Det Dramatiske Udgangspunkt har taget George Orwells romanklassiker 1984 og fremskrevet den yderlige 100 år. Resultatet er den let usammenhængende forestilling 2084, der er fuld af gode ideer, men desværre aldrig rigtig finder sin form.
“Krig er fred. Underkastelse er frihed. Børnene er fremtiden”. Sådan lyder mantraet i George Orwells fremtidsroman fra 1948 med titlen 1984. Og sådan lyder det også fra Big Mothers svævende ansigt i Det Dramatiske Udgangspunkts nye forestilling 2084, der er skabt i co-produktion med Teater Katapult.
Gode intentioner
Midt i det sorte lokale i black boxen på Teater Katapult har scenograf Konrad Schaller skabt et mindre scenerum, der på de to ydersider afgrænses af lange, gennemsigtige plastikstrimler, som hænger ned fra loftet næsten som på et slagteri, og bagtil af et gennemsigtigt lærred, hvorpå videoprojektioner kan projiceres. Hvilket indledningsvist fungerer rigtig fint.
Forestillingens handling i Eva Littauers dramatisering ligner romanens, bortset fra mindre ændringer, fx har overvågningssamfundets omdrejningspunkt (eller virtuelle diktator) skiftet køn fra Big Brother til Big Mother. Fokus for samfundets “genoprettelsesplan” er på mindre co2-udledning gennem “plantebaseret føde”, og hovedpersonen, der i Orwells roman hedder Winston Smith, bære i teaterversionen navnet Vincent Storm. Disse små justeringer bliver ikke brugt til noget. Ligesom fremskrivningen til 2084 heller ikke bidrager med de store forandringer. Så det undrer, hvorfor man overhovedet har lavet disse ændringer, når det ikke bruges aktivt i fortællingen.
Når Big Mothers ansigt, der er en close-up-optagelse af Annika Johannesen, dukker op på bagvæggen første gang, er det faktisk imponerende. Hendes ansigtstræk står knivskarpt frem i Jens Mønsteds videodesign, som næsten giver illusionen af et enormt, svævende hoved. Men brugen af det tekniske udstyr tager overhånd. Der er mange videoklip i løbet af forestillingen både med mennesker og psykedeliske kaleidoskopbilleder. Dertil kommer en lang række sekvenser, hvor skuespillerne på skift på bagscenen (der er synlig gennem den transparente scenografi) taler i en mikrofon foran et kamera, mens optagelsen projiceres live op på bagvæggen. Denne overdrevne brug af teknik kommer til sidst til at kvæle fortællingen fuldstændig.
Distanceret stil
På scenen indtager de to skuespillere Jonas Littauer og Ludmilla Faber Striim rollerne som Vincent Storm og hans hemmelige kæreste Julie (også en mindre navneændring ift. romanens Julia), mens Malte Frid-Nielsen og Marius Bjerre Hansen er alle personerne omkring dem fra de autoritetstro kolleger i ministeriet til torturbødlerne, der piner Vincent til helbredelse.
I sin instruktion har Krzysztof Minkowski valgt en unaturlig og til tider helt karikeret spillestil, som giver et underligt distanceret forhold til personerne på scenen. Fx har Jonas Littauers Vincent næsten konstant sammenknebne øjne i et fortrukket ansigt, som er han hele tiden på grådens rand, uden at dette på noget tidspunkt rigtig giver mening ift. handlingen.
Dertil kommer det let kunstige optrin, hvor Jonas Littauers Vincent og Ludmilla Faber Striims Julie mødes til deres første ulovlige kærlighedsseance, som delvist består af de to skuespillere, der står på hver side af scenen med front vendt mod publikum, mens de stønner højt, på den anden side består af en videooptagelse af de to i en omfavnelse (stadig iført undertøj), der projiceres op på væggen bag dem. Det er svært som publikum at tro på disse personer. Og det er helt umuligt at føle noget som helst for dem.
For fragmenteret fortælling
Et større problem for iscenesættelsen er, at den forudsætter kendskab til Orwells roman. Eva Littauers dramatisering er fragmenteret og bygger naturligvis kun på dele af romanen. Alt andet ville være for omfattende. Men problemet opstår i de henvisninger til elementer fra fortællingen, som slet ikke sættes i scene.
Et eksempel på dette er mod slut i forestillingen. Her er en længere sekvens, hvor Vincent Storm afhøres om et fotografi. Dette fotografi bliver der på intet tidspunkt redegjort for. Heller ikke den nærmere form af Storms arbejde, hvor han omskriver fortidens dokumenter og sender originalerne til destruktion, berøres nærmere. Har man læst romanen, så kender man baggrunden og ved, at han en dag ved en fejl får det afslørende billede sammen med en artikel, men for min ledsager til premieren, der aldrig har læst Orwell, gav denne og flere andre scener i Krzysztof Minkowskis iscenesættelse slet ingen mening.
Der er helt sikkert en masse gode intentioner i 2084, men de forbliver mestendels uforløste. Teknikken drukner iscenesættelsen, som tydeliggør, at det ikke altid giver en god teateroplevelse at benytte en god bog som forlæg.
