Del

På tirsdag behandler Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg ansøgninger til Små Storbyteatre og Scenekunstpakken for 2021-2024. I foreningen Teaterhuset håber og forventer vi, at udvalget har øjne på vækstlaget, der er selve forudsætningen for, at vi får et mere gunstigt og attraktivt teaterlandskab.

Kære teaterbranche – dig der befinder dig i den, dig der vil ind i den, dig der nyder at se den udfoldet, dig der uddanner dig til den og ikke mindst – og måske især dig – der forvalter dens vilkår. 

Jeg skriver til dig på vegne af vækstlaget og en stor gruppe unge, der mener, at det er på tide, at man tør tage teater- og scenekunstvækstlaget alvorligt som selvstændigt miljø og betydningsfuld kim til branchens fremtid. Jeg skriver på vegne af frivillige ildsjæle, der mener, at det er på tide, at man fra politisk hold har mere tillid til, at det uafhængige vækstlag kan udfordre teatersystemets rammer, indhold og konventioner. Dem, der mener, at det er på tide, at vi gransker og renser vækstlagsbegrebet – og at vi lader dem, der definerer sig som vækstlag, få de fornødne midler. Lad mig fortælle, hvorfor.

Vækstlaget
Formand Emil H. Christiansen. Foto: Malik Grosos

Man bliver som Danmarks hovedstad og forvalter af et teatersystem nødt til at spørge sig selv: Får vi et mere gunstigt og attraktivt teaterlandskab ved at lade vækstlaget være defineret primært af læreanstalter og små storbyteatre? Skaber de eksisterende rammer en mangfoldig tilslutning til teatret som medie, som socialt og fysisk mødested og som meningsfuldt refleksionsrum? Især for unge? Jeg ved, at det er at skære det strukturelle billede groft op, men på vækstlagsområdet er der et klart behov for at turde gentænke teater som samtidsfænomen og socialt samlingspunkt på mere grundlæggende niveauer. Og det er vel netop i vækstlaget, at vi lidt naivt kan tillade os at spørge, hvorfor tingene er, som de er, når det nu er os, der er med til at udgøre branchen og kunstartens fremtid? 

I forhandlingerne om scenekunstpakken – nu og i fremtiden – ønsker jeg, at politikerne handler og tager beslutninger med det i baghovedet – for vil vi have nytænkende, bæredygtigt og attraktivt teater, må vi som by skabe et stærkere uafhængigt vækstlagsmiljø drevet af mere end kun frivillighed. Vækstlaget bliver nødt til at have ressourcer til at skabe tiltrækkende miljøer, hvor unge, ambitiøse kunstnere og kulturproducenter kan tænke og skabe uafhængigt af diverse skoler og institutioner. Det etablerede og professionelle miljø gør det godt som inspirationskilder og motivatorer – men ligeså som drivkraft til at få vækstlaget til at ville noget andet. Dét andet og dén dynamik bør kunne dyrkes konstruktivt.  

Med alsidig sparring, dynamisk organisering og insisteren på social tilgængelighed kan teatersystemet hjælpes og forandres positivt nedefra af vækstlaget – men det kræver, at vi tør give det en større og tillidsfuld chance. Og det er værd at reflektere over som branche, når det kun er et fåtal af teatervenlige fonde, der tilgodeser det uafhængige og vilde teatervækstlag. Scenekunsten er nødt til at være mere end bare scene og sal, hvis den skal være et vitalt og samtidsrelevant medie, særligt for unge. Det perspektiv kan vækstlaget være med til at vise og kvalificere, fordi det netop har en vilje, lyst og holdning drevet af læringshunger og fascination.  

Den Danske Scenekunstskole gør det godt på mange områder, men et monopol på talentudvikling har sjældent været ret berigende for mangfoldighed og kulturel diversitet.  

Kunne det ikke være en idé med en pendant til filmbranchens Super16-uddannelse? Kunne det ikke være noget for København, at have noget, der minder om Teater Momentums projektmodel? Skal vi ikke have et sted, hvor det er nemmere at afprøve og eksperimentere med mere socialt tilgængelige indgange til teater? Bør man ikke diskutere vækstlaget med vækstlaget selv? Mulighederne er tilstede! Det er bare om at gribe dem som by og branche. 

Jeg ved, at Aveny-T på Frederiksberg har et stort anlagt væksthus, House of V, på tegnebrættet, og det bliver spændende at følge – men skal og kan man ikke have et profiluafhængigt og alternativt miljø, der er drevet af unge i vækstlaget selv? Det er der er tonsvis af læring og vigtig erfaring i. Spørg lederprofiler som Anna Malzer, Niels Erling, Liv Helm, Thea Kulavig, Amanda Ginman, Camilla Sieling Langdal og Jacob Schjødt og mange andre i det etablerede miljø, om de ikke har lært og nydt godt af deres tid i vækstlaget, f.eks. i Teaterhuset. Om de ikke har brugt det som springbræt og undersøgelsessted netop fordi, uafhængigheden og ungdommelighedens vilje er fordrende for den personlige og kollektive kunstneriske udvikling. Hvor mon vi ville være i dag, hvis vi turde satse på at give vækstlaget ressourcerne til at eksperimentere og nytænke teaterkulturen mere som helhed? 

Foto: Malik Grosos

Jeg oplever en seriøs skævvridning i det nuværende teatersystem, hvor mulighederne for at tænke konventionerne anderledes og kritisere det etablerede mangler. Adgangen til at kunne kritisere tages først seriøst, når du har været igennem nåleøjerne. Men hvorfor? Og hvad gør man, hvis man faktisk ikke finder det danske teatersystem særligt imødekommende, socialt eller nærværende? Er et tydeligt fritænkende og diversitetsøgende samlingspunkt, der imødekommer kritiske behov hos kunstartens uafhængige vækstlag en dårlig idé? Det kan forbedre indstillingen til teater som kunstart og hang-out sted hos unge generelt. Det værste er, at mulighederne allerede findes, men begrænses, ja, måske ligefrem fanges, i vækstlagsbegrebets forvirring. Der er for lidt vejledning, generelt dårlige vilkår for branchen og alt for få midler ift. efterspørgsel og behov. Der er brug for vækstlaget til at kunne udfordre og nytænke systemet og bryde vanerne for, hvad ”rigtigt” teater er, hvis vi skal kunne stoppe med at frygte for kunstartens levedygtighed og en dalende interesse for teater hos den generelle dansker. 

Den vildrede jeg oplever, løser det her opråb ikke, og det stiller også langt flere spørgsmål end svar, men måske og forhåbentlig kan det lirke lidt indsigt og perspektiv ind i en branche, et kulturområde og mangefacetteret fag, hvor tempoet kan virke usundt højt, og manglen på penge som en permanent sten i skoen.

Så tillad mig afsluttende at repetere: er tiden ikke snart kommet til at tage vækstlaget alvorligt som selvstændigt princip og katalysator? Og bør vi ikke investere i det eksperimenterende og uafhængige miljø, hvor ambitiøse, rebelske, søgende og målrettede mennesker hver dag knokler for at gøre sig gældende for publikum, samfundet og sig selv som individer. Vi kan starte i morgen!

Emil H. Christiansen
Bestyrelsesformand i foreningen Teaterhuset, Huset-KBH


Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.