★★★☆☆☆ Morgenlandet har flere gode anslag, men kommer ikke helt i mål

På Aalborg Teater afslutter husdramatiker Julie Maj Jakobsen sin Europa-trilogi med forestillingen Morgenlandet, der sætter fokus på det europæiske samfunds nye højreorienterede uden for alvor at komme ind under huden på dem.

Vi lever i et samfund med ytringsfrihed, hvor alle må sige, hvad de mener. I hvert fald så længe deres udtalelser holder sig til venstre for den politiske midte. Denne ubalance sætter Julie Maj Jakobsen spot på i Morgenlandet, der lige nu kan opleves på Aalborg Teaters Lille Scene i en iscenesættelse af husinstruktør Camilla Kold Andersen.

Morgenlandet afrunder Jakobsens trilogi, der startede med den Reumert-vindende Aftenlandet fra 2017 om flygtningestrømmene i Europa og efterfulgtes af Efter branden i 2019, som så nærmere på ghettodannelser. Nu er turen kommet til Det Nye Højre og deres rolle i det moderne, europæiske samfund.

En storby i Europa

Tre stivnede måger hænger stille i luften over højre side af scenen i Andrea Lindenegs scenografi, som består af tre vægge og gulv i hvidbejset træ med et hus i samme materiale, som i sin form og størrelse mest af alt ligner en grillbar. Øverst på huset er der skrevet Morgenlandet med røde bogstaver, som fremhæves af et rødt skær i Mia Willetts lyddesign.

Den velkendte lyd af mågeskrig toner frem i Aske Berghammer Hoegs lyddesign. Syv skuespillere træder ind på scenen. De er alle iført helt almindeligt, forglemmeligt tøj i afdæmpede farver. Jeans, poloshirts, højhalsede bluser og gummisko. Thomas Kristian Bak bærer på en sportstaske og Marcus Gad Johansen på endnu en måge mage til de tre, der hænger ned fra loftet.

Som et kor, der lægger an til at synge, stiller de sig op i en formation. Lars Topp Thomsen tager ordet og indleder en fortælling. Han angiver tid og sted, som en udefrakommende betragter, der blot deler sine iagttagelser med publikum. Vi ser på “en plads, centralt placeret i en europæisk storby”. Ingen nærmere angivelse af land eller årstal.

Rolle- og stemningsskift

“Folkets plads” kaldes pladsen, som handlingen udspilles på. Topp Thomsen tegner et billede af et centralt sted, der hver lørdag til markedsdag summer af liv og mennesker af alle typer som en multikulturel smeltedigel. På denne specifikke lørdag har en gruppe aktivister fra Det Nye Højre planlagt en demonstration. 200 mennesker vil omringe pladsen og tage den tilbage med sang. “Vi forsvarer, hvad der er vores. Vi generobrer,” erklærer lederen Frank i Thomas Kristian Beks skikkelse. Men et dybere indblik i deres bevæggrunde får vi ikke.

De syv skuespillere træder ind og ud af forskellige roller. Evrim Benli skifter ubesværet mellem at være Marco, som er en del af aktivistgruppen, og andengenerationsindvanderen, der er søn af én af pladsens mange handelsfolk. Ligeledes glider Bolette Nørregard Bang fint frem og tilbage mellem rollerne som journalisten, der er kommet til at afsløre demonstrationen på forhånd, og den venstreradikale Beatrice, som i sin forargelse over demonstranternes holdninger opildner til splid og uro på pladsen.

Situationen på pladsen spidser til og understreges både af Aske Berghammer Hoegs lydbillede, hvor en uheldsvanger buldren, som et fjernt tog, der nærmer sig, fylder rummet, alt imens Mia Willetts lyssætning skifter fra varmt lys til koldt, blåligt halvmørke. Iscenesættelsen af fuld af stemninger og modsatrettede holdninger. Både mellem de venstre- og højreorienterede på pladsen og internt i ægteskabet mellem Bolette Nørregaard Bangs Beatrice og Steffen Berenthz Eriksen som hendes mand Eric, der efter mange års ægteskab afslører sin uenighed med hendes holdninger

En stemme til dem, vi ikke vil høre

Langt hen ad vejen fungerer Camilla Kold Andersens instruktion udmærket. Men alligevel er der et element af distance i iscenesættelsen, hvor skuespillerne i lange sekvenser ikke lader til at have taget ejerskab over deres replikker, som mest af alt lyder som noget, de læser højt fra et manuskript. Især Marcus Gad Johansen som demonstranten Tim taler unaturligt på en overartikuleret, affekteret vis, der minder om formen fra en dansk film fra 1960’erne. Ikke just en tilgang til rollen, der får medlemmer af Det Nye Højre til at fremstå menneskelige.

Det er som udgangspunkt interessant med en forestilling, der giver stemme til en gruppe, der som oftest kun får negativ opmærksomhed i medierne. Netop nu spiller The Supreme Gentleman, der viser verden fra de kvindehadende incels synsvinkel, på både Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret. På Team Teatret i Herning fik vi for et par år siden den priviligerede, hvide mands stemme at høre i monologen Velbekomme!

Forud for premieren på Morgenlandet har bevægelsen Generation Identitær været ude med riven efter Julie Maj Jakobsens tekst, som de mener er misvisende i forhold til Det Nye Højre. Bevægelsen har demonstreret foran teatret og lagt en kommentar på deres egen hjemmeside. Det kan undre, at dramatikeren tilsyneladende ikke har rakt ud til gruppen i sin research til forestillingen. Men fejlagtig skildring eller ej, så kan man som publikum konstatere, at det ikke er Det Nye Højre, men derimod de venstreorienterede, der skildres som radikale ekstremister i Morgenlandet. Jeg efterlades dog med en følelse af, at der ligger et potentiale gemt, som aldrig helt er blevet forløst hverken i tekst eller iscenesættelse.