★★★★★☆ LIBERTY – højoktanenergisk kropsekstravagance fanger kreativitetens eufori og trummerum

Kristján Ingimarsson fejrer sit 25 års jubilæum på Pavillon K med den energifræsende, morsomme og poetiske LIBERTY, der fletter bidder fra hans forestillinger til en ny hyldest til kreativitetens frihed.

En mand kommer ind. På hovedet en styrthjelm. I hånden fjolsernes flag, mælkebøtter på rød baggrund. Foden i en indkøbsvogn. Tempoet hektisk, ja vel nærmest hysterisk. Men manden er glad. Glad for alle de symboler, han har fundet på. Glad for publikums duft og deres hænder på hans krop. Kender man ikke Kristján Ingimarssons umiskendelige kropsekstravagance-signatur, får man den serveret på et sølvfad lige op i ansigtet.

Fysisk kraft og virtuositet

”Less is more… but more is much more”. Sådan lyder KIC’s (Kristján Ingimarsson Company) slogan – og begge dele gælder. Kompagniets produktioner har stor, voldsom, legesyg kraft, men er samtidig skabt med enkle virkemidler. I LIBERTY smager vi på bidder fra de 25 år. Hver især enestående i sit visuelle univers, men med en samlende fysisk kraft og virtuositet, der undviger jubilæets iboende risiko for det museale og i stedet skærper nysgerrigheden og får os til at længes efter næste led i kæden, som endnu ikke er skabt.

Kristján Ingimarsson trådte ind som performer på den danske scene med MIKE ATTACK i 1998 og mikrofonen, der gemmer sig i titlen, er tilbage, da introens glædeshybris et kort øjeblik udløser hans refleksion om at være for meget. Men mikrofonen reflekterer ikke, den går til angreb i en endog mere up-tempo pas de deux, der føles ganske så frisk som i 1998 – om end performeren bliver lidt mere forpustet. En fin, konkret og skrøbelig anerkendelse af tidens gang, der dukker op et par gange undervejs.

Voldskoreografier af Kill Bill’ske dimensioner

”Sluk for hjernen, her kan alt ske,” proklamerer Ingimarsson og føder prompte en rød figur ud af armhulen under stærke veer. Dukken dubleres af Mads Emil Duelund og triples af Ida Frost. Lige så rødklædte, lige så slaskede som dukken. Som ideer kastes de rundt, ført af Ingimarssons svagt diabolske kreatør. Ind og ud af skuffedariet fra scenografien i Blowjob (2005) fortryller de to med kropslig præcision. Åh, hvor let det ser ud. Uh, hvor stor præcision det kræver at ramme den hylde, der skubbes ud, og så den næste og så den højere oppe.

Så flytter BLAM!’s krigeriske kontorunivers ind i skuffedariet og ud på gulvet i bloddryppende voldskoreografier af Kill Bill’ske dimensioner. Ringbind, stempler og sågar blyanter bliver til våben i hænderne på de tre performere i den hidsigt bankende, flyvende hvirvelvind af en kamp.

”Lydeffekter er ikke kunst, men hvor har de reddet mig mange gange,” puster Ingimarsson efter denne dyst. Her skal ikke reflekteres for meget – eller skal der? Enkelte metakommentarer danner en rudimentær dramatisk poetik. Men Ingimarsson vil hellere show end tell – og det er også alt nok.

Subtilt? På ingen måde!

Uhyggen lurer under smilet i en sær sekvens om observation af premieregæster, før den diabolske dukkefører atter tager helt over og afklæder de to andre deres menneskelighed i det lukkede akvarium foran skuffedariet. Og helt fra dets top kan hun nu skrige brunsten ud, mens han desperat forsøger at styre sin gigantiske pik hendes vej. Subtilt? På ingen måde! Men vanvittigt sjovt på den over the top-absurde og fysisk ekvilibristiske måde, der kendetegner alle Ingimarssons produktioner.

Vi går naturligvis også med ind i det surreelle ROOM 4.1, der siden 2019 har udforsket vanviddet som både webserie og mesterlig liveperformance, inden Ingimarsson forgæves råber ”CUT”, mens karakterer fra forskellige forestillinger blander sig i en energiudladning af en latterrystende finale. Enkelte forestillinger er nævnt, flere indgår i LIBERTY, der på bedste ingimarssonske vis fanger både euforien og trummerummen i kreativ skaben, mens den blinker frækt indforstået til os og leger med frihedsbegrebet.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af ROOM 4.1 LIVE