Teatret Svalegangen i Aarhus lader i site specific-eventet United Change 2021 publikum konfrontere med sit eget navlebeskuende klimasvin, og det fungerer godt et langt stykke hen ad vejen.
Under den aarhusianske festuges sensommersol sidder jeg i en lounge etableret på gaden foran Teatret Svalegangen, hvor aarhusianerne er inviteret til klimavejfest. Buffeten består af seks forskellige teaterevents, der hver især udforsker seks af FN’s verdensmål om klimaet. Nogle af vandreforestillingens events er i tråd med temaet om bæredygtighed og genbrug eller innovative videreudviklinger fra tidligere år, men nu sat ind i en ny ramme under den opfordrende titel United Change 2021. Det gælder Line Knutzons Glade bæredygtige dage (2019) og den prisvindende VR-installation X-Ray Fashion (2018).
Ambitionen er i 2023 at omdanne hele Aarhus til et globalt fællesareal, hvor alle 17 verdensmål bliver sat i scene rundt omkring i byen. Motivationen er, dels at udforske nye muligheder i kunsten, dels at vise, at kunst ifølge teaterdirektør Per Smedegaard indeholder en kapital af viden, kraft og fantasi. Kunst tilbyder et særligt oplevelsesrum, hvor vejen fra følelse til refleksion og fra tanke til handling formindskes.
Politisk fællesareal
Gennem en tur rundt til seks forskellige events, nogle i teatrets sale andre udenfor, anlægges forskellige perspektiver på klimakampen, men det er placeringen af publikum i forskellige beskuerpositioner, der prikker til din indre (passive-dårlige) samvittighed, hvor forestillingen kan noget særligt.
Sat på spidsen handler politik om at overbevise folk om at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort, mens kultur handler om en fælles måde at tænke på. De seks events udfordrer vores måde at tænke på om os selv og vores rolle i verden i forhold til den menneskeskabte CO2-udledning, der truer klimaet – samt hvordan denne trussel forgrener sig og i sidste ende manifesterer sig som en overgearet syg materialistisk narcissistisk mig-kultur.
Denne kultur gestaltes på skøn absurd vis af Kirstine Heedrup Ringdal i Line Knutzons tekst Glade bæredygtige dage. Her sidder Heedrup midt på gaden i toppen af en stor bunke forbrugsskrald og smider nyindkøbte ting på gaden, mens hun med et gentagende “altså” forklarer publikum, hvorfor hun lige præcis må eje en sandwichmaker… Et øjeblik efter smider hun den ud, fordi farven er grim – totalt ignorant om de tre vagabonder, der slås om resterne i bunden af skraldebunken.
Eilev Skinarmos scenografi understøtter Knutzons absurde tekst og trækker referencer til absurdisten Samuel Becketts klassiske tekst Glade dage, hvor Winnie sidder i en bunke jord og snakker og snakker, passiv og uvidende om den verden, der udspiller sig omkring hende, mens hun langsomt begraves i sand. Heedrups ironiske spillestil og komiske karakter udstiller den groteske radikalisering af den forbrugerkultur og individualiseringsproces, hvis intention oprindeligt var at frisætte individet, men nu har nået et udviklingsstadie, hvor den faktisk låser os fast i strukturelle systemer, vi ikke kan bryde ud af, som VR-installationen X-ray fashion og forestillingen Ode til Jorden sætter fokus på.
Konfrontation med Vestens overforbrug
Den tredimensionelle VR-installation X-Ray Fashion iscenesætter modeindustrien som en af de helt store klimasyndere. Med hørebøffer og 3D-hjelm på hovedet bevæger du dig rundt i rummet på en sansestimulerende rejse som hovedrollen i en dokumentarfilm om tøjets vej fra Bangladesh til storcenteret.
I stedet for at sidde og skue passivt fra sofaen ind på en skærm bevæger du dig selv fysisk rundt, mens konkrete rum gror frem omkring dig i en 360 graders panorering. Her bliver du blandt andet face to face konfronteret visuelt med bagsiden af vestens overforbrug af tøj og den fastholdelse af fattigdomskultur, udnyttelse og manglende respekt for menneskerettighederne, som skylles ud sammen med det forurenede spildevand fra tøjproduktionen.
Molamill Manns VR-design er både visuelt og dramaturgisk virkningsfuldt, fordi det giver publikum øjenkontakt med bomuldsfabriksarbejderen, der vader rundt i giftigt støv fra morgen til aften. Eller syersken på en bomuldsfabrik i Nepal, der i stegende hede prøver at sy sig til en bedre fremtid for sine børn. Men når faktateksten via voiceover derefter oplyser dig om, at de begge får under 1 procent af prisen på en T-shirt, begynder knuden i maven at trykke ekstra hårdt i erkendelsen af, at deres skæbner ikke vil ændres, medmindre du omstiller dig aktivt. Du oplever en følelsesmæssig investering og en refleksion over din egen rolle, næste gang du står med en billig H&M T-shirt i hånden, som du ved, du aldrig får brugt.
