CPH Stage havde i år fokus på tematikker om diversitet, blikke på hinanden og inkludering, eller manglen på samme, i både samfundet og scenekunsten. Årets grundlovsdag blev derfor fejret med et totalt udsolgt arrangement i Skuepilhuset, der bød på scenekunst, minotalk, musik og taler.
Dagens vært, journalist Adnan Al-Adhami, pointerede i sin velkomsttale, at dette grundlovsarrangement adskilte sig fra vante møder ved at give dagens stemme til de mange, som ikke normalt får plads i den offentlige debat. Det betød, at der ikke var politikere blandt talerne, men at det derimod var kunstnere, skuespillere og unge fra talerskolen Røst, der har til formål at styrke unges mod og evner til at tage ordet, som fik ordet.
De unge stod stærkt frem med deres stærke, visionære, rørende og personlige fortællinger og tanker for fremtiden. Der var fokus på at værne om lige adgang til velfærd og mangfoldighed, støtte op om folkeskolen og styrke fællesskabet. Der blev talt om spørgsmålet om, hvor man er hjemme, når ens familie er flygtet i generationer, og en påmindelse om, at Grundloven skal sikre ren luft og grønne skove. Flotte taler med præcise budskaber og indsigtsfulde fortællinger, som i den grad gav håb om en styrket fremtid.
Grundlovssikrede rettigheder i kunsten
En del af grundlovsdagens program tog afsæt i kunsten med en såkaldt mino-debat. Helin Erdem, der er del af DRs Talenthold og vært på P3 DRTV, var moderator. Hun har tidligere sat ord på nogle af de udfordringer, hun oplever, og bl.a. den mangel på respektfuldhed og misrepræsentation, hun ser i medierne.
LÆS OGSÅ: Reportage fra debatten på Blaagaard Teater: Jeg er på spil – debat om den arabiske kvinde
Til dagens grundlovsmøde var hun moderator på debatten, hvor musiker JJ Paulo, skuespiller Ellaha Lack og hiphop-danser Ali Haidar stillede skarpt på ytringsfriheden i kunsten i et minoritetsetnisk og mangfoldigt perspektiv. Som optakt til debatten viste skuespiller Hanin Georgis et uddrag fra sin forestilling Den anden arabiske kvinde, der blandt andet handler om, at hun er træt af mødet med omverdenens fordomme og forventninger, der udelukkende er baseret på hendes mellemøstlige udseende.
Ordets magt
Derpå satte Helin Erdem samtalen i gang ved at spørge panelet, om de havde læst Grundloven. ”Det meste handler om frihed: forsamlingsfrihed, religionsfrihed. I er kunstnere. Hvordan sikrer I at bruge jeres grundlovssikrede rettigheder i kunsten?”
Ellaha Lack fortalte, at hun nok altid har taget grundlovsrettighederne for givet og uddybede, at det særligt er ytringsfriheden, der bruges inden for kunsten.
”Kunsten skal være fri uden at skabe dårligdom i verden,” lød det fra Lack, der forklarede, at man som kunstner har et enormt ansvar, og at særligt ordets magt er afgørende. ”Ordets magt er så stor og kan skabe så meget på godt om ondt.” Som eksempel nævnte hun ordet betablokker, der blev censureret ud af operaen Manualen på Det Kongelige Teater – en opera, der satte fokus på aktiv dødshjælp. Ellaha Lack ville ikke selv personligt sige det konkrete ord, og er også selv stødt på ord, som hun heller ikke vil sige på scenen.
Helin Erdem kender problematikken fra DR, hvor der også er ord, de ikke må bruge. Heller ikke hun nævner hvilke konkrete ord, de udelader, eller hvorfor det netop er dem. Uden at indvie os på tilhørerpladserne i de konkrete termer og udfordringer bliver det svært at følge kontroversen – er ordenes magt vitterligt så stor, at det ikke kan debatteres til et grundlovsmøde? Hvorfor denne censur?
Der var lagt op til en spændende diskussion, som desværre ikke blev grebet denne gang. I stedet blev der talt videre om det ansvar, der følger ved at bo i et land med grundlovssikrede rettigheder modsat lande, der ikke har sådanne.
