Da mørket og kulden havde sænket sig over smukke Opera Hedeland til premieren på Verdis Rigoletto fredag aften, begyndte tragedien for alvor at brænde i sjælen.
Sex, vold, trekantsdrama og en stærk forbandelse: Det er ingredienserne i Guiseppe Verdis opera Rigoletto fra 1851. Den kyniske hofnar Rigoletto har gjort det til sit levebrød at forsvare sin kronisk liderlige, kvindehadende chef, hertugen af Mantua. Med sylespids tunge gør han nar ad hertugens ofre – den ægtemand, som i sit eget påsyn ydmyges og gøres til hanrej, når hertugen forfører konen, og den far, bl.a den gamle Grev Monterone, der kastes i fængsel, så hertugen har tid nok til at forgribe sig på datteren. Det er bare et spørgsmål om tid og en god nok grund, før Rigolettos job får fjenderne til at rejse sig i vrede.
Til en fest på paladset dukker Grev Monterone op. Han har nys forladt fængselscellen. Rødglødende og fuld af sorg over sin datter udråber han en forbandelse over hertug og hofnar for at lade dem mærke ”en faders smerte”. Vanen tro håner de to den gamle, men indeni skælver Rigoletto ved tanken.
For hvad ingen ved er, at Rigoletto holder en smuk datter, Gilda, spærret inde i sit hus i frygt for, hvad hertugen kunne finde på, hvis han så hende. Men det er for sent, for hertugen har allerede spottet hende i kirken – det eneste sted hun må færdes for sin overbeskyttende far.
Transparent scenografi, traditionelt fortalt
En blank skive som gulv og 20 kegleformede, hule plastikgrantæer udgør den sparsomme scenografi. Træerne erstatter bagtæppet som omklædningsrum og skjul for operakoret, der i operaen Rigoletto udelukkende består af mænd. De er Hertugen af Mantuas lakajer. Mere krummelurede fremstår iscenesættelsens kostumer, når fx hertugen af Mantua – spillet og sunget af Peter Lodahl – er klædt i brokade, og operakoret optræder som commedia dell’arte-figurer. Danserne er iført i cancan-kjoler, hvis silhuetter antyder et vist slægtskab med kønslæber.
Rigolettos libretto bygger på Victor Hugos drama Le roi s’amuse (Kongen morer sig, red.), og midt imellem brokader og skønsang bliver det tydeligt, at den svenske instruktør Theorell aktivt vælger ikke at sætte operaens kontroversielle og politiske emner fra den aktuelle samfundsdebat – #metoo – åbenlyst i spil. Kvinderne i operaen er reduceret til objekter, der hopper på mandens begær, nikker og synger smukt. Og det gør de. Den tyske sopran Marie Heeschen som Gilda synger perlende klart, så ordene skærer sig ind i sjælen, og Ingeborg Børchs smukke mezzo smyger sig æggende om tonerne.
Iskold kognitiv dissonans
Mens Gilda svømmer hen i romantiske fantasier, fabler Hertugen om, hvor meget de andre mænd vil misunde ham for at nedlægge hende. Hun kan bruges, svigtes til fordel for nye elskerinder og til sidst ofre sig for sin tro på, at hendes kærlighed redder Hertugen og gør ham lykkelig. Den bælgmørke scene er oplyst af et enkelt brændende bålfad i sidste akt, mens Monterones forbandelse sker fyldest – Gilda dør i armene på sin far.
Ikke få gange i den næsten tre timer lange opera sniger den kognitive dissonans mellem de voldsomme ord, omgivelserne og musikken sig ind under vores tæppe, som var den amfiteatrets iskolde vind, og jeg må skutte mig i næsegrus beundring for Verdi som rottefænger: Jubelbrølet gjalder ved hertugens kvindefjendske “La Donna è mobile”, for når bare modbydelighederne er pakket ind i en massiv operaslager, så glider de jo ned. Kvinden er skøn, skrøbelig og lunefuld, som hertugen af Mantua synger, og har på den måde fortjent, at han forgriber sig på kvindekønnet, mens betahannerne – lakajerne i klovnemasker – passivt ser på. Patriarkatet består. Intet at se her.
Man må vælge, om man vil svælge i vidunderlige melodier, eller om man vil se stakkels Rigolettos fald: at han som hofnar for egen vinding og status villigt har indgået en pagt med djævlen og nu skal se på, når den elskede datter villigt ofrer sig for denne og sine egne romantiske fantasier. Grevens forbandelse havde kunnet vælte Mantuas regime – men den charmerende psykopat Hertugen flyder ovenpå, og han vil storsmilende altid trække det længste strå. Midt i det hele står den svenske bariton, Frederik Zetterström. Han leverer en pragtpræstation som den langsomt eroderende Rigoletto, der knækker sammen og går i knæ.
Udfordringerne ude i det fri hedeland
Præmissen ved udendørsopera er de uforudsigelige vind- og vejrforhold. For at beskytte de sarte instrumenter mod fugt og kulde er orkestergraven – som altid hos Opera Hedeland – placeret under et beskyttende halvtag bag scenen. I Rigoletto formår instruktør Tobias Theorell at udnytte det udvidede scenerum til bl.a. operakoret og solister, så de kan synge fra taget, hvilket er en fin effekt, når Hertugen af Mantuas onde hunde står på lur.
Overvejende fungerer samspillet mellem solister og orkester rigtig godt. Alligevel mærkedes 1. akt som en kommunikationsudfordring, for her lykkedes det ikke kor, solister og orkester at følges konsekvent ad. Det er selvfølgelig uretfærdigt, når akustikken ikke kan give en hjælpende hånd, men for publikum går noget af magien og den fortælletekniske spændstighed desværre tabt, når tempi og fraser står og vakler. Altovervejende var Rigoletto imponerende sunget af mange nye, unge stemmer, og det tegner godt for scenekunsten.
Denne anmeldelse er en del af ISCENEs fokus på Opera med unge stemmer, der er støttet af Augustinusfonden.
