Populært lige nu

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...

HamletScenen søger produktionsansvarlig

Ansøgningsfrist: 28. april 2024.
Annoncespot_imgspot_img

Sisters Hope – en søgen efter et sanseligt samfund

Performancegruppen Sisters Hope arbejder målrettet for at skabe nye samtaler og strukturer i samfundet. De udvikler kunsten med ønske om at skabe et mere bæredygtigt og sanseligt samfund og deres seneste tiltag, Flowing Inhabitation, tilbyder deltagerne at bo i selve kunstværket. 

“Bor du selv i huset?” spørger jeg lidt inde i samtalen med Gry Worre Hallberg, der er kunstnerisk leder af performancegruppen Sisters Hope. Sammen med Anna Lawaetz grundlagde hun gruppen i 2007, hvor de udviklede en metode og manifest, der omhandler en søgen mod et sanseligt samfund. 

Nu leder Gry Worre Hallberg Sisters Hope, uden sin poetiske søster, sammen med gruppens administrerende direktør Nikolaj Friis Rasmussen, og det hus, jeg spørger til, ligger i Hedehusene og tilbyder performere og internationale kunstnere et længerevarende ophold og indblik i gruppens performancemetodik. 

Sisters Hope
Gry Worre Hallberg. Foto: Sisters Hope

Gry Worre Hallberg bor dog ikke selv i huset lige nu. ”Allerbedst ville det være med en familieafdeling med en draperet gang ind i universet, hvor jeg også havde mulighed for at gå ind og ud, tæt på min familie, og give dem mulighed for at undersøge den sanselige og poetiske dimension i rytme med deres liv. Det har vi ikke mulighed for lige nu, men det er et klart ønske,” fortæller hun.  

Sisters Home

Huset med navnet Sisters Home er blevet en konkret manifestation af gruppens ambition om at udvikle nye rammer for det sanselige samfund. Sisters Hope har fra gruppens begyndelse udviklet deres egne metoder og performancepraksisser. Deres nyeste initiativ er Flowing Inhabitation, hvor deltagerne kan blive i længere perioder og komme igen lige så ofte, de ønsker.

”Vi har bevæget os fra deltagelse til beboelseskunst og skabt nye rammer, hvor man får mulighed for at bebo kunsten mere permanent. I beboelseskunsten, som er et helt nyt paradigme, undersøger vi, hvordan vi kan skabe mere permanente rum for kunsten og udvikle praksisser for, hvordan folk kan bebo kunsten i sig selv,” forklarer Gry Worre Hallberg. 

Sisters Home. Foto: Diana Lindhardt
Sisters Home. Foto: Diana Lindhardt

Det poetiske selv

En del af konceptet er, at man som deltager kan købe en partout adgang, så man kan vende tilbage til huset og udvikle sit “poetiske selv” på månedlig basis. Det “poetiske selv” er et iboende, poetisk potentiale, som vi alle besidder, forklarer Gry Worre Hallberg. Dette poetiske selv kan udvikles gennem performanceøvelser, som er skabt ud fra gruppens egne performancemetoder. 

Det poetiske selv findes på første niveau af en trefaset performancemetode, som udgør metodikken. Når folk kommer til Sisters Home, skal de finde deres poetiske selv, og det begynder med en poetisk selv-øvelse, en slags poetisk meditation. Efterfølgende refleksioner over oplevelserne og erfaringerne fra øvelsen noteres i en bog. 

”Det er en vigtig præmis, at det poetiske selv ikke er fiktion, men en alternativ måde at være til stede i verden på. Der er fx en performer, der kalder sig The Untamed med henblik på at bryde en følelse af at være tæmmet i hverdagslivet. Det poetiske selv tilbyder en stor frihed og et udvidet rum at manøvrere i. Det er en verden, der går ud over de klassiske dualismer, hvor også køn og alder og art er fuldstændig underordnede. Det poetiske selv bevæger sig i livet – det er ikke en rolle,” forklarer Gry Worre Hallberg.

Tilknytningen til kunsten undersøges

Efter de indledende øvelser får deltagerne en række opgaver, så de er et skridt nærmere deres poetiske selv, når de vender tilbage. De skal bl.a. navngive deres poetiske selv, skrive en poetisk selv-biografi og finde en totem til det poetiske selv. 

