Digital publikumsoplevelse i Sydhavnen – nye formater tager fart og fat i publikum

Trods den stigende corona-træthed, der forhindrer os i at opleve scenekunsten live – som vi kender det – skabes der fortsat og på trods scenekunst, der nok er digital, men alligevel forsøger at skabe en liveness med nærvær. ISCENE har spurgt Jesper Olesen, der som publikummer har fulgt prøveforløbet på Sydhavn Teaters Luna Seconda, hvordan han i det lys oplever den endelige forestilling. 

Der er snart længe siden, vi så de første famlende og chokprægede digitale forsøg på at bringe scenekunsten ind i vores stuer, når vi nu ikke kunne komme i teaterrummene. Meget handlede i starten om selve nedlukningen som en art teatralsk øjebliksterapi i en verden, der pludselig var blevet fremmed. 

Men siden tog de digitale formater fart. Udbuddet af filmet teater er eksploderet, så vi nu kan kigge med på alverdens scener, hvor kameraføringen er mere eller mindre professionel, mere eller mindre dynamisk. Men det digitale medie er mere end film i 1:1-formater, og det pibler frem med forsøg på at finde digitale udtryk, der fungerer i egen ret, hvad enten de har været undervejs længe som Teater V’s præ-pandemiske koncept Future V/digi-drama, eller man som på blandt andet Sydhavn Teater har udviklet et koncept som konsekvens eller i lys af nedlukningen. 

Fragmentarisk sanselighed

Sydhavn Teaters Luna Seconda havde premiere i sidste uge og teatret præsenterer forestillingen som cinematisk scenekunst, altså en hybridform, der trækker på såvel filmiske som teatralske greb. Genrebestemmelsen giver god mening for Jesper Olesen, der har været med i den publikumsfølgegruppe, der fra første prøvedag har fulgt opsætningen og givet input til det kreative hold.

”Kameraerne blev brugt meningsfuldt og gjorde, at man kom tæt på skuespillerne. Samtidig gjorde live-oplevelsen, at det stadig var teater og ikke blot optaget og redigeret film”, fortæller Jesper Olsen om forestillingen, som dels kan streames, dels kan opleves live af et minimalt antal tilskuere.  

Luna Seconda handler om en kvinde og en mand i en form for dommedagssceneri, hvor vandet stiger og månen jf. titlen fordobles. Det er et drømmende, sanseligt og ikke-lineært univers, som Jesper Olesen sætter disse ord på:

”Poetisk, intens, nærværende, fragmenteret, surrealistisk, innovativ/eksperimenterende, alvorlig (og komisk)”. Det fragmentariske lå for Jesper Olsen blandt andet i blandingen af audiovisuelle udtryk: ”Selvom det til en vis grad fjernede fokus fra den intense fortælling, syntes jeg godt om de audiovisuelle afbræk, som vel forstærkede det immersive”, siger han.   

LÆS OGSÅ: Luna Seconda opløser grænserne mellem virkelighed og fantasi

Liveness er nøglen til nærvær

Luna Seconda er nemlig skabt i et immersivt design, der i sin essens handler om, at publikum inviteres fysisk ind i andre universer. I dette tilfælde er det immersive meget båret af videoformatet, der bringer tilskuere – hjemme som i salen – meget tæt på karaktererne. Det er ikke nogen nem opgave med tidens forsamlingsrestriktioner, men Jesper Olesen, der oplevede premieren hjemmefra, peger på, at netop det, at der var enkelte tilskuere til stede i salen, udbyggede fornemmelsen af liveness – altså at opleve sig selv som en del af oplevelsen. 

”Der var også mulighed for at skrive i chatten undervejs, hvilket jeg benyttede mig af en enkelt gang. Chatten blev dog mest brugt før og efter forestillingen. Der var desuden muligheden for at ringe ind i et intermezzo. God idé, som dog i dette tilfælde var meget langt fra selve fortællingen og derfor virkede mere fjollet end de øvrige afbræk”, fortæller Jesper Olesen. Han blev overrasket første gang et af de indlagte intermezzi brød hovedfortællingen med andre karakterer end de centrale. Han mener, at bruddene er et spørgsmål om smag og behag, og fortæller, at der i følgegruppen var forskellige holdninger til implementeringen af disse indslag. 

Selv savnede han lidt mere af den publikumsinteraktion, der blev testet i prøveforløbet, ”men dette kunne nok bedre integreres i en anden type forestilling og med en anden type historie”, konkluderer han. Til gengæld var han glad for muligheden for at møde hele det kreative hold i forestillingens digitale foyer på Teams efter premieren. ”Der var glad og festlig stemning og de fik meget positiv respons fra de deltagende publikummer”, fortæller han. 

LÆS OGSÅ: Cinematisk scenekunst i Sydhavnen – Publikum har været med i hele prøveforløbet

Ekstra krydsede fingre 

Jesper Olesen så for nylig Aalborg Teaters Tine, der i modsætning til Luna Seconda var decideret filmet teater. ”Det var ikke dårligt, blot traditionelt”, pointerer han og peger på, at de to forestillinger begge bygger på prosaforlæg (hhv. Herman Bangs roman Tine og Ursula Scavenius’ novelle fra samlingen Fjer, red.). ”En lighed mellem de to forestillinger var, at hele teksten fra forlægget blev gengivet i opsætningen. Personligt foretrækker jeg mere showing end telling, når jeg ser teater”, siger Jesper Olesen. 

”Jeg krydsede nok i højere grad end normalt fingre for at alt fungerede, fordi jeg følte en vis tilknytning”, svarer Jesper Olesen dog på spørgsmålet om betydningen af at have været en del af publikumsfølgegruppen. Han lagde selvfølgelig særligt mærke til, hvilke af de elementer, de havde diskuteret i følgegruppen, som kom med i forestillingen og hvilke, der var ændret fra prøveforestillingerne til premieren, og var overordnet godt tilfreds med de valgte løsninger. ”Det var meget spændende og lærerigt at være med”, siger Jesper Olesen, der gerne deltager i et lignende prøveforløb en anden gang. 

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Sydhavn Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.