I går aftes sad jeg i de røde plyssæder på Det Ny Teater og så et stort dansenummer med heilende soldater i naziuniformer og ditto armbind. Én var klædt ud som Hitler. Musikken spillede for fulde sejl og de sang noget a la “krig er showbizz”, mens de storsmilede og scenografiens lysorgie glimtede af nazitegn.
Dagen før havde Putin proklameret, at Rusland vil mobilisere 300.000 soldater fra reserven, og at de ikke udelukker brugen af atomvåben i deres påståede “afnazificering” af Ukraine.
Ruslands brutalitet og uhyrlige krigsforbrydelser behøver vist ikke nærmere forklaring, men jeg gad godt forstå, hvorfor Det Ny Teater sætter The Producers op i disse tider. Hvem har dog tænkt, at det er en knald-god idé at klukle og klappe i takt til en omgang musical-fis med Hitler og en storladen nazikoreografi?
Jeg er med på metafortællingen. At det satiriske afsæt i The Producers er, at der skal laves en røvdårlig musical imusicalen, som er så tilpas usmagelig, at forestillingen tages af før tid og producenterne scorer kassen.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af The Producers
Jeg har også fuld forståelse for, at teatret programlægger i god tid og derfor ikke kan vide, hvor virkeligheden griber fat. Men der må da være mulighed for at smide håndklædet i ringen og genoverveje, om musicalen vitterlig er nødvendig at sætte i scene, når verdenshistorien tordner så voldsomt imod det planlagte.
Jeg ville også gerne høre holdet bag Pretty Woman – the musical, hvad de tænkte, da nogen foreslog den historie? Det var måske sødt at se Julia Roberts som naiv luksusluder i 1990. Men at fastholde, at kvindens største lykke gøres ved at knalde sig til en rig mand, som giver hende guld og lækre gaver i 2022, skriger da til himlen. Har ingen hørt om #Metoo? Eller var der som et minimum mulighed for at genoverveje, hvilken funktion kvinden skal have i forestillingen? Som ISCENEs anmelder sarkastisk skrev: ”Yderligere detaljer om handlingen finder du, hvis du slår ’the male gaze’ op i din woke-ordbog”.
Musicals er populære og én af de genrer, der trækker rigtig mange publikummer i teatret. Derfor kunne det også være fedt med mere fokus på, hvilke fortællinger om køn og samfund, der tilbydes os på stolerækkerne!
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Pretty Woman
På Fredericia Teater inviterede foreningen Dansk Musical i august til festival for fremtidens musicals. Der blev debatteret og vist eksempler på nye musicalproduktioner. Her var bl.a. fortællingen om to kvindelige piratkaptajner i vilde søslag og med anslag til storladen musik, som i den grad kunne underholde, betage og perspektivere klichéprægede kønsstereotyper. Kunne man forestille sig, at de store musicalteatre turde tage chancen og være med til at modernisere udbuddet af musicalgenren en kende?
Mel Brooks’ film The producers blev til i 1967 og fik liv som musical i 2001. Den har i alle versioner været kontroversiel i sin iver efter at gøre grin med alt det, man ikke må gøre grin med. Men selv satire har sin tid og taber charme ad åre. Putins brutale krig har taget brodden af, hvor morsomt det er at se soldater, der heiler i flok. Mens #Metoo har rykket grænserne for, hvor sjovt det er at se kvinder som halvnøgne kønsstereotyper underlagt mændenes magtpositioner og begær.
Jeg havde min 16-årige datter med i teatret for at se The Producers. Hun har før sommerferien lavet eksamensopgave om Holocaust, og hun var mildest talt i chok.
”Det kan da aldrig have været sjovt at skulle grine af nazismen og Anden Verdenskrig. Og så netop nu! Og hvorfor skal de kvindelige nazisoldater være i korte skørter og bare ben, mens de mandlige er i lange bukser? Fatter de slet ikke, hvor fuldstændig ude af trit med alt, der er ok i 2022, det er?” spurgte hun fortørnet, da vi cyklede hjem.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Upassende er vel det rette ord!
