★★★★★☆ The Swamp – forunderligt fluorescerende performanceinstallation

The Swamp er en velfungerende, publikumsinddragende performanceinstallation, der på tankevækkende vis sætter spot på den skræmmende virkelighed, der hersker i det grødede, menneskeskabte pløre, vi normalt kalder for Internettet.

Med The Swamp fortsætter Annika B. Lewis og Kassandra Production sin serie med performances om menneskets mørke sider. Først var det den stærkt personlige The Soul Catcher om at leve i et psykisk voldeligt forhold, siden Hooked om afhængighed af alt fra stoffer til mobiltelefoner.

The Swamp er co-produceret med Holstebro Dansekompagni, og med Nordisk Teaterlaboratorium, hvor performanceinstallationen tirsdag havde premiere, som samarbejdspartner. Resultatet er en virkelig velfungerende performance, der effektivt sætter fokus på vores alle sammens helt store fællesrum: Internettet. Og det endda med en publikumsinvolvering, der ganske rutineret rammer en helt perfekt balance.

Fra rundkredssnak til falske frie valg

Det hele starter ganske blidt ud, da alle publikummer placeres på stole i en rundkreds i foyeren. I en næsten gruppeterapeutisk stemning opfordres vi til at dele personlige erfaringer og historier, hvorefter vi inddeles i to grupper. Den ene gruppe forbliver i foyeren sammen med Helene Kvint, hvor de fortsætter i samme stil, mens den anden gruppe bevæger sig ind i salen med Annika B. Lewis.

“Her er ingenting, som det plejer,” erklærer Annika B. Lewis, før hun leder os på en tur rundt i sumpscenografien. Vi er deltagere i et spil, hvor højre er venstre, det gode er det onde og det lyse er det mørke. Her er det os, der bestemmer, gentager hun, og viser os, hvordan vi med et enkelt fingerknips kan sætte gang i en larmende lydserie med højlydte kvindeskrig, en motorsavs knurren og hvinende bildæk.

Men faktum er, at vi ingenting bestemmer selv. Begge publikumsgrupper får at vide, at vi må vælge selv, men i salen kommanderes vi til at følge stien nøje, mens gruppen i foyeren får tildelt flamboyante udklædningsdele som hatte med glimmer, blomsterkranse og pailletslips. Valget er måske nok på overfladen frit, men i realiteten – som på Internettet – er det hele fastlagt for os på forhånd.

Symbolsk sump

Signe Kroghs sumpscenografi til The Swamp er betagende stemningsfuld. Ikke kun på afstand, men også ved nærmere eftersyn, hvilket vi som publikum kan konstatere, når vi på vores tur rundt forsigtigt springer fra det ene lysende felt til det næste for ikke at få “våde sokker”. Sumpstemningen forstærkes af de mange lyde – fra dyb brummen over cikaders summen og små klimprende melodier – i Jens Mønsteds musik.

Sumpen er fysisk. Et dystert sted med græs, krogede træer og illusionen af mørkt vand på det sorte, spejlblanke gulv. Her er fluorescerende trædesten, en gangbro af træ og dansende ildfluer i vandoverfladen. De mange selvlysende elementer i scenografien, der fremhæves af Morten Ladefogeds lysdesign, skaber en næsten magisk stemning i lokalet.

Men sumpen er endnu vigtigere også symbol på den grødede, menneskeskabte masse, der udgør Internettets jungle. Et sted, der synes fint og nyttigt, men hvor manipulation og overgreb – fysiske som psykiske – foregår under den tilsyneladende uskyldige overflade på sociale medier og andre virtuelle platforme.

Grænser forskubbes og overskrides

Ved første øjekast er det hele i The Swamp muntert og underholdende. Det er sjovt at kaste hjerteformede chokolader efter den overpyntede gruppe af publikummer, der stående på en platform forrest på scenen poserer foran os. Overfladisk præcis som de mange likes på sociale medier. Men under overfladen lurer noget ubehageligt, der titter frem i små portioner. Grænser forskubbes og overskrides, som når Annika B. Lewis og Helene Kvint sender svadaer af grimme kraftudtryk som “smatso” og “lede kælling” efter hinanden. Ord, der typisk bruges på skrift, men sjældent ansigt til ansigt med andre mennesker.

Siden udfoldes det skræmmende og grimme fuldt og helt foran os, når Annika B. Lewis sensuelt dansende bag en halvgennemsigtig skærm fortæller, at hun – som en anden narcissist – først udvælger, dernæst charmerer, for så at isolere sit bytte, inden hun skærer det i småstykker. Måske billedligt talt som en psykisk nedbrydning, måske bogstaveligt, som den larmende motorsav i hendes hænder antyder. Eller når Helene Kvint i en længere monolog gennemgår de utallige og ganske voldsomme måder, hun skader sig selv – både fysisk og psykisk – til glæde for de mange, ukendte tilskuere.

The Swamp er lidt af en mundfuld, men en virkelig vellykket én af slagsen. Teksterne er i sig selv ikke så skarpe, men de bliver også sekundære i installationen, hvor det primært handler om at lade publikum mærke pointerne på egne kroppe. Og det fungerer! Publikum spiller en aktiv rolle i iscenesættelsen – nogle mere end andre – men hele tiden på en måde, der giver mening og forstærker pointerne. Det er en svær balancegang at involvere publikum på meningsfuld vis, men denne gang lykkes det.