★★★★☆☆ Sommerhuset – vedkommende teater om indestængte følelser

Opgang 2‘s nye forestilling, Sommerhuset, der er skrevet og instrueret af teaterleder Pia Marcussen, er en vedkommende fortælling om, hvordan alle typer mennesker kan lære noget af hinanden.

De to socialpædagoger Solveig og Eske skal på et sommerhusophold med den unge Micki, der er blevet smidt ud af så mange bosteder, at han for tiden ikke har noget sted at bo.

Pia Marcussens vedkommende iscenesættelse, der netop har haft premiere på Aarhus Teater, er gennem 2/3 af forestillingen præget af optimisme og et håb for fremtiden. Vi mindes diskret om, at alle mennesker har noget at byde ind med – uanset hvor fortabte eller skræmmende, de fremstår.

Velfungerende scenografi

Inge Line Lautrup Holstens sommerhusscenografi består af en husformet, fuldt gennemsigtig konstruktion med kun et enkelt rum. Småsprossede vinduer er ophængt i wirer, som de tre skuespillere kan stirre ud gennem for at betragte omgivelserne og den stejle skrænt mod afgrunden, som befinder sig på den side af huset, hvor publikum er placeret.

Det lille, forfaldne sommerhus har få mørke træmøbler, der mest af alt ligner noget, man kan finde på ethvert brunt værtshus. En større samling udstoppede dyr understreger den gennemgående stemning af noget ildevarslende, som præger hele den indledende del af Pia Marcussens iscenesættelse, hvor de to pædagoger besigtiger huset i mørke. Et hus, der uden tvivl er alt for småt til tre vidt forskellige mennesker, der ikke kender hinanden.

Stinne Henriksens Solveig er den erfarne, tough love-pædagog, der ikke har meget tilovers for Malte Joe Frid-Nielsens optimisme og mere bløde pædagogiske tilgang. Michael Fynne er Micki, der barrikaderer sig såvel mentalt bag hovedtelefoner og hoodie som helt fysisk bag det drømmesengsskelet, han demonstrativt stiller op som en mur mellem sig selv og de to pædagoger.

Sommerhuset på kanten af afgrunden

Uden for det lille hus hærger stormen i Marcus Hjelmborgs naturtro lyddesign, mens Solveig hele tiden taler om taget, der løsner sig, husets faldefærdige tilstand og den utrygge placering lige på kanten af afgrunden. Gennem Anders Kjems’ lysdesign bringes scenografien til live. Og det er også gennem lyset, at den unge Mickis følelser understreges og forstærkes. Fx når alt om ham bliver mørkt og han – dækket af følelseskoldt, blåt lys – stirrer tomt ud i luften, mens optagelser af utallige, ubesvarede telefonsvarerbeskeder til hans far afspilles.

At lade Michael Fynne, der er rapper og wrestler, få sin teaterdebut i Sommerhuset, er virkelig et godt træk. Hans fysiske fremtoning, hvor hans høje, muskuløse krop truende tårner sig op over de to pædagoger, giver noget ekstra til magtforholdet mellem de tre. Ikke mindst når Solveig hele tiden minder Eske om Mickis voldelige tilbøjeligheder.

“Du skal bare lade ham være i fred,” understreger hun flere gange. Alligevel giver den optimistiske Eske ikke op, men forsøger konstant at trænge ind bag Mickis facade. Her opstår en virkelig velfungerende kamp-koreografi mellem de to. Dynamisk og kraftfuldt, men stadig elegant som to dansere, bevæger de sig omkring, indtil Micki på legende let vis ender med at svæve i luften med blot den ene hofte hvilende på Eskes højt løftede fødder. I pressematerialet fremgår det, at også Malte Joe Frid-Nielsen har kampsportserfaring på højt niveau, hvilket Pia Marcussen formår at benytte på vellykket vis i samspillet mellem de to mænd.

Overraskende slutning

Sommerhuset er præget af en skarp timing i personinstruktionen, der skaber tre troværdige karakterskildringer, hvor hver enkelt persons bevæggrunde skinner igennem og giver en fornemmelse af hele mennesker.

I størstedelen af forestillingen skinner et spædt håb for fremtiden frem gennem den som udgangspunkt mørke fortælling. Men Fynnes Micki er dog også som en tikkende bombe. Blot den mindste gnist kan få alle hans indestængte følelser til at gå i brand – og er det nok for ham at bearbejde dem gennem kunstnerisk udfoldelse i den vrede rap, han skriver på?

Pia Marcussen har skabt en overraskende slutning på Sommerhuset, der ikke tegner så lys for fremtiden, som store dele af forestillingen ellers lægger op til. Men det er jo heller ikke alle historier i det virkelige liv, der ender lykkeligt. Og slet ikke for unge, utilpassede mennesker, som samfund – og forældre – mere eller mindre har givet op på.