Anders Haahr Rasmussen forvandler med glimt i øjet og ord i lange baner sin bog En fandens mand til uhyre morsomt indspark i kønsforvirringen.

En fandens mand. Ikke en fandens karl vel og mærke. Anders Haahr Rasmussen står på scenen som sig selv og sætter krop på ordene fra sin essay/interviewbog af samme navn. De ord handler netop ikke om at være en fandens karl, der kan det hele og lidt til, men om at være en fandens mand, der har det svært med køn. Lidt svært med kvindekønnet, men især svært med sit eget og de forventninger, der stadig knytter sig til at være en rigtig mand – eller en skandinavisk ligestillingselsker eller…

Skal man være lidt flabet – eller bare repetere en af showets egne pointer – får vi altså atter en fortælling fra en hvid, heteroseksuel mands perspektiv. Køn er som ”et stykke sæbe, der smutter mellem hænderne”, siger forsker Dorte fra KUA – en af tre stemmer i det høje, der et par gange bryder ind i Anders talestrøm med supplerende kommentarer eller korrigerende provokationer. For Anders er også lidt som et stykke sæbe, der forfølger skiftende tankespor og blander partnervoldsstatistik med Elvis-sang og flirt med queer-miljøet – og især hans forlægger Jette fra Gyldendal synes godt, han kunne ”lukke røven… bare en 30-40 år”.

Men så let går det ikke, det er jo Anders, der har skrevet replikkerne – også Jettes. Så afsted over stok og sten går det i en virkelig veldrejet tekst, der balancerer den sårbare tilstedeværelse med den kontrollerede effekt – for sådan er de fleste af os jo. Vi er både usikre, dominerende og forvirrede over vores kønsidentitet. Vi stiller helt absurde krav til hinanden, fordi vi sidder fast i kønsstereotyper, som vi ikke kan bruge til ret meget i 2019.

Anders Haahr Rasmussen i En fandens mand
Anders Haahr Rasmussen. Foto: Simon Klein-Knudsen

Anders har ikke svar, men han er god til at stille spørgsmål, og fremstår ganske åben i sin selvafklædning, som er hans nøgle til at lirke kønsbegrebet op og måske blive klogere. Luderen Laura river hans godhedsglorie af ham og opfordrer ham til at komme ned i mudderet og forestillingen er et forsøg på det. Forskeren Dorte peger som Laura på, at det magiske findes i detaljen, helt tæt på, dér hvor vi gør køn. Mønstrene, som viser sig, når vi går længere væk i statistik-mode, er tælleregimenter, der siger noget præcist om ulighed. Det er vigtigt, men særlig magisk er det ikke. 

Anders vil gerne ned i mudderet, finde en anden måde at tale om køn på. Det lykkes i et velturneret show, iscenesat af Pelle Nordhøj Kann med vanlig sublim tæft for rytme og brud. En fandens mand er et virkelig morsomt show og taler om køn på en åbent undersøgende måde langt fra identitetspolitikkens restriktive vokabular. At bruge humor som greb er et valg, der fungerer, men måske kunne Anders sætte sig selv mere på spidsen og nå dybere i temaet, hvis han gav alvoren en lille plads også? Måske ikke. I Aarhus afsøger tre lidt yngre kvinder køn med frådende raseri og angste smil, begge vinklinger giver mening i en kønsforvirret tid, hvor vi skal finde nye måder at gøre køn på, men har så uendelig svært ved at slippe vores forestillinger om den historisk indlejrede måde. Ham, den fandens karl, I ved.

Interview med Anders Haahr Rasmussen om bogen i Berlingske

Medvirkende: Anders Haahr Rasmussen

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Tekst: Anders Haahr Rasmussen

Samproduktion Teater GROB og Teatergrad

Spiller 15-21. september på Teater GROB