★★★★★☆ Berlau – magisk match mellem VR og live

Sydhavn Teater har lavet et decideret scoop med det tyske gæstespil Berlau, der mikser VR med 1:1-konfrontationer mellem den enlige tilskuer og tre inkarnationer af Ruth Berlau. Hendes forhold til Bertolt Brecht blandes med hans Den kaukasiske kridtcirkel, mens tid og rum opløses i et bragende nærvær.

Jeg venter udenfor det kraftige plasticforhæng, til jeg sendes ind i hallen på sekundet. Alt er timet i RAUM+Zeits hybridforestiling, Berlau, hvor Virtual Reality-sekvenser flettes med intense 1:1-møder mellem tilskueren og de tre kvinder, der spiller Ruth Berlau i forskellige livsaldre.

Berlau har den let dobbelttydige undertitel Königsreich der Geister, altså åndernes eller spøgelsernes rige, og fremkalder da også oplevelsen af at være i et andet rige, hvor tid og rum, virkelighed og forestilling smelter sammen i en form for hyperrealitet.

Intens øjenkontakt

Ruth Berlau er den danske kvinde, der mødte Bertolt Brecht i 30’erne og havde et årtier langt kærligheds- og arbejdsforhold til den tyske dramatiker, men døde alene og forhutlet i en brand, hendes cigaret antændte i sengetøjet.

Vi møder hende i ikke-kronologisk rækkefølge i tre fortættede scener, der alle udspiller sig i næsten ens trange kamre, hvis interiør mimer hendes dødsleje på en hospitalsstue med en uredt seng, en stol, en vask og et spejl. Cigaretterne er gemt under madrassen.

Først kvinden midt i livet. Susanne Wolff skæver æggende-anklagende over skulderen, da jeg som beordret lægger VR-brillen. Hun holder øjenkontakten gennem hele scenen, hvor hun skiftevis skoser og flirter, snerrer og trygler. Et barn er dødt og hun vil sone det med arbejde.

Berlau og Brechts søn døde kort efter fødslen, og det døde barn indgår i forestillingen både konkret som det hvidkalkede spøgelsesbarn, der ler spottende i teatersædet, og mere abstrakt som tabet, der aldrig kan sones eller overkommes.

Hvem vil huske dig?

I det næste rum venter den unge Ruth, spillet med dårende farlighed af Marie Eick-Kerssenbrock. Hun vil væk, hun vil ud i verden, hun vil gøre det med mig. Men også her stilles som i det første møde spørgsmål som “Hvem tror du, du er? Hvem vil huske dig?”. Kvinderne taler til Brecht, men også til sig selv, til erindringen og til det sviende savn. Savn efter barnet, men også savn efter betydning.

Før de to møder er jeg i teatret. I det første rum bliver der kaldt til scenen og en af de statuariske guider i skarp, sort kjole med vingeærmer fører mig ind i plyssæderne, hvor Brecht i Martin Rentzschs skikkelse bevæger sig fra scenen ned over stolerækkerne, og popper op snart her snart der med sine mange krav og regler på VR-brillens 360 graders film.

Da jeg senere vender tilbage til teaterrummet, står jeg selv på scenen. Midt i Den kaukasiske kridtcirkel, som Berlau og Brecht samarbejdede om og som handler om, hvem der har ret til barnet – og vel i denne sammenhæng til arbejdet, kunsten. Jeg hvirvler om mig selv, mens Brecht skifter ham og dødningebarnet ler.

Døden kommer til sidst

Turens næstsidste stop er hos Esther Hausmanns aldrende Berlau. Tiden er gået itu, meningen undslipper, der kaldes til tæppefald. Bitterheden ætser, men også fortvivlelsen i dette sidste tætte møde med kvinden, der håbede meget, satsede meget og tabte meget.

Derefter døden.

Og til allersidst Verfremdung, når jeg betragter de andre blive ført fra scene til scene i AFUKs højloftede rum. Det hele var blot teater – eller? Berlau er i al sin enkelhed en svimlende oplevelse, der formår at kombinere det digitale og det analoge på en af de hidtil bedste og i særklasse mest bragende nærværende måder, jeg har oplevet.

VR-scenerne destabiliserede perceptionen og pillede ved min virkelighedsopfattelse, men jeg var absolut mest draget af at være indespærret hos de tre højdramatiske kvinder. De fremstiller Berlau som større end livet selv og rammer samtidig rent i hjertet med deres manisk-bedrøvede øjne og hektiske skift mellem længsel, afmagt og nålestik af tindrende foragt.