Flytningen af danseuddannelsen fra København til Holstebro blev – trods heftige protester fra såvel studerende og undervisere som dansemiljøet i Danmark – en realitet i 2022. Den 8. marts i år meddelte ledelsen på DDSKS, at skolen opsiger lejemålet for bygningen på Philip de Langes Allé 3 fra februar 2024. Endnu et stort tab for den danske dansescene, lyder det samstemmede fra flere sider af branchen.
“Planen om at kunne beholde danseuddannelser i København lever endnu, men det bliver ikke i den bygning. Det er en utrolig trist nyhed, og samtidig slutningen på en epoke – selvom det er med håbet om i stedet starte en ny,” siger Rasmus Ölme, der er leder af uddannelsen i Dans og Koreografi ved DDSKS. En uddannelse, der – grundet den politisk besluttede udflytning til Holstebro – fra februar 2024 ikke længere råder over lokaler egnet til dans i København.
Da bygningen på Philip de Langes Allé 3 stod klar i 2000, var der stor begejstring i dansemiljøet. “Den statslige uddannelse for moderne dans har endelig fået en fast base,” skrev Vibeke Wern i en artikel om projektet i Berlingske (27. november 2000).
I samme artikel citerede Vibeke Wern også den daværende leder af Skolen for Moderne Dans, Anna Grip, for at have udtalt følgende i sin tale på åbningsdagen:
“Moderne dans er en selvfølgelig og vigtig kunstform, der som al kunst må udvikles ud fra sine specifikke muligheder. At Skolen for Moderne Dans er kommet i eget hus, styrker dansens stilling, og jeg håber, vi kan skabe kontakt mellem skolen og det, der sker uden for skolen” (Berlingske, 27. november 2000).

Et sted til fordybelse
Også fra Holstebro Danseteater, der ellers kan se frem til at være centralt placeret i forhold til den nye uddannelse i Holstebro, beklages beslutningen om helt at opsige lejemålet.
”Dette har uden tvivl ikke været nogen let afgørelse for skolen. De står i en svær position. De utroligt smukke og oplagte lokaler på Holmen har dannet helt særlige og gunstige rammer for kunstnerisk udvikling og læring inden for dans og koreografi,” siger David Price, der er associeret kunstnerisk leder og producent ved Holstebro Dansekompagni, og fortsætter:
“Det har været et sted af helle og fordybelse, som vi er mange – såvel selve kunstformen som dens publikum og brugere – der har nydt godt af. Og sådan burde det blive ved med at være”.
LÆS OGSÅ: Regeringens forslag er ”ikke en udflytning, men en nedlægning af danseuddannelsen”

Branchen higer efter egnede lokaler
Men hvorfor burde skolen egentlig beholde en bygning til dans i København, når nu uddannelsen flyttes til Holstebro?
“Det koreografiske felt, for ikke at nævne hele det scenekunstneriske felt, higer efter brugbare prøve- og produktionslokaler. Lokaler som dette er helt enestående og af stor betydning for kunsten og branchen,” forklarer David Price og tilføjer: “Jeg håber inderligt ikke at de helt forsvinder fra feltet. Det vil virkelig være hjerteskærende og meget kontraproduktivt.”
Netop denne mangel på egnede lokaler, som bl.a. Mikkel Harder også tidligere har skrevet om i en kommentar på ISCENE, er også én af Rasmus Ölmes bekymringer.
“Hvis skolen kunne holde på bygningen, kunne den stadig blive brugt til dans. Og der er ellers altid behov for lokaler for anden undervisning og skolens øvrige aktiviteter. Fx bruger efteruddannelsen ofte bygningen på Philip de Langes Allé. Så skolen har ikke svært at fylde lokalerne med aktiviteter. Det er penge til leje, der mangler,” forklarer Rasmus Ölme.

En bygning med dans i væggene
Udover det rent praktiske aspekt i, at lokalerne er oplagte at benytte til dans og anden scenekunstnerisk aktivitet, så er der også noget rent historisk, der går tabt, når lejemålet ophører.
“Det her er fatalt for hele danseøkologien,” mener Cecilie Ullerup Schmidt, der er adjunkt på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Hun understreger, at lokalerne på Philip de Langes Allé er “dér, hvor branchen møder de studerende i dans og koreografi i København,” og som indeholder “de bedste dansegulve og de smukkeste, riggede studios lavet til dans”.
I en kommentar her på ISCENE kalder den tidligere leder af Skolen for Moderne Dans, Christine Meldal, bygningen for “et enestående smukt hus særligt indrettet til dansen”.
Når lejemålet udløber i 2023 har DDSKS ikke længere nogen indflydelse på, hvad bygningen skal bruges til. Og det ærgrer Rasmus Ölme.
“Jeg synes, det ville være oplagt, at dansen stadig kunne finde sted der på en eller anden måde, da bygningen jo er tilpasset dans. Der sidder flere generationer af dans i væggene i de lokaler. Det er fantastiske dansestudios, og der mangler lokaler til det frie felt – også selvom det bliver bedre nu, når Dansehallerne får egne lokaler igen,” lyder det afslutningsvist fra Rasmus Ölme.
LÆS OGSÅ: Studerende demonstrerer mod udflytning af danseuddannelsen