★★★★☆☆ Panic! – fremragende holdpræstation i gakket og dystert apokalypseepos

Så er det atter sæson for afgangsforestillinger fra Den Danske Scenekunstskole. Holdet på Aarhus Teater lægger for med Panic! – et klimapanisk generationskollektiv, hvor alle seks spillere træder stærkt i karakter.

Vi starter i det kendte. Det nationale. Det trygge. Dannebrog og skilderhus. Eller det, der engang var trygt. For ingen tror vel i dag, at flaget og dronningens garde kan skærme os i puslingelandet fra globalisering og klimakrise?

De seks unge gardere gør i hvert fald ikke. De er ”en ny generation,” der ikke ”vil gøre som os,” men ”vil noget andet”. De taler i kor, mens de marcherer i takt, men kroppen vil ikke altid makke ret. Også den er uregerlig og kaster sig rundt. Ligeså gør tungerne, da den ene forsøger at fortælle sin historie, afbrydes han igen og igen af de andres ekko. Panic! handler ikke om individet, men om generationen, der har arvet en jord i dyb krise.

Den farlige rullepølsemad

Inspireret af Greta Thunbergs tale til World Economic Forum i 2019 berører forestillingens første del aspekter af den (klima)angst, der spreder sig blandt alle – men måske især blandt dem, der må forventes at opleve flere konsekvenser end ældre generationer. Pas på den farlige rullepølsemad, der som symbol går i clinch med det økologiske æble i en diskussion, der ingen vindere har.

Madame Nielsens tekst vil mere end klima, der til dels parkeres til fordel for andre af tidens dagsordener. Tættest på er integrationsproblematikker mellem de først ankomne, der på et tidspunkt må opgive magtpositionen til fordel for de sidst ankomne, selvom de første undervejs pisser på de sidste. Forbundet hertil er appropriation – meget svært ord at sige – der afhandles i en guddommeligt morsom retssag med ønsket om at få alt – som i alt – tilbage til Etiopien. Den vestlige verdens advokattrio vinder i al deres bøvethed hjerter trods deres galopperende privilegieblindhed.

Det samme gælder i sagen om pronominer, der jo alt andet lige ligger et pænt stykke fra klimakrisen, men dog siger en del om varme emner i – måske især kunstens – verden. Her vises med stadigt stigende galskab, hvor dybt et hul man kan grave sig selv ned i, når man blot forsøger at være politisk korrekt, men er usandsynligt dårlig til det. Shakespeares Othello må naturligvis også forkastes. Ja, vi kan vel egentlig droppe teatret helt, da det jo ”bygger på en forestilling om, at enhver krop kan spille en anden”.

Gakket groteskpanik og dyster apokalypsemol

Panic! flyver i rask tempo rundt mellem de brændende emner, og teksten forfalder mere end en gang til at lyde mere som en kronik end en teaterforestilling. Muligvis en pointe i sig selv, men i så fald en kedsommelig én af slagsen. Heldigvis har instruktør Camilla Sieling Langdal et stærkt greb om sine komiske virkemidler, og forestillingen flyder flot over scenen med det ene overraskende twist efter det andet. Laura Løwes hyperrealistiske, transformerbare skilderhus og flagstænger bakker ligesom lys- og lyddesign meddigtende op om de unges panik og vrede, der rammer klokkerent hver gang.

Den melankolske Sig nærmer tiden indkapsler anden del, der i modsætning til første dels gakkede groteskpanik er sat i dyster mol. ”Intet og ingen har forberedt os på dette,” siger de. Vi er efter apokalypsen, og de seks er nu væsener i det dunkle bag det blafrende stof. Alt er ørken. Det brænder indeni. Den lille dreng søger mening, men finder ingen.

Fremragende holdpræstation

Panic! er to forestillinger i én. Det fungerer måske knap så godt dramaturgisk med et så radikalt gearskifte i anden del, men som præsentationsforestilling er det et smart træk. Christoffer Hartmann, Lærke Erhard Huniche, Rasmus Arved Monrad, Alexander Bryld Obaze, Amalie Husted Mørup og Laura Kjær kvitterer med en fremragende holdpræstation, der viser, at de både mestrer komikken helt ud på det absurdes overdrev og det tragiskes tysthed og stille desperation.

Panic! er teater til tiden, kan man sige. Stor ros til iscenesættelsen og det unge hold, der forløser et lettere ufokuseret manus til en stærkt underholdende forestilling, og aldrig glemmer gruen, der lurer under morskaben.