Den kunstneriske ledelse på Teater Momentum, Kristoffer Lundberg og Katrine Krohn, er trætte af den klassiske heltefigur. I morgen har de premiere på Odysseus må dø, der er skabt ud fra et håb om, at dette bliver den sidste historie om heltene. ISCENE spurgte, om de ville uddybe, hvad det er for helte, der må forlade os – så her deres afskedsbrev til den klassiske helt.
Kære helt.
Det er ikke dig men mig. Men på en måde er det dig.
Jeg var tryg i dine arme, og dine ord var fulde af sikkerhed og trøst. Men du må give slip på mig nu. Jeg bliver ved med at se dit ansigt overalt, med lidt forandring, men jeg ved det er dig.
I hvert fald en version af dig.
Dig som jeg kender så godt, alle dine hemmeligheder og slutningerne på dine historier.
Vi har længe grint sammen, også når du har været for meget, over grænsen, for voldelig, for dominerende, så har jeg alligevel elsket det lidt.
Jeg så op til dig, selv om jeg ikke på nogen måder lignede dig, og det fandt jeg skamfuldt.
Jeg så venner, familie og kendte forsøge at leve op til dine standarder, men også falde igen, fordi intet menneske kan efterkomme dine attributter. Du findes ikke. Jeg har hørt din historie fortalt tusind gange i tusind versioner igennem skærme, på scener og i bøger.
Og hver gang jeg siger farvel til dig, eller din maske falder af, så genopstår du igen, i en anden, mellem mennesker opstår du igen og igen gennem historier, i sange, i bøgerne.
Du troner dig op blandt de dødelige, og endnu engang overtager du historien og alles øjne hviler på dig, og alle omkring dig bliver målt og vejet i forhold til dig.
Men nu må det være slut, vi ved det begge to.
Der skal være plads til noget andet, nye fortællinger og ny kærlighed. Vi har prøvet at sige farvel mange gange, men du dukker op som en korkprop i vand.
Jeg har ikke brug for dig mere, ikke brug for din version af historien.
Alle andre ser du som dine hjælpere, forhindringer eller skurke.
Du er altid centrum, og det er begyndt at irriterer mig.
Jeg er måske bare jaloux, jeg er måske bare endnu en hjælper, eller måske endda en skurk.
Jeg skal se nye måder at være modig på, søge styrke i kollektivet og nye talemåder, formuleringer og historier jeg ikke kan gætte slutningen på før den er blevet sagt.
Om natten drømmer jeg at jeg endelig tør forlade dig, gå ud ad døren og være i en verden hvor alle er hovedpersoner, hvor det er massen af mennesker, dyr, ting der smelter sammen og fælles bliver organismen jeg følger.
At jeg ikke længere drages mod din krop, din størrelse, når jeg ser en der ligner dig i gadebilledet. Vi har været sammen så længe at meget af dig bor i mig. Jeg kan høre dig tale for mit indre øre, og jeg kigger mig selv i spejlet og leder efter steder min krop kan ligne din, måder at gå ud i verden på som dig, dine kvaliteter er medfødte, opdyrket, perfektioneret, og til alle tider blevet bestræbt at efterligne.
Der var trygt i din fortælling om dig selv, jeg vidste hvad jeg ville få, men det her er en skillevej. Jeg vil have noget andet.
Så farvel kære helt, jeg vil ikke glemme dig, men du har haft din tid.
