Enkelte velfungerende numre er desværre ikke nok til at kompensere for plat humor i rigelige mængder og middelmådige sangpræstationer i Revyraketten 2019.
Egentlig er der potentiale for en rigtig fin og intim lille revy, når Hotel Limfjorden i Thisted slår dørene op til årets udgave af Revyraketten. En revy, som efterfølgende rykker videre til Østergaard Hotel i Herning og eftersigende spiller igen på danske hoteller i foråret 2020.
Desværre forfalder man til det helt platte, og der er ikke mange af numrene i årets revy, der forbliver over bæltestedet. Et eksempel er Per Dahls Udskrevet, der fremføres af ham selv. Hvor en mand, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet, fortæller om Jens, som han delte stue med. Jens, som fik udløsning, når han skulle tisse, fordi han rystede så meget på hånden. Og Jens, der chikanerede sygeplejersken ved at spørge hende, om hun kunne gætte, hvad der stod under hans dyne. Det er for letkøbt med den form for humor.
Ulla Jessens 50-års jubilæum
Holdet bag Revyraketten består af revyveteranen Ulla Jessen, skuespiller Liselotte Krogager, Per Dahl, der blandt andet giver den i rollen som Dronning Margrethe, og den unge autodidakte musicalperformer Nicklas Kongerslev, der synger flere ballader. Blandt hans numre er Jesper Kjær og Frank Wildhorns Tiden er inde, som fremføres med knyttede næver og overteatralsk mimik, som var han en del af et boyband fra 1990’erne.
Ulla Jessen står igen i år i spidsen som instruktør, og har endvidere skrevet hele ni af numrene. Blandt andet det meget personlige, Jeg er her endnu, hvor hun, iført smaragdgrøn kjole med pailletbesat bærestykke, står alene i rampelyset med et nummer, der tydeligt skal markere hendes 50-års jubilæum på de skrå brædder.
»Revyer er livets komik,« synger hun og fortsætter kort efter med: »Jeg bliver stående, hvor jeg står«. Desværre er præstationen rent sangmæssigt langt fra nok til at overbevise et publikum om, at det er, hvad hun bør gøre fremover. Altså blive stående.
Enkelte optrædener skiller sig dog positivt ud. ’De kikker ned’, med både tekst og musik af Karen-Marie Lillelund, bliver særdeles godt fremført af Liselotte Krogager, som i det hele taget fremstår som revyens stærkeste kort. I småblomstret kjole og paryk agerer hun nydelig ældre dame, der synes, at alle bruger for meget tid på at kigge ned i skærme. I stedet for at påtale det, har hun fundet sin helt egen løsning. »De kikker ned. Jeg kikker med,« synger hun på topcharmerende vis med et glimt i øjet. Nummeret, der klinger som en fin, traditionel revyvise, er velskrevet med sjove pointer og finurlige rim, der handler om alt fra Forældreintra til frække billeder. Og med et morsomt tvist som afrunding.
Liselotte Krogager lægger også krop til Britta Nielsen i Rasmus Krogsgaards Hold op hvor har jeg bare haft det sjovt med musik af Mickey Pless. Det fungerer fint. Hun ligner den nedslidte Britta i sine sorte leggins og den flade, mørke paryk. Med et næsten apatisk stillestående kropssprog og en sangstemme, der fungerer. Men om nummeret har nogen særlig kant kan diskuteres.
Revyraketten er ikke topmusikalsk
I det trykte materiale til Revyraketten varsles der både »satire« og et »et fyrværkeri af musikalske indslag«. Men der er rent ud sagt ikke meget bid i de 23 numre, der er valgt ud til revyen. Selvfølgelig er personer som Donald Trump, Boris Johnson, Mette Frederiksen og Angela Merkel topaktuelle at tage fat på, som det gøres i åbningsnummeret, Raketten letter, skrevet af Ulla Jessen. Men der er ingen pointe i at tage fat på relevante emner, hvis man ikke har en holdning til dem, og at foreslå, at Trump kan købe Mors, når nu Grønland ikke er til salg, er ikke for alvor morsomt.
Det er desværre gennemgående for numrene i Revyraketten, at de ikke har noget væsentligt på hjerte, og heller ikke for alvor lægger en skarp satirisk vinkel. Da kunne man have håbet, at der så blev kompenseret på den musikalske front, som der jo lægges op til. Men Revyraketten byder mestendels på middelmådige sangpræstationer, og ind mellem synges der – især i anden halvdel – så falsk, at det hviner i ørerne.
Dermed ikke sagt, at Revyraketten i 2019 er helt umulig. Det er den ikke som helhed betragtet. Hvis du tager gode venner under armen og drager til Thisted eller Herning i håbet om en hyggelig aften med lidt underholdning efter maden, så er Revyraketten ganske fin. Stemningen er god og omgivelserne upåklagelige på Hotel Limfjorden.
Pianist Hans Peter Andersen spiller allerede behagelig hyggemusik under middagen. Han fortsætter gennem hele revyen, og efterfølgende spiller han op til dans. Det er en glimrende toretters menu, underholdning og dans for under 400 kr. pr. billet, hvilket må siges at være meget rimeligt. Der er altså lagt i kakkelovnen til en rigtig fin aften i gode venners lag med let underholdning og et godt grin hist og her.
Som helaftensoplevelse kunne Revyraketten godt have trukket en ekstra stjerne, men som scenekunst betragtet kan det desværre ikke blive til mere end de to.
