★★☆☆☆☆ Hooked – performance om afhængighed er fuld af uforløst potentiale

I performancen Hooked vil Kassandra Production med Annika B. Lewis i spidsen sætte fokus på menneskers afhængigheder. Men selvom ideen er god, så er resultatet en noget flad oplevelse, hvor vi aldrig rigtigt får følelserne med.

Annika B. Lewis står i samarbejde med Morgan Nardi bag iscenesættelsen, der efter spilleperioden på Bora Bora i Aarhus drager videre til Düsseldorf i Tyskland.

Blød, rytmisk popmusik sendes i pulserende bølger ud i scenerummet, mens lyset i Morten Ladefogeds design blinker i samme takt. Bagerst på gulvet står en konstruktion, der mest af alt ligner et stort drivhus, som udgør eneste egentlige element i Peter Johanssons scenografi.

Fra to forskellige pladser på publikumsrækkerne rejser først Morgan Nardi og siden Lisbeth Sonne Andersen sig. Med langsomme, bølgende bevægelser med armene, som var de i gang med hver deres erotiske dans, baner de sig vej ned på scenegulvet. Bag drivhuskonstruktionen dukker den tredje performer Petr Hastik op på lignende vis.

Sovepiller, mobiltelefon og chokolade

Længe danser de tre omkring hver for sig uden at ænse hverken hinanden eller publikum. Indadvendte med lukkede øjne drejer de omkring. Hurtigere og hurtigere i takt med musikken, som om verden omkring dem ikke eksisterede. Som befandt de sig i hver deres ensomme rus.

Senere fortæller de om hver deres afhængigheder. Af sovepiller, af mobiltelefonen og af chokolade. De klæder sig af, klæder sig på. Danser, hopper og ligger forpustede på gulvet. De bruger det lange, smalle drivhus’ gennemsigtighed til at illustrere, hvordan de kan bevæge sig parallelt fremad alle tre uden på noget tidspunkt at være det samme sted.

Det er sådan set let at følge med i Hooked. Vi forstå den klare symbolik. Både i de parallelle bevægelser og i, at de to performere rejser sig fra pladser blandt publikum. De kunne have været en af os.

For meget distance

Vi forstår også rusen udtrykt gennem dansen. Men den meget indadvendte form skaber også en klar distance til publikum, der aldrig for alvor brydes. Hverken når Morgan Nardi helt fremme foran publikum giver os sin ellers underholdende genfortælling af eventyret om Hans og Grete, hvor de to ender som sukkerhungrende chokoladeafhængige, eller når Annika B. Lewis selv – som en anden overgearet gameshowvært – træder frem fra sit skjul bag publikum og opfordrer os til at prøve virkelighedsflugten.

“LIfe can be hard and I feel your pain,” erklærer hun entusiastisk, mens de tre performere bag hende hopper, hujer, klapper og på alle måder forsøger at gejle publikum op. Men det lykkes ikke. Vi betragter dem, griner lidt af det absurde i hele situationen, men vi kan ikke mærke begæret. Vi får aldrig rigtigt fornemmelsen af den indre, restløse kløe, som Lisbeth Sonne Andersen fortæller os om. Det forbliver overfladiske billeder.

Lover for meget

“Tag med på en hæsblæsende rutsjetur, der svinger mellem lykkerus og abstinenser, nydelse og angst, det højeste kick og den dybeste tragik. HOOKED er en hårdtslående fysisk og visuel forestilling om afhængighedens anatomi. Med kroppen som slagmark kaster forestillingen lys over fænomenet afhængighed”.

Sådan beskrives Hooked på Bora Boras hjemmeside og enslydende i den engelske oversættelse på de postkort, Kassandra Production bruger for at reklamere for forestillingen. Vi har altså fået skruet forventningerne helt op. Forventer noget vildt, måske grænseoverskridende eller i hvert fald en form for personligt nærvær, som vi før har oplevet med Kassandra Productions performances som fx. The Soul Catcher.

Derfor sidder man også tilbage med en noget flad følelse, når den 50 minutter lange performance slutter. For den forventede intense, hæsblæsende oplevelse udebliver, og i stedet får vi en visuelt fin lille iscenesættelse, hvor der aldrig rigtig er noget på spil for de medvirkende. Potentialet forbliver uforløst. Og det er ganske enkelt skuffende.