★★★★☆☆ Hus på hus – sorgfuld erindringspoesi

Teater Asterions Hus rækker ind i smerten med den sjældent smukke og poetiske Hus på hus om en traumatiseret kvinde og hendes mands forsøg på at nå hende gennem musikken og kærlighedsbåndet, der rækker syv generationer tilbage.

En enlig lanterne lyser op. Silhuetter af huse i randen af dens lys. Et ur tikker. Et skakur. Et skakspil. Endnu en lanterne og så kalder han på Ellen. Hun dukker frem mellem os og følger ham til skakspillet. Han tager sort, hun hvid. ”Hvis jeg siger Thorvald,” siger han opmuntrende, mens han peger på en skakbrik. Efter et par tilløb svarer hun ”Mathilde”, og peger på en anden.

Symbiotisk med klaveret

Endnu kender vi ikke konteksten. Er Ellen et barn? Er hun dement? Noget skurrer i hendes distræte begejstring og i hans blide søgen efter hendes svar. Men nu rulles historien ud, for Mathilde og Thorvald var Ellens tip-tip-tipoldeforældre. Det første par i en kæde af generationer, hvor alle kvinderne er begavede pianister.

Thorvalds store hus, der står i diminutiv på skakspillets kant, og Mathildes musik i det tiltrækker alle guldalderens personligheder. En rejse til Wien og mødet med Beethoven får Mathildes krop til at danse musikken, inden jalousi æder forholdet til Thorvald op og parret sygner hen.

Så er det datteren Elvira og soldaten Antoine, så Lisa og absintdrankeren Gustave, Helene og storvildtjægeren Bernhard, Gertrud og modstandsmanden Oluf, kollektivisterne Sofie og Laurits og endelig Ellen, hendes mand og deres datter, der også synes symbiotisk med klaveret.

Hvor er jeg?

Hvert par får eget liv gennem de jakker, de bærer, og de huse, de bor i. Vi titter gennem ruderne og ser som i dukkeperspektiv pianoet rykke rundt. Små huse, større huse. Huse fyldt af lys, latter og legetøj. Huse fyldt af mørke, sorg og ensomhed. Huse, der brænder. Og Ellens eget hus bygget af et traume.

”Hvor er jeg,” spørger hun pludselig midt i legen og ledes omsorgsfuldt tilbage til skakbrættet af manden, der insisterende forsøger at gennemtrænge de mentale mure, hun har bygget omkring sig.

Jakkerne lægges kærligt til hvile langs scenekanten, når dens bærer dør. En generationskæde, en slægtsfortælling, der udgør Ellens skrøbelige krog til virkeligheden. Han forsøger at lege hende tilbage, men hun forbliver i fantasiens verden, der skærmer hende mod det nådesløse traume, der lurer i scenens mørke hjørner, når grebet om legen brister, og kvindekroppen svajer fortabt i mørket.

Kærlighedsbåndet gennem generationer

Peter Kirks varme stemme fortæller historien, mens Tilde Knudsen danser følelserne frem. Den boblende livsglæde, den brutale sorg og ikke mindst længslen efter musikken i den rørende scene med lille Gertrud, hvis mor døde i barselsseng og gjorde hendes fars hjerte hårdt.

Klaus Risagers melankolske kompositioner bevæger sig med pianoet i front som den tredje stemme gennem denne sorgfulde generationsfortælling, der er vævet ind i en Danmarkshistorie, der rækker fra H.C. Andersens tid, bombardementet af Den Franske Skole og Steppeulvene til en ikke defineret nutid.

Scenens objekter fra skakbrikkernes symbolik til de finurlige huse fyldt med hemmeligheder bidrager som musikken til en sjældent smuk, poetisk fortælling om en smerte, der måske en dag kan overkommes gennem kærlighedsbåndet gennem generationer.