med andre kunstarter, som er særligt skabt til ukonventionelle steder og de mennesker, som er lige der? Contact Zones Festivalen på én dag på Bornholm havde mange benspænd, og derfor er det utrolig godt gået.
Før Gudhjem blev der oprettet en zone i Tyskland og Italien. Næste gang går turen til Rom. Ideen bag er let at få øje på. Få nu de unges performative kunst ud til europæerne!
Læs mere om Contact Zones her
