Populært lige nu

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i perioden 2025-2028. To andre teatre får støttemidler fra en anden pulje, et teater tages helt...

Teatergrad – Hvad så nu? Hvad gør I uden bevilling?

I denne uge mistede Teatergrad status og den medfølgende støtte som lille storbyteater i København. Teatrets to ledere, Pelle Nordhøj Kann og Christine Worre...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Leas rum – knugende forestilling om overgreb

Pernille Garde formår at få en både æstetisk smuk og ubehageligt konfronterende forestilling ud af en virkelig historie om overgrebs konsekvenser for et barn.

Bådteatret lægger hus til en knugende, lille forestilling om overgreb mod børn. Instruktør Pernille Garde har ladet sig inspirere af en virkelig historie og har skabt en ordknap, men følelsesstærk fortælling om det tabubelagte emne. Vi ved, det sker, men vi vil helst ikke tale for meget om det. Det vil kompagniet Pernille Garde Stage Art og de får vævet en både poetisk og brutal koreografi, der rammer, fordi de fysiske billeder er så stærke. Måske bliver der en anelse overfortalt, men man kan ikke undgå at blive berørt. 

En kvinde sidder ved et bord, mens vi går ind. Hun flytter rundt på nogle små sten på bordet foran hende, mens hun søgende messer noget om linjer, mønstre, sprækker, om at koncentrere sig om de små ting. Bag hende blafrer et gardin på videoprojektionen, foran det står en reol i dunkel belysning. Langsomt stiger en truende rytme og to mænd anes i skyggerne bag hende. Kvinden eksploderer i en ekspressiv, men kontrolleret dansesekvens, der ender med hendes tyssende finger på læben. 

Dansen gentages løbende som et smerteudbrud, der kontrasterer kvindens katatoniske, sammenkrøbne øjeblikke og den sviende sekvens, hvor hun på toppen af et par kasser ser sig selv blive krænket – altså en visualisering af den tilstand, hvor den krænkede part har en oplevelse af at være ude af egen krop, af at se overgrebet udefra. Inden da er det hende selv, der rives og flås i af de to mænd, der begår overgrebet. Hun er som en dukke eller et stykke mekanik i deres hænder, som de vrider, vender, drejer og ælter hendes krop. Det er væmmeligt at se på, og giver et stærkt billede af, hvordan overgrebet tingsliggør ofret. 

Leas rum
Leas rum på Bådteatret. Foto: Jacob Stage

Den virkelige historie sætter præg på en universel fortælling gennem dansen, der både er forestillingens udtryk, men også det frirum, som den virkelige Lea fandt i latin- og standarddans. Som en disciplinering af kroppen – anoreksi er et blandt flere følgekomplekser på barndommens overgreb – men også som noget lystfuldt, et frirum, hvor kroppen får lov at leve. Den dukker også op i scenerne, hvor lovbøger flyttes rundt og rundt. Fik mændene deres straf? Nej, de gik fri. 

Sherwin Diane Reyes går lige i hjertet som den forkrampede Lea, der gentager mønstrene og bærer den tunge, tunge sten, mens hendes store, triste øjne søger os. Bo Madvig og Jan Vesala er skræmmende gode som de to overgrebsmænd – med hånden ekstatisk i skridtet, grumt grinende og allerværst manipulerende spillende på barnets tillid. ”Er det rart? Er det?”, som Madvig iskoldt spørger, mens han rører barnet på en måde, det ikke skal røres. 

Leas rum
Leas rum på Bådteatret. Foto: Jacob Stage

Det er måske ikke en voldsomt kompleks forestilling, men den tager et emne op, som sjældent behandles æstetisk – og gør det med en stram og konfronterende koreografi, der vil os noget. Smerten er mærkbar, og kompleksiteten i overgrebsoplevelsen formidles gennem krop og billeder på en måde, som virker stærkere end ord. De få replikker, der er, kunne vi godt undvære. Bevægelserne taler for sig selv. 

Til sidst blafrer gardinet atter på bagvæggens projektion. På lydsiden et svagt sus. Måske lyden af gardinerne, måske fuglevinger med håbet om at flyve væk. 

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Nikolaj Mineka: Applaus bidrager til at flytte fokus væk fra mediernes ansvar

"Kun ved at stå sammen og holde fokus kan vi skabe den forandring, der er nødvendig for at vende denne uheldige udvikling". Sådan skriver...