★★★★☆☆ O’s historie – dokumentarisk billedstorm nytænker erotisk klassiker

TOASTER på Husets Teater har med O’s historie inviteret duoen Kirsten Astrup og Maria Bordorff indenfor. De har skabt et rasende smukt og billedfortællende univers, der humoristisk drillende nytænker den erotiske kultklassiker ind i aktuelle dagsordener om retten til egen krop og historie.

Skål for litteraturen! Skål for ytringsfriheden! Skål for kærligheden!

De tre hovedaktører har hver sin indgang til betydningen af den enes roman O’s historie. Den – alt efter ståsted – erotiske eller voldsromantiserende fortælling, der blev udgivet i 1954, men først blev en del af verdenslitteraturen, da den vakte sædelighedspolitiets interesse år efter. Forfatteren ønskede den slet ikke udgivet. Hun så den som en kærlighedsgave til sin livslange elsker.

Skål for undertrykkelsen

Man kunne også sige ”Skål for undertrykkelsen”, for det forfatteren af romanen, Anne Desclos, oplever som passion, ser vi gennem nutidens briller som patriarkatets hegemoni. Trods sin egen magtposition i det franske åndsliv i midten af sidste århundrede kurrer Anne livet igennem om sin udkårne, forfatteren Jean Paulhan. Han får samtidens lys med sit forord til Historien om O, som Anne udgiver under pseudonym – i forestillingen kontant illustreret med sæk over hovedet. ”Når man har givet nogen noget, er det deres,” siger hun og bryder først tavsheden i sin alderdom, hvor elskeren længst er død.

Kirsten Astrup og Maria Bordorffs fortolkning af historien om romanens tilblivelse og forfatterens skæbne lykkes et langt stykke af vejen med at afdække historiens mange lag gennem et gennemført billedunivers forlænget i et musikalsk koncept, der sanseligt vækker Paris anno 1950’erne til live. Vi mærker tobakkens rislen gennem svælg, næse og årer, når den evigt pulsende Jean atter skuer ud over det parisiske panorama fra den franske altan i kontoret. Vi behøver slet ikke se det selv, scenariet vækker følelsen til live i vores fantasi.

Fremragende Özlem Saglanmak mestrer tre roller

Karaktererne tegnes konceptuelt op. Næsten som tegneseriefigurer har vi den blaserte intellektuelle, der vil have ”overskridelse, ikke sødmefyldte kys”, og den sanseligt-kølige Anne, der forfører med ord, da kroppen ikke længere vækker begær. Så hurtig i hovedet, så begavet i sin kunst, og dog så undseelig, at hun atter og atter må vente på tærsklen til mandens domæne, til hendes ledemotiv har lydt. En poetisk-præcis musikalsk detalje, der tegner et miljø og en habitus uden at bruge ord.

Anders Mossling spiller med blide bevægelser og små klynk dette monster af en mand, der findes under civilisationens lak. Özlem Saglanmak er denne fantasi om pariserelegance i krop og sind. Hun brillerer tilmed også i to andre roller som cyklende politimand i Tintin-stil og ekstravagant surrealistisk illustrator med hat og (død) kat. Hvilken bredde og hvilket fokus hver rolle får. En på alle måder fremragende præstation af Saglanmark.

Lige lovlig woke

I tilgift får vi Anton Hjejle som grisk forlægger med absurd sjove danse-moves, højttaljeret buks og moustache i rigelig mængde. Det er egentlig en overflødig rolle, men Hjejle kan få meget ud af ganske lidt. Isa Marie Henningsen er ubetaleligt sjov – og lidt farlig – som historiens uhyre vrangvillige fortæller, der klædt i rustning står vagt om Anne og kvindekønnet som sådan. Hun er heller ikke ueffen som pågående journalist, der i epilogen jagter Anne med lige lovlig woke spørgsmål. Velspillet af begge, men en lidt ærgerlig påklistret staveplade. Vi forstår godt, at Anne blev udnyttet lige så groft som O i hendes historie – og at hun måske også fandt nydelse i netop det.

O’s historie giver os litteraturen, ytringsfriheden og kærligheden i et rasende smukt univers, hvor alle æstetiske udtryk beriger hinanden i en billedfortællende stil, der trods slutningens hang til overfortælling lykkes med et originalt og humoristisk drillende udtryk, der nytænker en klassiker, der taler direkte ind i aktuelle dagsordener om retten til egen krop og historie.