Kunstnerisk ytringsfrihed kontra krænkelsesparathed
Debatten fortsatte med en snak om kunstnerisk ytringsfrihed kontra krænkelsesparathed. ”Føler I, at den kunstneriske ytringsfrihed er truet af krænkelsesparate folk?” spurgte Helin Erdem.
”Nej!” responderede JJ Paulo. ”Der er så mange, som gennem årene har måttet lægge øre til hyggeracisme og lignende. Så det er helt fint, at der lige tænkes lidt mere over, hvad der smides ud på Nettet nu.” Ali Haidar mente, at man skal overhøre de negative kommentarer og forklarede, at ”det er svært, når man skaber ud fra personlige følelser og fortællinger, og det er ufedt, når folk kritiserer. Men man skal bare være ligeglad.”
Ellaha Lack var ikke enig med de andre paneldeltagere. Hun oplever netop problemer med ytringsfrihed på de sociale medier og ser magten som firdelt, hvor de sociale medier har fået en ny position. ”Der er ting, jeg ikke tør poste og sige på de sociale medier,” sagde hun og henviste til sagen med Onkel Reje, hvor skuespilleren bag karakteren, Mads Geertsen, måtte sygemelde sig efter en shitstorm på de sociale medier.
Der var mange spændende optakter i samtalen, og det er afgørende for udviklingen at blive ved med at debattere rettigheder, kunstnerisk frihed og repræsentation i både samfundet og på scenen.
Nycirkus, queer-tematik og diversitet til debat
Næste dag satte endnu en debat fokus på diversitet, da der i forlængelse af queer-cirkusperformancen The Chosen Haram var en aftertalk på Sort/Hvid. The Chosen Haram er baseret på den skotske kunstner Sadiq Alis personlige erfaringer og interviews med medlemmer af LGBTQ+, der identificerer sig som (ex) muslimer. I forestillingen følger publikum fortællingen om to mænds møde, deres liv og kærlighed, som kommer artistisk til udtryk på to poles. Forestillingen fik stående applaus, og det var tydeligt at mærke, at Sadiq Alis var berørt af den varme respons fra publikum.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af The Chosen Haram
Sadiq Ali er født i Edinburgh, bosat i London og uddannet nycirkusartist og performer. Hans kunst forholder sig til LGBTQ+-tematikker, identitet og religion. Han deltog i debatten sammen med Mariam Atris, der er bestyrelsesmedlem i foreningen Sabaah, som arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund i Danmark. Debatten blev modereret af Moussa Mchangama, der er LGBTQ+-aktivist og stifter af konsulentvirksomheden In Futurum, der vejleder i cirkulær økonomi, bæredygtighed, social retfærdighed og diversitet, lighed og inklusion.
Baseret på en årelang udviklingsrejse
Sadiq Alis fortalte, at forestillingen er baseret på en årelang, personlig rejse. Den skildrer ikke hans liv direkte, men har rod i oplevelser, han har haft undervejs i sin udvikling. Fokus i forestillingen er karaktererne, og ambitionen var at skabe en forestilling, der gav publikum mulighed for at reflektere over, om vi skal give hinanden lidt mere tid, lidt mere kærlighed, lidt mere nærvær i livet.
Moussa Mchangama bød ind i samtalen med en kommentar om, at temaerne i forestillingen rummer politiske elementer i sig selv. ”Minoriteter er i sig selv et politisk tema,” lød det med reference til forestillingens politiske potentialer.
Debatten fortsætter
Mariam Atris fortalte om arbejdet i Sabaah og kendskabet til mange i miljøet, som er splittet mellem tro, opvækst, etnicitet og deres seksualitet. Flere går med selvmordstanker og mangler støtte fra familie, venner og omgangskreds.
Sadiq Alis kender selv til problematikken og fortæller, at han måtte forlade både sin muslimske tro og familie, da han sprang ud som homoseksuel i teenageårene. Han ved, at det er muligt at være både muslim og homoseksuel, men det er bare ikke lykkedes for ham.
Debatten afrundedes kort efter, da der desværre ikke var afsat så meget tid til at folde de vægtige tematikker ud. Men samtalen er i gang og CPH Stage fik i år med både værker, talks og debatter åbnet vigtige diskussioner, der kan fortsættes i fremtiden.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med CPH Stage med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
