New Sh*t – Ekstatiske og inderlige solofortællinger i øjenhøjde

I New Sh*t udvælger Dansehallerne en gæstekurator til at give sit blik på nybrydende dans og performancekunst. Danser og koreograf Andreas Haglund præsenterer tre soloforestillinger af Adam og Amina Seid Tahir, Beck Heiberg og Thjerza Balaj. Værkerne vises i Dansekapellet og deler råt for usødet både ekstatiske og inderlige fremstillinger af menneskelig væren uden forstillelse. Publikum er med i første række og kan selv til danse til DJ Nah Care i pauserne.

Intet er helt, som det plejer. Scenen er gjort væsentligt mindre i alle tre værker, og publikum sidder hele vejen rundt langs siderne og langs scenekanten. Et enkelt skridt adskiller, hvem der er on eller off stage i et flydende univers, der svæver mellem reelt, levet liv og værket forstået som fiktion. Lyset er der, den elektroniske musik er der, scenen er der, vi er der sammen med solisten i et spændende grænseland.

Aftenens tre produktioner er alle nye: Several attempts at braiding my way home af Adam Seid Tahir og Amina Seid Tahir er fra april 2021, hvor den havde premiere i Stockholm, mens Blue Swallowings af Beck Heiberg er en verdenspremiere. Ruzalka af Thjerza Balaj havde premiere på Basement i efteråret 2021. Alle tre værker har det til fælles, at de viser en kunstnerisk praksis som levet erfaring uden påtagethed. Det er råt, ærligt og grænseoverskridende.

Sammenvævede livstråde 

I Several attempts at braiding my way home har Adam Seid Tahir og Amina Seid Tahir skabt en fortælling om at længes efter at finde hjem. Med hårfletning som symbol væves et afro-nordisk erindringslandskab. Tæppet af flettet hår hænger lodret ned på bagscenen og ud over gulvet. Adam Tahir sidder stille og fletter videre iført et kostume i samme hårfarveskala, som Malcolm Marquez og Amina Seid Tahir har skabt.

Publikum kan følge med på nærmeste hold, mens Tahir fletter tæppet, påfører voks i sit hår med langsomme og præcise fingerbevægelser og langsomt kommer op og svajer på benene i bredstående stilling. Med vippende hofter bevæger hænderne sig med detaljeret præcision omkring munden, mens benene sparker, hovedet virrer, og overkroppen popper så stødvist og kontrolleret, at hele fremtoingen ligner en animeret filmdokumentar.

Crystallmess’ musik er i høj grad medfortællende fra livets rejse. Fra skarpe, skærende og dissonerende lyde til blød retro klaverlyd samt lyde fra havets pattedyr og vokale stemmer i loops. Jonatan Winbos lysdesign skifter fra pink og blå til orange og synes at illustrere både den afrikanske hede og den nordiske kulde. Tahir følger sine livstråde, der kommer i mange former og udtryk, men flettes sammen til livets helheder. 

Tristhedens sensualitet

I Blue Swallowings af Beck Heiberg undersøges tristhed som forførende element. Bag scenen projiceres et univers med stjerner, der fyldes med eksploderende, hvide og blå abstrakte formationer. Heiberg står bag publikum, sætter sig og læner sig ind over publikum, stirrende med tomt blik til lange toner fra elektroniske strygere og teksten: ”Make it from the inside out. Hold me like you would if I broke apart”. 

På scenen bliver den triste stemning til forførende og orgastisk udseende pulseringer og råben til musikken, hvorefter Heiberg på alle fire skiftevis svajer frem på armene og krummer sig tilbage på underbenene i repeterende bevægelser osende af nærvær. Suzie the Cockroach ledsager melankolien med elektronisk kor og høj, klassisk sopran, små klavermelodier og en dyb, sørgmodig stryger. 

Til teksten ”We never meet again” tages tøjet langsomt af til vrikkende hofter, mens der løftes æggende op i undertrøjen, så maven blottes. Heiberg kaster sig i gulvet, ruller og stivner med åben mund og hænderne for ansigtet: ”Drama, drama, drama. Drowning in my feelings”. Til dybe squats og lyden af lange vejrtrækninger som i en dykkermaske, bliver bevægelserne hurtigere, indtil kroppen bare ryster, og måske drukner sig i tristhedens sensualitet.

Forførende havvæsen

Ruzalka af Thjerza Balaj forsøger sig også med forførelsens kunst i sin helt egen fortolkning af den mytiske havfrue, der lokker og indfanger mænd. Virkemidlet er ikke melankoli, men magisk  tiltrækningskraft af kvindelig magt. Publikumsopstillingen på to rækker over for hinanden danner en ”catwalk” til havfruen af haze og blåt lys. Med tilbagestrøget hår, lavtaljede, stramme bukser, korsage bundet på ryggen og en cool sort top med korte, opretstående, korte ærmer er der lagt op til ballade.

Havfruen går først underøgende rundt, inden hun sætter ind med svirp af eksplosive bevægelser af skuldre og overkrop til et dunkende beat. Hun gnider en hånd nedad kroppen, lyden ændrer sig til sandpapir mod sandpapir. Havfruen bevæger sig gennem vandet og samler en stor bunke hår op, som tages over hovedet til lyden af hav. Hun bouncer i spagat mod gulvet, hvor underbenene indhylles i blå haze.

Pludselig ændres det blå til et højpulserende lydhav badet i rødt lys med lyd af skurrende metalplader. Både Rieser og Smerz’ lyde og det totalfarvede lys er kompromisløse effekter, der hensætter os til en natklub med en løssluppen, magtsyg havfrue. Balaj indtager i den grad rummet og med sine bølgende overkropspulseringer og store bredstånde skridt gejles det lidt betuttede publikum op med et intenst female gaze. 

New Sh*t har bred publikumsappel

Andreas Haglund har med aftenens tre værker præsenteret kunstnere, der arbejder autentisk fra hjertet og med forbilledligt nærvær. Det er ikke bare et af mange bud på, hvad der rører sig, det er også et nyt blik på selve begrebet ”at optræde”. Det er indlysende, at dette ikke er en aften, der hylder teatrets koder af et veldefineret ”os” på scenen og ”jer” på sæderne. Publikum holdes så tæt på, at det bliver tydeligt, at der er tale om en dialog. 

Scenekunsten er en udveksling, ellers bliver den blodfattig, uanset om det er sjovt, grænseoverskridende, sørgeligt, mærkeligt, langsomt eller eksalterisk. Publikum er i et overraskende stort aldersspektrum fra 20-80 år, og er så bredt repræsenteret som muligt ved denne scenestørrelse. Det er det, Dansekapellet kan, og New Sh*t hylder netop de nye perspektiver på dansen og verden. Det er både berigende og vigtigt.