Fra Bangladesh til bænkebidder
X-ray Fashion facer din opmærksomhed på, at selvom noget er langt væk og forholdsvist skjult bag uvidenhedens slør, betyder det ikke, at det ikke eksisterer. I en klassisk opbygget dialog Ode til Jorden må Maibritt Saerens og Sidsel Agensø også konfrontere deres egen passivitet og handlekraft, før de kan introducere en ny form for biodiversitet, der kan redde klimaet og dem selv.
Saarens karakter vil først slet ikke op på scenen, og dernæst jamrer og klamrer hun sig til (bort-)forklaringer om sin livsstil, der udgår fra hendes egen navle. Vivian Nielsen tekst har et godt dynamisk flow, der opnås både ved den energiske spillestil og ved de statusskift, der er indlejret i tekstens fire forskellige scener.
Placering af scenen midt i rummet med publikum rundt om, publikumshenvendelserne og brugen af karakterernes egne navne betyder, at mens du sidder og smiler og griner, bliver du langsomt konfronteret med, at dem, der står på scenen og har de livssyn og de overlevelsesstrategier, meget muligt kunne være dig selv. Begge events opfordrer dig til at se verden i et større perspektiv og erkende, at du både er i familie med fabriksmedarbejderen fra Bangladesh og bænkebidderen.
Make a better place
Et opgør med passiviteten synes generelt at være den tematiske opfordring til handling, der går hånd i hånd med omstillingen til et mere bæredygtigt samfund på alle parametre. Den løber som en rød tråd gennem alle de seks events og understøttes også i det farceprægede komiske event Kokassebanko, der er udtænkt og konceptualiseret af satireduoen Mads Kamp og Jesper B. Hansen.
Lige i det øjeblik, hvor du skal modtage din præmie, afbrydes du af en voice over, der gør dig opmærksom på alle de klimaovergreb, der ligger på lur i dit Netflix-abonnement. Stillet overfor og således udstillet for de andre publikummer, som du er lukket inde i indhegningen med, vælger de fleste at takke nej til præmien – men spørgsmålet er, om du også tager det “rette valg”, når du skal vælge mellem de spanske eller de danskdyrkede tomater i Nettos grøntafdeling.
Maja Juhlins syngende bankovært balancerer på den helt rette knivsæg mellem creepy, indsmigrende og manipulerende djævel på skulderen. Kokassebanko er klart det mest innovative og crazy event blandt de seks, der farcepræget sætter sig igennem i både koncept, skuespil og kostume. Det lægger sig godt i forlængelse af de andre forestillinger, at publikum indhegnes midt på gaden og tvinges til at tage stilling og synge fællesang på repeat. Det hele kører i gentagne cirkler, hvilket tjener som endnu en påmindelse om, at vi som mennesker og publikum har ansvaret for og kan ændre verden. Det starter hos den enkelte og forplanter sig til fællesskabet, hvilket eventet med Aarhus Gospel Singers, som afrunder oplevelsen, understøtter, når korsangerne som en flash mob gror ud fra strøgets menneskemængde i ens T-shirts, imens de synger Michael Jacksons Heal the world.
Aktivistisk doku-teater
Teater kan noget særligt som politisk platform – det har det bevist siden dets spæde begyndelse i antikkens græske bystater, og 1920’erne reaktualiserede tyske Bertolt Brechts arbejderklasseteater dette potentiale, ligesom danske Christian Lollike gjorde det herhjemme i starten af 00’erne. Siden har der været ikke så få bud på et nyt politisk teater. I de senere år har man set en del doku-teater, der udover at tilbyde et narrativ, man kan indleve sig i følelsesmæssigt, også påtager sig et ansvar for rent faktuelt at undervise os. Måske en reaktion på tidens “jeg er min egen ekspert fakta residence”.
Teaterdirektør Per Smedegaards festugeevent er en spændende, anderledes måde at opleve teater på og et godt bud på, hvordan man kunne navngive aktivistisk doku-teater. Den tematiske synergieffekt mellem de seks events fungerer godt. Den eneste, der falder lidt ved siden af, er undervandskoncerten Below the surface. Det soundscape, som kunstnerkollekivet Between Music har udviklet, er flot, fascinerende og imponerende, og indkapsler en undergangsstemning om at “vi skal passe på vores have”, når plastflaskerne kører ned i hovedet mod publikum, men den dramaturgiske funktion og udsigelsen i den store tematiske fortælling er lidt usikker.
Med United Change 2021 melder Teatret Svalegangen sig selv og sit publikum aktivt ind i kampen for den nødvendige, bæredygtige omstilling verden står overfor i forhold til at forhindre, at klimaet bliver vores alles undergang. Og det er både lige dele tankevækkende, rørende, oplysende og grotesk at medvirke som cirkushest i klimamanegen, hvilket de mange publikumshenvendelser hele tiden minder os om.
