★★★★☆☆ Memoriam – storladen scenekunstparade på bonede gulve

Scenatet har med Memoriam skabt en koncertforestilling med verdenspremiere i Musikhuset i det tidligere Bymuseum i København. Bedre lokaler kunne de næppe ønske sig til dette mindeværk, hvor historiens vingesus smelter sammen med fremtiden i gensidig erfaringsudveksling. Tre musikere, to sangere og en danser fremfører nyskrevet musik, sang og dans iført storslåede, farverige og fantasifulde kostumer.

På den aflange spejlvinyl ser vi samtlige seks medvirkende siddende i deres gigantiske kostumer, der får dem til at ligne et maleri. De mumler for sig selv, mens publikum indfinder sig på deres pladser på langsiderne af den aflange, åbne scene. Den er afgrænset af spejlvinyl med flytbare lysbarer i gulvniveau og i den fjerneste ende er slagtøjet stillet op under et højt stativ med lysbarer.

Scenatet er som eksperimentelt ensemble interesserede i at iscenesætte og udforske rummet for at løsrive sig fra konventionelle koncertformater. De blander gerne kontrasterende genrer og stilarter, og fremhæver det store spænd i ny musik. Memoriam er ingen undtagelse med koncept og iscenesættelse af Niels Rønsholdt, Tim Matiakis og Anna Berit Asp Christensen.  

At høre til i et fællesskab

En enkelt tone fra en bratsch sætter Marie Kaae Smidts ekvilibristisk kontraherende dansetrin i gang. Unison sang udvikler sig til enkle harmonier. De 12 lange vers sunget af mezzosopran Signe Asmussen og tenor Mathias Monrad Møller er poetiske opremsninger af erindringer som fx ”Patterns on cliffs, ritual movement, remembering purpose, waiting to escape, silver rain days” for at nævne nogle tilfældige udpluk. Vi har fået dem udleveret i programmet, som man kan følge med i, når der er lys til det.

Danserens fødder er som trommestikker, men alligevel i en karakter, der synes overvældet af både fortid og fremtid og skal finde ny retning konfronteret med sig selv på spejlvinylen. Både dans og musik fremmaner billeder af fortidens farverige ritualer og traditioner, der hvor fællesskaber og tilhørsforhold skabes og leves. Jonatan Winbos lysdesign medfortolker både det klassiske og funky udtryk fra kolde lysbarer til lysekronens varme lys eller ved at tænde en dyb gul til ordene ”Lemon dry mourn”. 

Spørgsmålet er, om alle i forestillingen er en del af fællesskabet, eller om nogen er ved at blive det, eller om vi alle er på vej ind og ud af fællesskaber, uanset hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen? De mange modsatrettede, harmoniske og dissonerende udvekslinger mellem musik og dans tyder på, at alle ikke altid har hørt sammen, og at vejen kan være ujævn. Lyset dæmpes, og danseren ligger på ryggen på gulvet og trækker sig sammen belyst af fem grønne lys i hver side.  

Historiens ritualer og remser

Danseren skubber sig glidende rundt på ryggen til strygernes let skærende dissonanser. De kan både synge og spille samtidig og skaber dermed et lille ensemble i sig selv. Ofte hører vi kontrapunktisk holdte toner, mens Matias Seibæks lilletromme er afsender på en fortidserindring med sin simple urrytme. Danseren kommer på benene til nye minder og artefakter mellem fortid og fremtid. Spejlingerne og konkret spejlvinylen symboliserer, ifølge programteksten, samtiden og det, der forbinder fortid og nutid.

En kvadrillelignende dans, hvor alle er på scenen, viser formationer af firkanter og rækker. Det kan være en hofdans eller et modeshow, måske samme ting i virkeligheden. Alle på scenen er historiebærere af såvel barok, rokoko, avantgarde og sci-fi. Ylva Falk har brugt detaljer som slips til en nederdel, kunstpels, lak, læder, tyl, corsage og middelaldersnøring på lange støvler. Forskellige metalsmykker til ansigterne og maling til hovederne sender os både jorden rundt og frem og tilbage i tid.

Marie Kaae Smidt er ofte i duet med lilletrommens faste puls, der gøres visuel gennem hendes sublime house-teknik, der i sig selv rummer et væld af historier. Både footwork, de cirklende bevægelser i kroppen og de udtryksfulde arme åbner gradvist mere og mere til et friere udtryk. Måske et tegn på at være landet i samtiden med integration af de minder og ritualer, der tegner individets rolle i fællesskabet. 

Fælles erfaring til alle tiders udtryk 

Niels Rønsholdts musik er skabt til et rum med generøs akustik som i denne baroksal, der næsten lyder som et domkirkerum. Man hensættes til en meditativ sindstilstand af vestligt messende middelaldersang, madrigaler og koraler med enkel melodiføring, svære indsatser og krævende klangarbejde. Det løses fornemt i samarbejdet mellem Signe Asmussen og Mathias Monrad Møller. Det er blødt, båret og holdt i stramme tøjler gennem spændstige, korte fraseringer af versenes harmonier og dissonanser. 

Musikere og sangere indtager forskellige positioner i løbet af værket både on og off stage. Violinist Katrine Grarup Elbo ligger sågar på ryggen og spiller på et tidspunkt. Hendes vokal går fint i spænd med Anna Jalvings og dennes mørkere bratsch. Begge leverer lækre, sprøde strygerklange, der akkompagnerer sangernes smukt alternerende med lidt større armbevægelser i instrumentale sekvenser i højere tempi.

Den erfarne danser og koreograf Tim Matiakis har skabt en på én gang stram og storladen koreografi, der møder musikken som hånd i handske og væver fortid og fremtid ind et sømfrit værk. Der er fine præstationer hele vejen rundt leveret med så stor koncentration og fokus, at værket risikerer at lukke sig lidt om sig selv. Dermed er det sværere at føle det, men til gengæld kan vi trygt meditere, mens vi fyldes med auditiv og visuel flødeskum og dermed går berigede derfra.