“Det, vi ikke taler om,” vil jeg foreslå som titel på et nyt og smittesikkert podcastformat, hvor kulturbranchen udfordrer Mette Frederiksen, Ane Halsboe-Jørgensen og delegerede fra Epidemikommissionen til et bud på en genåbningsplan for kulturlivet.
For hvordan i alverden kan man med god samvittighed ikke have lanceret en genåbningsplan for kunsten og kulturen her 10 dage før en (måske) genåbning?
Hvordan kan politikerne med ro i sindet se til, at folk boltrer sig i tætte byttekøer i diverse storcentre og slubrer løs af latte, øl og lette anretninger på alskens barer og cafeer, mens adgang til kunst og kultur holdes lukket?
I Belgien har landets øverste administrative domstol underkendt regeringens beslutning om nedlukning i forbindelse med smittespredning og beordret teatre og kultursteder genåbnet. Kan man forestille sig, at en samlet kunst- og kulturbranche her i landet går sammen med et sagsanlæg for at fremskynde genåbning og – om ikke andet – få en plausibel forklaring på, hvorfor kunst- og kulturlivet fortsat er lukket?
Måske er Mette Frederiksen bare ikke så vild med kunst og kultur… I alt fald fik værdien af kunst og kulturen kun en enkelt sætning i årets nytårstale. Det undrer bare, ikke mindst når vi skeler til sidste nedlukning og ser på mængden af fx fællessang, som blev brugt til at binde folk sammen. For kunst forbinder os som mennesker – også mere end indkøb i Bilka.
Jeg vil derfor slutte med et citat fra teaterchef for Det Kongelige Teater Kasper Holten, hvor han i sin nytårstale opsummerer, hvad kunsten kan netop nu:
”Kunsten kan noget med at forbinde os mennesker. Og i en tid, hvor vi opfordres til at holde afstand, har vi særligt brug for det her. I en tid, hvor det er svært at rejse ud, der kan kunsten pirre vores udlængsel, stimulere vores nysgerrighed, udfordre vores perspektiv og gøre vores verden større.”
