Forfatteren Jan Sonnergaard døde en dag i november 2016. Men på Edison bringes han til live i en lidt rodet, men netop derfor også ganske rammende mindestue stykket sammen af tekst, mysterium, våde varer og skæve karakterer.
At Jan Sonnergaard har sat aftryk i verden, hersker der ingen tvivl om. I den nationale litteratur-kanon, i kulturdebatten og i mange læseres hjerter. Jeg holder også meget af Jan Sonnergaards forfatterskab, men kan ikke spotte alle citater i Claus Flygares lidt fumlende tekst. Det gør nu heller ikke så meget, for forestillingens stemninger, billeder og karakterer fungerer også som citater fra Sonnergaards værker, så man behøver ikke være hardcore fan for at få noget ud af hyldesten, selvom det naturligvis hjælper.
Vi befinder os på Floss, baren i den københavnske Pisrende, hvor Sonnergaard og et hav af andre kulturkoryfæer hang ud dengang tilbage i 80-90’erne. Scenografien er simpelthen en kopi af baren (udlånt af ejeren), og den drager publikum, der efter forestillingen knipser løs, og sikkert genoplever en anden og yngre tid. Sonnergaard er også lidt fra en anden tid, hvor litteratur satte dagsordenen mere markant end i dag, og hvor der ingen ende var på de våde varer, der akkompagnerede den kunstneriske proces. Jan Sonnergaard betød noget, han levede en kompromisløs kunstnereksistens, hans værker slog en proper næve. Han kaldte sin egen stil for realsurralisme. Det indfanger forestillingen loyalt – også selvom den kalder samme stil for simulakrum, altså en tilstand, hvor det er svært at afgøre forskellen mellem virkeligheden og tegn for virkeligheden.
Det er bestemt svært at afgøre, som vi bevæger os mellem tre scenarier, der alle er forbundet. Baren Floss, hvor Jans venner skåler i drinken Søde Jan, politistationen, hvor betjentene Hanne og Anne-Marie forsøger at finde Jan og de fire forsvundne kulturpersonligheder, som han eller hans sorte alter ego Erich Erichsen måske/måske ikke har myrdet, og hos en teatertrup, der under megen Sturm und Drang kæmper med at sætte Jans ikke-færdiggjorte selvtægtsdrama NarkoMan op. Erich Erichsen, som spilles med foruroligende nerve og liderlighed af Morten Suurballe blander åbenlyst fiktion og virkelighed, ja måske er han tilmed selv fiktion. ”Tiden er en flade, man bevæger sig rundt på”, smisker han diabolsk. Hanne og Anne-Marie knækker hverken ham eller krimigåden, til gengæld morfer Anne-Marie til en fysisk udgave af Jan Sonnergaard.
Laura Kvist Poulsen og Josephine Park fungerer fint som Olsenbandeagtige politifolk, Helle Dolleris giver en småsnalret redaktør, Anne Vester Højer, Mads Riisom og Claus Flygare selv kører i et mere surrealistisk gear som teatertruppen, der tro mod Sonnergaard bevæger sig langt ind i et gotisk univers, før alle samles til afsluttende blid oplæsning i Floss.
Jan er væk, Jan er her stadig med sine ord.
Det er en ret uegal tekst og tilsvarende uegal forestilling, hvilket nok bl.a. skyldes, at hele tre instruktører har været i spil. Men den har sine momenter (med eller uden instagram), den minder i alle sine modsatrettede udtryk om sorgen ved at miste nogen, der står en nær, og fremfor alt er den en kærlig, men rå hyldest til en stor kunstner, der også formåede at balancere de to karaktertræk i liv og værker.
Læs interview med Claus Flygare i Betty Nansen teatrets sæsonprogram
