Det er langt fra en let og munter forestilling, der i disse dage kan opleves hos Team Teatret i Herning. Velbekomme! er en monolog fuld af bitterhed, vrede og følelsen af mindreværd. Men den er også et sjældent eksempel på, at den vrede, hvide mand får lov at blive hørt.
»Som hvid, normal mand krænker jeg jo alle med min blotte tilstedeværelse,« konstaterer Anders Cornelius Zoffmann frustreret. Han står alene på scenen som den gennemsnitlige, hvide, heteroseksuelle mand. Iført lyserød skjorte, lyse bukser og hvide sneakers står han i sit smarte køkken i Thomas Ravnsgaards scenografi.
Han kokkerer på livet løs, så først duften af stegte løg og siden lugten af branket bacon breder sig ud over publikumsrækkerne, alt imens han udbreder sine tanker om alt fra naboens valg af musik til den generelle tilstand af opløsning, som hersker i Europa. En tilstand, der helt bestemt skyldes de mange flygtninge, der er i fuld gang med at overtage og ødelægge det samfund, vi har opbygget.
Fra hyggeracist til voldelig ekstremist
Men lad os lige tage det hele fra begyndelsen. Lyset på publikumsrækkerne slukkes og et grønligt skær dukker op på scenen, som er skjult bag et slagterilignende forhæng med kraftige plastikbaner fra loft til gulv.
Musikken fra Europes kæmpehit The Final Countdown klinger ud i den påfaldende tomme sal foran scenen. Under 30 publikummer er dukket op denne tirsdag aften, og de, der er her, virker som om de har vanskeligt ved at forlige sig med, at de skal stoppe deres individuelle samtaler for at vende opmærksomheden mod scenen.
Først da skuespiller Anders Cornelius Zoffmann træder helt frem til scenekanten og med en beslutsom bevægelse river det første stykke plastikforhæng ned, forstummer samtalen.
Anders Cornelius Zoffmann ser sig omkring i salen foran ham. Og så begynder han sin cirka 80 minutter lange monolog, der langsomt men stødt accelererer fra hyggesnak over høflig hyggerascisme til deciderede fremmedfjendske udtalelser og opråb om voldelig handling og blod, der skal flyde i gaderne.
Tvetydigheden i Thomas Ravnsgaards scenografi, der på samme tid mimer luksuskøkken og slagtehus, er bestemt ikke tilfældig. Madlavningen bliver et billede på mandens liv. Han forsøger at gøre alt det rigtige. Han følger opskriften, men alligevel går det galt. Det hele kører af sporet og resultatet bliver alt andet end den forventede succes.
Drypvis forstår publikum, at det samme gør sig gældende i hans liv. Det er tyk symbolik, men også effektivt til at understrege en pointe.
Tysk dramatik i dansk kontekst
Det er et interessant valg af dramatik, man har truffet på Team Teatret i Herning. For med teksten til Velbekomme! giver den tyske dramatiker Sibylle Berg en stemme til den mand, vi ellers aldrig lader ytre sig offentligt.
Den mand, der findes overalt. I Tyskland, i Danmark, i Europa. En mand, der har akkumuleret en voldsom mængde af vrede, frustration og mindreværd indeni, men ikke ved, hvor han skal rette det hen.
Sibylle Berg rammer hovedet på sømmet midt i en krænkelseskultur, hvor man intet må sige, intet må gøre, intet må mene. Vi bryder os ikke om manden på scenen, fordi hans holdninger ikke er stuerene. Han krænker, undertrykker eller opildner til konflikter. Hans udtalelser er alt andet end comme il faut i vores korrekte og rummelige samfund.
Som publikum bliver man forarget. Men instruktør Peter Dupont Weiss lader Anders Cornelius Zoffmann fortsætte ufortrødent. Han sprøjter det ene hadske udsagn efter det andet ud i hovederne på publikum.
Ingen går fri. Al denne mands ulykke skyldes muslimerne, de højtuddannede, kvinderne, de kunst- og operaelskende, fremmedarbejderne fra 70’erne, de homoseksuelle og de offentligt ammende kvinder på 43 med deres tvillingevogne parkeret på fortovet. Kort sagt, det er alle de andres skyld, at alting går galt.
Problemet er tvivlen
Netop forargelsen kan være styrken i Peter Dupont Weiss’ iscenesættelse. Scenekunsten bør kunne provokere og fremtvinge følelser hos publikum. Den bør kunne tage aktuelle problemstillinger op og belyse dem på en alternativ måde. Så set på den vis lykkes Velbekomme!
Men problemet er alligevel, at der sniger sig en gran af tvivl ind i. Det er spændende, at den oversete stemme i den offentlige debat får taletid på scenen. Men er det budskabet i sig selv, at vi har overset den almindelige mand? Er tanken, at vi skal se, hvorfra ekstremisme kan opstå? Eller skal vi opnå en form for forståelse for denne vrede mand? Sympati og enighed?
Anders Cornelius Zoffmann leverer en upåklagelig præstation på scenen. Men man sidder tilbage med en fornemmelse af, at der mangler noget. Den afgørende brik, der skal få publikum til at forstå, hvorfor netop denne forestilling skal spille i Herning netop nu. Og det er en skam. For der kunne have fulgt en relevant debat i kølvandet på Velbekomme!
