★★★★★☆ I krydset får de ny sofa – sanseligt og og sorgfuldt tekstteater

Med I krydset får de ny sofa fortolker Hotel Pro Forma Helle Helles roman de i en forrygende sanselig monolog, der åbner teksten og giver den kød og blod. Med en elskelig og sårbar Rosalinde Mynster ved roret giver vi os hen til vemodigheden, der gennemsyrer stykket. 

I en så teksttung monolog, som I krydset får de ny sofa, er skuespilpræstationen altafgørende. Og heldigvis kan publikum torsdag aften på Aveny-T hurtigt ånde lettet op. Rosalinde Mynster fanger os fra første sekund ind i det net af minder, som Danmarks minimalismedronning, Helle Helle, spænder ud under hende som et tæppe af sorg. Hvert et ord bliver smagt på og leveret med så stor indlevelse, at man ikke kan andet end at give sig hen. 

Teenage-jeg’et fortæller

Hovedpersonen i I krydset får de ny sofa er den samme som fortælleren i Helle Helles roman de fra 2018. En kvinde ser tilbage på sine teenageår med en mor, der er terminalt syg. De bor i forskellige lejligheder i forskellige lollandske byer i 1980’erne. Teenage-jeg’et går i gymnasiet og til fester, har veninder og romantiske møder, som man nu har. Men morens sygdom og jeg’ets tætte forhold til hende er fortællingens omdrejningspunkt og klinger som en konstant sørgmodig tone gennem stykket. 

Enhver, der kender bare lidt til Helle Helles forfatterskab, vil vide, at hendes stil er det modsatte af melodrama. Hos hende ligger det dramatiske i alt det, der ikke bliver sagt, bogstaveligt talt mellem linjerne. Ingen af karakterernes følelser granskes indefra, tværtimod beskriver Helle Helle det hverdagslige og konkrete, det, der er, og som i al sin banalitet udgør livets drama. 

Således ulmer morens sygdom i I krydset får de ny sofa under overfladen og bliver blot beskrevet ved sin fysiske form: ”I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast”.

Eminent indlevelse

Instruktør Kirsten Dehlholm har gjort klogt i ikke at trække teatertrøjen alt for langt ned over Helle Helles tekst, men i stedet have tiltro til, at ordene også på scenen kan skabe den vedkommende realisme, der er Helle Helles varemærke. Rosalinde Mynster bebor på fornemste vis de korte sætninger med sin bløde, messende stemme, som på én gang rummer teenage-jeg’ets ungdommelige naivitet, morens varme og den kærlige humor, der ligger i tekstens blik for livets banaliteter. 

Mynster taler sig tålmodigt gennem de mange scener, som mimer romanens form, men akkompagneres fra tid til anden af sin egen, optagede stemme og videoprojektioner af sig selv på en storskærm bag scenen. Effekten er god og bidrager til fornemmelsen af, at minderne skyller ind over jeg’et i en ikke nødvendigvis korrekt rækkefølge – præcis som det er i virkeligheden, når man tænker tilbage på sit liv. Ved at leve sig intenst ind i hvert enkelt ord, hver enkel situation, teksten beskriver, giver Mynster ordene det kød og blod, som Helle Helles beskrivende stil kræver af sin modtager.

Specialdesignet lys

I krydset får de ny sofa er en langsom forestilling. Fem kvarter med næsten konstant tekst i et tempo, der mimer hverdagen i de monotone, danske flækker, Helle Helles romaner ofte udspiller sig i, er ikke for de utålmodigste af os. Er man til gengæld litteraturinteresseret og sætter pris på sanselig minimalisme og dvælen ved sprogets rytme, er forestillingen ren kræs. 

De 50 specialdesignede LED-stænger, der udgør stykkets scenografi, fungerer smukt som stemningsskabende abstraktion over hovedpersonens minder. På bagvæggen og den ene side af scenen skaber de snart lysbilleder af fygende vind og ludende marker, snart labyrintiske gyder, hvorigennem Mynster bevæger sig i sin sorgfulde færd mod afskeden til moren. 

Forestillingen er trist og smuk og alligevel underligt opløftende i sin hyldest til livet som, når alt kommer til alt, ofte udspiller sig i det banale. Det ved Helle Helle, og Hotel Pro Forma gør hendes værk ære i denne teksttrofaste fortolkning. 

Se forestillingstrailer her.