Søndag d. 8. marts er det kvindernes internationale kampdag. Det fejrer redaktionen med et interview med kurator Natalia Gutman, der gjorde Børsen til en scene for 5 kvindelige kunstnere med performance-eventet Momentum. Læs om, hvorfor det er så essentielt at vedblive med at fremme diversitet og inklusion både på og udenfor scenen.
Hvorfor er kvindernes kampdag stadig vigtig at markere?
Kvinder har stemmeret, der er fri abort, barselsrettigheder og mulighed for at blive kunstner, leder og politiker som kvinde, men de facto er det stadig mænd, der tjener mest, har ejendomsretten og bestrider poster med indflydelse. Det er en ubalance som er historisk betinget, men den er vi nødt til at ændre på for en gunstigere fremtid for os alle. Vi har rettigheder og loven med, men der er strukturer og bias, som gør, at mænd den dag i dag bliver favoriseret, og det er ikke engang altid med overlæg, det er fordi der er stereotyper, fordomme og mekanismer, som styrer os, som vi ikke selv altid er bevidste om.
Var din ide med at kuratere 4 performances af kvindelige kunstnere en feministisk aktion?
Måske på sin egen måde – min ide med Momentum, var at sætte scenen for et møde mellem kunst og publikum omkring en højaktuel debat – som vedrører os alle. For hvad er kvinders status og vilkår i dag? Det var udgangspunktet at stille det spørgsmål – fordi eventet var en fejring af 50-året for den ikoniske politiske happening Den Kvindelige Kristus af Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen. I 1969 går Adler Petersen nemlig nøgen igennem Børssalen med et kors i hånden. Det vakte opsigt, en kvindelig nøgen krop slentrer gennem en sal fyldt med herrer i tilknappede jakkesæt – og tilmed med referencer til Kristus, der på samme måde uddrev kræmmerne fra templet, fordi han synes at købmandsskabet fordærvede og tilsidesatte de værdier, der burde være i fokus. Det var dengang en provokation, der skulle vække til debat om ligestilling, patriarkatet og anfægte den kapitalistiske overmagt, som Børsen repræsenterede.
Hvordan fik du adgang til Børsen?
Ja, det var på en måde en overraskelse for mig selv, at det lykkedes. Jeg har så mange gange cyklet forbi Børsen og spekuleret over, hvad det er, der foregår derinde, og hvordan der ser ud i den smukke 400 år gamle varebørs bygget af Christian IV. Og så slog det mig at Lene Adler Petersen jo gik sin nøgne gang derinde – og om den happening egentlig kunne være lige så aktuel i dag. Det gav mig ideen til at invitere 5 aktuelle kunstnere til at skabe nye performances, der adresserer samme temaer ud fra et nutidigt blik. Ideen pitchede jeg til Dansk Erhverv, som har til huse i Børsen i dag, for hvis ikke det skulle foregå i de samme arkitektoniske fodspor, ville det slet ikke have den samme gennemslagskraft. Det tog tid inden ideen blev taget seriøst, men da den endelig landede på Brian Mikkelsens (direktør for Dansk Erhverv) bord, kom der positivt svar dagen efter.
Hvad var så kunstnernes svar – er vi kommet videre siden 1959?
Ja, det er vi på mange måder, og det er vigtigt, at kvinder ikke bliver anskuet som ofre, eller at de får trængt sig selv op i det hjørne. Det her projekt vidner i hvert fald om, at det lykkedes en gruppe kvinder at trænge ind på Børsen endnu en gang med en idé, med en agenda og med en performanceoplevelse, der trak fulde huse. De fire performances af Sophie Dupont, Mette Riise, Philip I Schneider og Lilibeth Cuenca Rasmussen var vidt forskellige, der var både satire, publikumsengagement, sang og otte nøgne mænd! Fælles for de fire performances er en stærk myndighed og tro på fællesskab, og at diversitet netop er en styrke. Samtidig blev der påpeget kompleksitet fx omkring, hvad nøgenhed er for en størrelse i dag, der blev ironiseret over tal fra museumsverden, og der blev vendt op og ned på rollerne, da Lilibeth Cuenca Rasmussen i korsets positur blev båret ud af salen af de otte nøgne mænd.
Kan du fortælle lidt om den måde, hele eventet var iscenesat på?
Det hele var tilrettelagt som én bevægelse fra en performance til den næste, hvor hver kunstner blev anråbt på forskellig vis, og publikum så at sige bevægede sig med de fire performances rundt i den 500 kvm store sal. Det skabte en helt særlig fortættet stemning, fordi liveopførelser skaber nærvær og Sophie Dupont og Philip I Schneider med deres performances formåede at skabe publikumsengagement, der netop pointerede, at alt hvad vi gør har en virkning i verden, og at vi i fællesskab og med forskellighed som en styrke kan skabe balance og positiv bevægelse.
Hvorfor var Momentum-eventet vigtigt for dig at lave?
Da jeg først havde fået ideen, virkede det bare så presserende, og de spørgsmål, der knytter an til eventet, var og er yderst aktuelle i debatten om kvindelige kunstneres repræsentation på museer, deltagelse i udstillinger, salg på auktioner etc. Det var en 50-års markering af en vigtig historisk happening og et nutidigt eksperiment, der understreger, at kvinder ikke bare skal, men kan indtage scenen og sætte en dagsorden med en humanistisk relevans. Det var ikke en scene for kønskamp, men snarere en vinderdag for os alle.
