★★★★☆☆ Perceval – dansede bevidsthedsniveauer i malerisk fortolkning

I 2021 grundlagde Louise Mochia virksomheden Sitka Louisa, der skaber dans, og Perceval er det første danseværk i fuld længde. Valby Kulturhus har lagt hus til Dansehallernes produktion i København, mens Bora Bora har co-produceret og vist værket i oktober. Det maleriske værk udfolder sig i en sanselig scenografi med meditative, uophørlige bevægelser, der udforsker bevidsthedsniveauer mellem individ og fællesskab.

Som et stort, let bølgende, men tomt lærred hænger et hvidt stykke stof ned på bagscenen klar til projektioner, mens et tilsvarende let stykke hvidt stof dækker hele scenen. Vi begynder på tomt lærred, men penslerne hænger klar i loftet og på siderne i form af lamper med filtre og projektor. Scenen er sat til abstrakt male- og bevægelseskunst, og turen går ”gennem denne dal”, som titlen Perceval betyder.

Annonce

En danser i hvert hjørne af scenen sætter gradvise impulser af bevægelse i gang i stoffet, der skaber flere og flere bølger af luft, nogle store, andre som mindre krusninger. Det hvide lærred er badet i klart, hvidt lys fra spots i loftet, og danserne er iklædt Elisabet Stamms magiske, tyltynde kostumer, der næsten svæver luftige og løse omkring dem i kombinationerne blå, hvid og græsgrøn. De minder i sig selv om lærreder med plads til at udfolde sig.

Levende maleri

Bag inspirationen til værket ligger den svenske maler og mystiker Hilma af Klint (1862-1944), hvis malerier var blandt de første inden for abstrakt kunst. Som en del af gruppen ”de fem” var hun optaget af temaer som religion, filosofi og åndsliv. Hendes serie Parcifal fra 1916 består af 144 små malerier, der tager udgangspunkt i et lille centrum i midten af lærredet. 

Zen Jefferson drejer sig som den første langsomt rundt på midten af ”lærredet” og sætter gang i dansernes yderst langsomme bevægelser. Stine Steendorphs og Sven Dam Meinilds nykomponerede musik sætter ind med blide klange båret af et dybt, dybt beat, som selve universets urlyd. Kroppene næsten svæver i rummet i drejende og bølgende cirkler og spiraler som blide penselsstrøg, der følger stemmer fra universet. 

Arme rækkes ud med strakte fingre som for at mærke rummet omkring. Nogle ligger, andre sidder, mens de væver bevægelser til melodiske små loops på en kontrapunktisk tone. De ruller på stoffet og lægger sig gradvist bag hinanden som fysiske love om tiltækning og samhørighed. My Lambertsens abstrakte projektion bliver rød med hvide mønstre, mens danserne løfter op i stoffet på gulvet til de næsten svømmer. Der er lyde af dryp, som fra en hule, og vokale suk af udåndinger i stor rumklang.

Åndsvidenskabens stemme

Hilma af Klint var optaget af forbindelsen til det hinsides og af at lade penslen styres af noget uden for sanser, intellekt og hjerte, nemlig af de højere magter og det dybeste, åndelige selv. Danserne hvirvles meditativt på lyde, suk og koriske stemmer med stor rumklang. Projektionen bliver blålig, stoffet fjernes, og danserne ruller, kravler og læner sig mod hinanden med dybe suk.

Et stort, rungende beat får lyden til at stige og blive mere skinger. Projektionen skifter til grøn, og stoffet kommer bølgende frem for en kort bemærkning. Orange lys strømmer ind fra siden i Christoffer Lloyds smukke design, der sætter stemningen hele vejen. For første gang bliver scenen tom, som en nulstilling, inden udforskningen af det mere individuelle udtryk. En projektion med sorte og hvide skygger og et skarpt rødt lys i midten viser sig til skrattende, klingende lyd og melodiske loops.

Danserne entrerer med hver deres tyltynde stof i favnen i lys gul, hvid, peach og grøn. De indhyller sig i det, og lægger sig først ind over hinanden, sammenflettede i bølgende bevægelser, før de atter skilles og fortsætter deres udforskning af stoffet. Det minder lidt om den antroposofiske bevægelseskunst Eurytmi med dansere i løse klæder og meditative bevægelser, ofte kaldet synlig tale og synlig sang.

Individets søgen

Projektionen vender sig på vrangen, så det røde lys i midten bliver hvidt, og de hvide skygger udenom bliver røde. Musikken er skrabende gentagelser af beats, og alle bevæger arme og hænder søgende hver for sig som for at finde sit eget personlige udtryk. Hilma af Klints 144 Parsifal-malerier udforsker tilsvarende forskellige bevidsthedsniveauer i en fortælling om forholdet mellem individet og verden udenom. 

Bevægelserne stiger i både omfang og intensitet helt uden interaktion. Nikoline Due gør sine bevægelser større og hurtigere med stående split, et ben over skulderen og dybe svaj. Zen Jefferson udforsker fintunet håndgestik med bløde strøg over ansigt. Meleat Fredriksson ser omgivelserne gennem distinkte albuer og klare mønstre af hænder og fingre. Adam Seid Tahir ligger på maven og maser sig frem, hvorefter han hænger fast i sit stof, som var det klæbende tyggegummi.

Louise Mochia fanger både maleriets mange, lagrede koder og tidens generelle optagethed af Parsifal og åndsvidenskab. Danserne forløser indlevende skismaet mellem det universelle, meditative og den larmende konfrontation med et ego. En klaprende lyd fylder afslutningsvist scenen, volapyklyde kommer ud af dansernes munde, mens de ser de sig undrende omkring. Noget er forandret.