”Vi undersøger en permanent tilknytning til kunsten. Når folk kommer tilbage, følges der op på de ting, de har arbejdet med i den mellemliggende periode derhjemme. Vi tilbyder ikke et personligt udviklingsforløb, men det kan godt opleves som en form for healende proces for mange. Det tror jeg, meget kunst kan, og vi har skabt et værk, som arbejder med et meget dybt publikumsforhold,” siger Gry Worre Hallberg. 

sisters hope home academy
Sisters Hopes performere. Foto: Sisters Hope

Kunsten skal styrke en bæredygtig fremtid

Det dybe publikumsforhold er en del af den kunstneriske kerne i Sisters Hope, hvor forholdet til publikum netop er en del af den kunstneriske ambition om at skabe et mere bæredygtigt og sanseligt samfund. 

”Det er vigtigt for os at give stemme til det argument, at kunsten kan være med til at styrke en bæredygtig fremtid og ikke bare er samfundets pynt. Vi mener, at kunsten er én af fremtidens samfunds vigtigste byggesten, fordi dens evne til at skabe erkendelse omkring altings forbundethed er helt central for, at vi kan bevæge os over i et mere bæredygtigt samfund,”  forklarer Gry Worre Hallberg.  

Sisters Academy

Kunsten skal ud og interagere med samfundet. Derfor har Sisters Hope udviklet deres egen performancemetode, Sisters Performance Method – Sensuous Learning. Denne metode udvikles ​specifikt i projektet Sisters Academy, der undersøger det eksisterende uddannelsessystem, og hvordan skolen i et sanseligt samfund ville se ud. 

Med deres takeover-format, overtager Sisters Hope – helt konkret – en kunst- eller uddannelsesinstitution i en vis periode. De transformerer typisk skolen i en ferie, så der – når elever og lærere vender tilbage – er etableret nye læringsrum. Lærerne er blevet oplært i de sanselige samfunds grundprincipper inden, så de kan undervise i deres vante fag ud fra de nye principper og med afsæt i deres poetiske selv. Performerne fra Sisters Hope bor på skolen i den pågældende periode, og bliver nye kollegaer til de fastansatte lærere. 

Inspiration til nye metoder

”Vi tilbyder eleverne en anden måde at være i verden på. Det sker, at vi kan møde lidt modstand hos lærerne, men det bunder som oftest i en ængstelighed omkring, hvad det er, vi laver,” siger Gry Worre Hallberg og fortæller videre om processen i praksis: 

”Lærerne tager afsæt i deres poetiske selv. Vi kommer ikke med en manual. De lader sig inspirere af det overordnede univers. Fx gik tre matematiklærere sammen og fandt et fælles tema. De ville arbejde med vækst. De tog fat i græs og lys, som elementer, fordi én af performerne arbejdede med græs og en anden med lys, og lærerne greb det an ved bl.a. at arbejde med lysets hastighed.  Der var også et samarbejde med dansklærerne, hvor de tog fat i digte fra det faste pensum, men i stedet for at læse og analysere digtene, så skulle eleverne fortolke deres sanselighed ved at omsætte digtet til fx en madret, farver og bevægelse.”

Sisters hope Home. Foto: I Diana Lindhardt
Sisters Home. Foto: I Diana Lindhardt

Sisters Hope i tvær-europæisk udveksling

“Sisters Hope er i konstant udvikling og samspil med omverden, og huset i Hedehusene er centralt. Vi er fx en del af det større europæiske samarbejde Sense Squared, og til januar kommer der også 24 unge kunstnere fra hele EU og får en præsentation af gruppens metoder. Huset danner værtskab for dette kunstneriske møde og denne tvær-europæiske udveksling. Tit, når man mødes i internationale partnerskaber, er det sjældent at mødes i kunstværker. Her mødes vi inden for rammerne af et kunstværk og bebor den sanselige dimension sammen, og mødes der fra med alt hvad medfølger,” forklarer Worre Hallberg.

”Vi har pt. ikke økonomiske midler til at holde huset åbent hele tiden. Vi er i gang med et strukturelt pionerarbejde og intentionen er, at vi skal holde det åbent i fem år. Lige nu er det åbent, når der er aktiviteter, som er finansieret. Men mit scenarie for fremtiden er, at det skal være tilgængeligt for alle når som helst. Jeg vil gerne sammenflette kunst og levet liv meget mere og tænke bæredygtighed hele vejen rundt,” lyder det som afrunding fra Gry Worre Hallberg.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med...

Årets Reumert indfører kønsneutrale priser

Fra og med i år vil der ikke længere...

KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg

Den første udgave af teaterfestivalen under navnet KLAP er...
Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Er kulturjournalistikken blevet for doven?

På Fyn er de store kulturinstitutioner gået sammen med en generel bekymring over, at kulturen ikke får mere plads i medierne. Der bringes ikke...