★★★★★☆ Restaurant Europa – fremragende monolog om forfald

AKUT360 og Jacque Lauritsen præsenterer intet mindre end kontinentets forfald i charmerende, mangetydig indpakning, når de på Teater FÅR302 slår dørene op til Restaurant Europa. Det slipper de mere end godt fra i en monolog, hvor gru, pli og farcegreb flettes sammen til en både rørende, underholdende og ildevarslende fortælling.

”Hver dag begås ekstreme handlinger af voksne mennesker. Men ikke af mig.”

Sådan lyder første replik fra tjeneren, hvis verden stille – og af og til mere højlydt – synker i grus i og omkring ham. Sæder og vaner står for fald, mens han pedantisk og stadig mere fortabt søger at opretholde det kendte. I restauranten og i videre forstand på det kontinent, den bærer som navn. Det sidste må vi læse mellem linjerne, for teksten, der er baseret på Matias Faldbakkens roman The Hills er herligt konkret og ubestemt på samme tid.

Det ulmer i krogene

Først tror jeg, at vi befinder os i et prepper-shelter – hvilket vi også til dels gør mentalt – men Jacques Lauritsens sørgmodigt-korrekte tjenerskikkelse og klavertonerne i baggrunden placerer de fyldte viktualiehylder i kælderen under Restaurant Europa. En klassisk borgerlig restaurant, hvor man holder på formerne og kender sine stamkunder på travet.

Ved et bord hersker kunstkenderen kaldet Grisen, mens pengene flyder på et andet, hvor den flamboyante Sellers skal holdes i skak. Personalet agerer i et tavst vedtaget hierarki af rutiner og renlighed, og arbejdsdagen afvikles langs en snor af kendte fixpunkter.

Det har nok ulmet længe i krogene. Forfaldet. Men den dag ”barnedamen” træder ind i restauranten, bryder sprækkerne synligt frem og et kosteligt, perfekt underspillet farceløb mod undergang tager fart. Barnedamen er anomali. Hun er forstyrrelsen. Hun er det nye, det ukendte. Tænk sig, hun slubrer en firedobbelt espresso fra en tekop. Så er alt vist sagt om den dame i vores tjeners optik.

Mesterlig spændingskurve

Men hun hæger sig fast, skaber forbindelser mellem de hidtil skarpt afgrænsede gæstegrupper og kaos i restaurantens rutiner. Tallerkener lander på de forkerte borde. Gæster ønsker fortrolige samtaler. Pølser flyver gennem luften. Tjenerens ven Edgar, som han har adopteret alle sine meninger fra, efterlader sin lille lektielæsende datter Anna i tjenerens varetægt. Både Anna og barnedamen skaber stærk uro og ukendte følelser i tjenerens krop. Vi kan kun gisne om, hvad der dog sker nede i kælderen til sidst.

Restaurant Europa følger en mesterlig dramaturgisk spændingskurve uden at give en tøddel ved dørene. Vi må selv lave koblingerne – som måske er der, måske ikke. Desto mere foruroligende og fabelagtigt fabulerende. ”Hvor længe er du her mon endnu,” lyder det til sidst. Er det Europa, en epoke, restauranten eller tjeneren selv, der nærmer sig sidste udløbsdato?

Forfald på mange niveauer

Det siges aldrig direkte. Vi er samtidig i tjenerens panikangste sko, højt svævende over kontinentet og nede i dets mest dunkle tankespor. Tilbage i den europæiske storhedstid og midt i en globalforvirret nutid. Ekstreme handlinger og sivende forfald.

Jacque Lauritsen har selv dramatiseret romanteksten, der også i den grad kalder på at komme på en scene. Monologformatet kræver noget særligt, og Jacque Lauritsen har tidligere vist sig som en mester med bl.a. Faldet i 2015. Med Restaurant Europa skaber han tilsyneladende legende let atter en både rørende, underholdende og ildevarslende præstation i et fremragende parløb med instruktør Andreas Dawe. Forestillingen er trods sin gennemgående kaosoplevelse en helt stram produktion, hvor der ikke er ét ord for meget eller én uvæsentlig bevægelse eller betoning. Farce fletter sig inciterende sammen med antydningens gru i denne begavede fremstilling af forfald på mange niveauer.

Se forestillingstrailer her.