★★★☆☆☆ FETCH! – Humoristisk hundeceremoni om magt og lydighed mister færten

Med et internationalt hold har Livingstones Kabinet endnu engang skabt en spillevende og uforudsigelig forestilling, der har modet til at stå ved sit nysgerrige og absurde element. Ideen om dyrkelsen af naturen og det dyriske, og længslen efter et råt sanseapparat som en vej til samhørighed er et varmt emne. Men trods fine og humoristiske spillerpræstationer, forbliver meget en gåde i denne lukkede klub. 

At træ ikke bare er træ, forstår vi allerede i åbningen, hvor performerne entrerer med hver deres pind i munden, først selvtilfredse og siden usikre ved synet af de andres pinde. Der er forskellige størrelser, bark, bid og savl, lærer vi. ”Selvom vi eksisterer side om side, er der en distance,” siger Livingstone fra et af tre store bure under lysstofrørene. 

Det ligner et eksperiment, hvor alt kan ske, og snart hyler og bjæffer performerne, som de står der iført pæne jakkesæt og sorte sko bag tremmerne. Livingstone akkompagnerer på elklaver sammen med tvillingerne Hogstrand på bratsch og cello. Et soundtrack af infernalsk hundeglammen går besynderligt fint i spænd med de klassisk, moderne improvisationer og nye kompositioner.

Hundens perspektiv i et menneskeligt klubeksperiment

”I had a vivid dream one night. I dreamt I was a dog,” siger Livingstone. Det åbnede døren til en tabt verden med skærpede sanser, og deltagerne i ritualet lader sig inspirere. De udforsker, hvordan hunden klør sig, gaber, spiser, reagerer på ord og flår toiletpapir i atomer, selvom stemmen formaner: ”To serve is to be good!” 

Antoinette Helbings scene på alle fire udforsker magt og lydighed gennem hundekunster. ”Kan I lide det?” og ”skal jeg skamme mig nu?” Det er et humoristisk og bizart, og ikke mindst Livingstones imitationer af hundes lyde er fremragende udført.

De skarpe lysstofrør minder mest om et eksperimentelt laboratorium. Danserne Vesela og Törma mødes til endnu et ritual i den hemmelige klub. Visuelt  bogstaveligt talt afskærmet fra udsyn skal de samarbejde om at gribe mad, der kastes eller ramme en udstrakt hånd. Herefter sker der et stemningsskift, hvor lyset bliver blødere, og vi ved fra programmet, at vi skal på rejse i tid og sted. 

Fra Sibiriens blå kulde til Serengetis røde sol

Fra den Sibiriske, blåkolde tundra er hundenes hylen infernalsk, og et hundeslagsmål om en pind danses jazzet af de tre dansere i svedigt tempo. Det er effektfuldt, når en danser letter fra gulvet hængende i pinden, og det føles præcist lige så kaotisk som et hundeslagsmål. Alligevel er det svært at mærke, hvad der er på spil, og især i den sidste del af forestillingen. Logik og følelse smuldrer i takt med, at afstanden mellem individerne bliver mindre, og reglerne opløses.

Ritualet slutter i Serengeti, hvor der samles store grene, måske til et bål. Det er Sonja Leas lysdesign, der giver os koderne gennem den forholdsvist enkle lyssætning. Det er modigt at bryde den fjerde væg så markant midt i den varmeste, farvefyldte scene, men overraskelsesmomentet er det værd.  

Eksperimentet om ”fetch” er, som det siges, ”as old as the cave”. Men uforudsigeligheden kommer også med en pris. Det er let at miste færten af forestillingens agendaer om menneskets søgen efter noget oprindeligt og sanseligt. Slutningen siver stille ud i ørkensandet, for til legen ”fetch” hører også at ”give slip”.