Det Kongelige Teater spiller med musklerne med en både nærværende og visuelt højtflyvende produktion af Astrid Lindgrens klassiker Brødrene Løvehjerte.
”Det her eventyr begynder med, at jeg siger: Jeg skal dø”, siger Morten Hee Andersen besværgende som den lille Tvebak med de skæve ben. Besværgelserne eller måske mere korrekt meta-kommentarerne er Tvebaks måde at håndtere de svære ting på, men fungerer også som forestillingens hånd til os tilskuere, der af og til synes, det er lidt svært med al den død i historien. ”Hvor ondt skal det her eventyr blive?” Ja, det spørger vi også om, som vi kæmper med klumpen i halsen.
For Tvebak dør jo, som de fleste af os ved, fordi vi har læst historien, set filmen fra 1977 eller andre dramatiseringer. Men først dør Tvebaks storebror Jonatan, den lysende Løvehjerte, der hopper og springer og bærer sin lille, syge bror i sine blide hænder, mens han digter eventyrlandet Nangijala frem. Dér skal de mødes efter døden, dér skal de leve i eventyrets land. Men alle eventyr er som bekendt ikke gode, og Tvebak og Jonatan får det onde at føle, da de kommer i kamp mod diktatoren Tengil. Han er så grusom, at vi aldrig ser ham selv, kun hans hjelm med det flammende T, som hans undersåtter brændemærkes med. Ligesom metakommentarerne er det et fint greb, at Tengil og hans modbydelige drage Katla kun vises delvist. Vi er hos Tvebak og Jonatan og mærker deres reaktioner på det farlige – og det virker jo langt stærkere end at se det selv.
Line Mørkebys stærke dramatisering, der ikke holder igen på smerten, men hele tiden har os i hånden gennem Tvebaks barnlige stemme, gribes modigt af instruktør Thomas Bendixens iscenesættelse, der tager barnet og dets perspektiv alvorligt. Morten Hee Andersens kejtede forsigtigper med de oprigtige spørgsmål og Alvin Olid Bursøes badutspringende gulddreng Jonatan griber på hver sin måde præcist barnet og teenageren, der sammen overvinder sig selv i kampen mod det ukendte for at blive menneske og ikke forblive ”en lille lort”.
Det er da en coming-of-age-fortælling, der vil noget – også mere end blot at underholde med action. At man ikke altid kan skelne det gode fra det onde – og at vi ofte indeholder begge dele – får forestillingen også med i kraft af en forræder, men især gennem Peter Christoffersen og Sigurd Holmen le Dous underskønne skurke, Tengils mænd, der er så dumme og kropsligt bøvede, at de er svære ikke at holde af. En god og vigtig nuancering til den virkeligt uhyggelige storskurk Tengil.
At Brødrene Løvehjerte selvfølgelig ér et eventyr, får vi på mest billedmagiske vis at se i Tal Rosner og David Shepherds animerede videoscenografi. Den vokser fra et lille vindue bag slagbænken i mors køkken til storslåede scenarier i skiftevis stærke og douche farver i en fabulerende-hyperrealistisk stil, der trækker på japanske animatorer som fx Makoto Shinkai og Hayao Miyazaki, men skaber sit helt eget univers i sin egen ret som storslåede syn, og ikke mindst i dynamikken med spillerne. Det er mageløst, eventyrligt og hamrende professionelt udført. Det Kongelige Teater fortjener stor ros for denne satsning på at integrere forskellige kunstneriske udtryk til det yngre publikum – og til os andre, der får fornyet vores glæde ved fortællingen om Brødrene Løvehjerte. Der blev gyst, grædt og grinet i sæderne omkring mig, der var fyldt med børn i mange aldre. Det store teaters magi og de svære emner er også for dem.
Hør instruktør Thomas Bendixen fortælle om tankerne bag forestillingen
