★★★★★☆ Pina Bausch –  legendarisk arv er fuld af livskraft hos de nye generationer

Festivalen København Danser præsenterede for første gang sidste efterår Pina Bauschs legendariske koreografi fra 1975 Le Sacre du Printemps. Den er resultat af et succesfuldt samarbejde mellem École des Sables i Senegal, Sadler´s Wells i London og Pina Bausch Foundation, og danses af et kompagni bestående af 38 dansere fra 14 afrikanske lande. De er tilbage i Østre Gasværk med en intenst dirrende forestilling, der modtages af hujende og trampende publikummer. 

École des Sables grundlægger, Germaine Acogny (f.1944), optræder samme aften selv i den gribende Common Ground(s). Den spilles før pausen og er i sig selv et vidnesbyrd om unikke samarbejder og venskaber på tværs af kontinenter og stilarter. 

Annonce

Acogny danser sammen med den franske danser og koreograf Airaudo (f.1948) i en stemningsmættet koreografi, der handler om kvindeliv, minder og samvær. I et varmt, orange lys på de rå og runde mure i Gasværket, udfoldes en meditativ rolig og nærværende fortælling om levet liv.

Musikken er indspillet af et dygtigt hold af strygere samt keyboard og livemixes elektronisk på stedet. Der er sprød pizzicato, lyrisk, klassik-moderne fraser og naturlyde som fugle og cikader. På væggen projiceres billeder, fx to piger, en fugl i en rede, en elegant mand i hvidt jakkesæt, som en form for erindringsbilleder. Der danses med små løbetrin i bedste Pina Bausch-stil og udtryksfulde stærke arme. 

Et fælles grundlag for dansen

To små, røde taburetter omgivet af små bunker af sten og lange kæppe udgør scenerummet. Kvinderne drager omsorg for hinanden, omfavner, udtrykker livsfortællinger, træthed og sorg gennem dagligdags handlinger som at slå sten mod hinanden, arbejde med kæppe, tage fodbad, tørre vand op. De lange, sorte kjoler afslører Acognys stærke rygmuskler, som i sig selv er et atlas over hendes liv som danser.

Kvinderne taler, måske om minder, vi kan ikke høre det, før Airaudo uden tøven og helt fremme ved publikum råber: ”Que sera sera”.  De mestrer begge en prægnant, ekspressiv gestik og mime i deres rolige, kontrollererede bevægelser, der udtråler autencitet og autoritet. 

De er på hver deres måde pionerer for moderne dans. École des Sables (Sandets skole) har rundet 25 år, siden Acogny etablerede den med sin europæiske mand som et internationalt center for traditionel og moderne afrikansk dans. Den bygger på Acognys egen internationale karriere og erfaring fra både ballet og moderne dans. Airaudo har danset i Pina Bauschs Tanztheater Wuppertal, fx hovedrollen i Sacre du printemps. Nu er stafetten givet videre.

Fra ørkensand til forårets våde muld

Efter pausen er scenen forvandlet fra gold ørken til en slette med frisk og mørk muldjord. Danserne løber energisk på scenen en efter en. Kvinderne er iført de traditionelle tynde, lysegule stropkjoler og mændene sorte bukser med bar overkrop. Lyset fra adskillige spots i loftet tilfører en let dyster forårsstemning. Det røde klæde, en kjole til det udvalgte forårsoffer, ligger på jorden og går så fra hånd til hånd. Hvem bliver udvalgt, hvem skal danse sig til døde som dette års forårsoffer? 

Danserne lever og ånder de ikoniske repetitive bevægelser, så vi tror på deres skræk og rædsel. Cirkelformationer med kroppe, der bukker sammen, naturlige løb, og fald mod gulvet. Arme, der slår gennem luften, og svinger tungt om kroppene i rytmiske pulseringer. Der er høje mandsspring med samlede, bøjede ben og lyriske passager med buede arme over hovedet, der åbnes eftergivende ud til siden. 

Stravinskys musik fra 1913 er skrevet til den oprindelige koreografi af Nijinsky, som Ballet Russe dengang opførte på Thétre de champs Élysées til stor furore. Musikken er nådesløs i sine synkoperinger, hvor hele strygersektionen fungerer som et pulserende slagtøjsintrument alternerende med lyriske træblæserfraser. Danserne bevæger sig i grupper til forskellige lag og stemmer i musikken, som en visuel gestaltning af orkesterpartituret.

Pinas arvtagere

De afrikanske dansere er en del yngre end de modne dansere, der var typiske for Pina Bauschs kompagni, og bevægelsessproget er nyt, fortæller de i en video fra prøverne. Trods dette er dansen krøbet helt ind under huden på dem, så hårene rejser sig under denne kollektive massepsykose af kroppe, der springer, sitrer, sveder og stivner magtesløse af frygt. 

Levende værker udvikler sig med de kroppe, der tager dem på sig og giver dem nyt liv. Her er der taget et imponerende fælles ansvar for at løfte arven ind i en ny æra og gøre værket til deres eget. Pina Bausch Foundation har netop til formål at stille koreografens ikoniske værker til rådighed, så de kan inspirere kommende generationer og føre til nye kreative initiativer. 

Det udvalgte forårsoffer iføres den røde kjole, tager skæbnen på sig og danser sig til døde, desværre. For her er en danser, der i den grad ejer musikken. Trods pauser, synkoper og skæve tællinger, bliver dans og musik opløst som kategorier og genopstår i et nyt samlet udtryk. På jorden ligger den mand, der udvalgte hende, i en flitsbue af trance og udmattelse. Jorden har fået sit forårsoffer, og École des Sables har danset bunden ud af Østre Gasværk.

Se trailer her.