Danmark har mistet sin legendariske balletformidler med det ikoniske skæg og den elegante humor. Erik Aschengreen døde få timer efter, at han havde været i teatret. 88 år gammel og ukueligt nysgerrig.
Mindeord for ballethistorikeren Erik Aschengreen, 31. august 1935 – 9. september 2023.
Ingen anden i Danmark har delt så generøst ud af sin viden og sin kærlighed til dansen som Erik Aschengreen. Men nu er denne vidende og charmerende og livselskende mand død, 88 år gammel. Han var i teatret fredag aften, men på vejen hjem blev han dårlig – og han døde lørdag morgen med sin elskedes hånd i sin. En nådig død for ham, men et uoverskueligt tab for os andre.
Aschengreen var en guddommelig formidler. En balletanmelder i sin helt egen liga. Denne danske ballethistoriker med det ikoniske skæg og den elegante humor fik alle til at høre efter, når han foldede sig ud om dans og ikke mindst om Den Kongelige Ballet og guldalderballetterne af August Bournonville.
Han skrev sine begavede og raffinerede balletanmeldelser til Berlingske Tidende gennem mere end 40 år. Og han underviste på Københavns Universitet og på Det Kongelige Teaters Balletskole – og holdt et væld af foredrag.
Når Aschengreen fortalte om ballet med sin særlige diktion, kunne man se det hele for sig. Bevægelserne og danserne på scenen, men også alle uenighederne mellem koreograferne og balletmestrene. Og man kunne ikke lade være med at more sig. For hans præcise sprog var vanvittig vittigt.
Ballet og bøsser
Som balletanmelder skrev han i Berlingske Tidende fra 1964 til 2005, hvor han formåede at gøre balletanmeldelser til spændende nyhedsstof, der ryddede siderne. Aschengreen skrev med elegancen. Han undgik det ondskabsfulde, og han gemte det værste mellem linjerne.
I 1990’erne var han måske Berlingskes mest profilerede kulturskribent. “Ballet er ikke kun for bøsser”. Sådan stod der på reklamer på busserne dengang – sammen med et portrætfoto af Erik Aschengreen og hans overskæg, der løb ud over kinderne i et herligt smil. Hans danseglæde solgte billetter til balletten. Åbenheden omkring hans egen homoseksualitet skabte en ny naturlighed i den offentlige samtale om kunst og seksualitet.
Samtidig med balletanmelderiet var han lektor på Institut for Nordisk ved Københavns Universitet. Her mødte jeg ham i 1983, hvor han blev min lærer i litteraturhistorie. Men i praksis underviste han også i teaterhistorie og ballethistorie med suverænt overblik over kunstarterne. Han kendte til H.C. Andersens dagbogsindrømmelser og skuespillerdivaen fru Heibergs fortrængninger, og han forstod forfatteren Herman Bangs inderste kvaler. Vi studerende var tryllebundne. Han gjorde ethvert pensum til en fest. I 1992 modtog han da også de studerendes uglepris som Årets Underviser ved Københavns Universitet.
Hans største sejr på Københavns Universitet var dog, at han i 1989 fik oprettet faget Dansens Æstetik og Historie. Endelig kunne man i Danmark formelt studere ballet på linje med de andre kunstarter – og ikke mindst kulturarven fra Bournonville.
Mr. Bournonville
Doktor Dans blev han kaldt. Men han var også Mr. Bournonville. Aschengreen har formodentligt været den enkeltperson, der har haft størst betydning for Den Kongelige Ballets internationale position de sidste 50 år. Han er blevet den danske ballets ansigt udadtil – dansk ballets grand old man. Flere udenlandske balletkritikere har opfattet mødet med ham lige så karismatisk, som hvis de havde mødt guldalderkoreografen Bournonville himself.
Han var med, da Den Kongelige Ballet fejrede den første Bournonville-festival i 1979. Han introducerede balletkritikere fra hele verden til Bournonvilles særlige æstetik – med en charme og viden, der skabte et internationalt netværk, som Den Kongelige Ballet har nydt godt af lige siden. Ved Bournonville-festivalen i 2005 var han med til at sørge for, at alle Bournonvilles træningsøvelser, de såkaldte Bournonville-skoler, blev beskrevet og filmet – af danseren og filminstruktøren Ulrik Wivel. Desuden blev alle festivalens Bournonville-balletter filmet.
Selv havde han møjsommeligt lært ballettens trin at kende ved at tage enetimer i sine unge dage hos balletinstruktøren Kirsten Ralov. Han fortsatte ufortrødent sin udforskning af Bournonvilles hemmeligheder, særligt sammen med Bournonville-kenderen Dinna Bjørn – og hendes forældre, karakterdanseren Niels Bjørn Larsen og balletpianisten Elvi Henriksen. Men også trofast sammen med balletinstruktørerne Frank Andersen, Eva Kloborg, Flemming Ryberg, Anne Marie Vessel Schlüter og Thomas Lund, når de afholdt Bournonville-seminarer over hele verden.
Aschengreens udlægning af Bournonville-arven har haft umiskendelig indflydelse på Den Kongelige Ballets selvopfattelse og profil – og han har smittet de nye generationer af dansere med sin dedikation. Hans forskningsfund om Bournonvilles ungdomstid i Paris i 1820’erne var et resultat af hans stædige research, der var mulig takket være hans indgående kendskab til fransk sprog og kultur. Han levede nærmest et parallelt liv i Paris, hvor han havde en lejlighed gennem 50 år. Så hans kontinuerlige oplevelser af Pariseroperaens ballet gav ham et særskilt internationalt perspektiv på Den Kongelige Ballets formåen.
På de indre linjer har danserne kunnet spørge ham til råds. Ikke mindst balletmestrene Henning Kronstam, Frank Andersen, Peter Schaufuss og Nikolaj Hübbe, som han havde fulgt, fra de var helt unge dansere. Det samme gælder udenlandske dansekunstnere som amerikanske Lloyd Riggins og ukrainsk-russiske Alexei Ratmansky.
Men også den moderne dans har lænet sig op ad hans kolossale viden og hjælpsomme sind. Dansk Danseteater har fået opmuntrende sparring af ham gennem alle årene. Det samme gælder ikke mindst koreografer som Kitt Johnson og Steen Koerner – og senest festivalarrangørerne Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth fra København Danser. Aschengreen var hjælpsomheden selv.
Barndom i Tivoli
Han voksede op på Dantes Plads i København. Lige over for Tivoli, hvor han som lille oplevede Pantomimeteatret og straks forelskede sig i dansen. Og tæt på Det Kongelige Teater, hvor han fulgte balletten aften efter aften. Han blev boende i sit barndomshjem, lige indtil han lod sig pensionere og flyttede ind i sin lille lejlighed i Kattesundet tæt på Strøget og Regnbuepladsen. Her bød han gæstfrit dansere og balletformidlere fra hele verden indenfor til kaffe og muntre ballethistorier.
Hans yndlingsstol stod i hjørnet mellem spækfyldte reoler – en lænestol med et uldent tæppe over. Den har altid mindet mig om lænestolen i Bournonvilles ballet Sylfiden, hvor helten James sidder og drømmer på sin bryllupsdag, lige indtil Sylfiden kommer og forstyrrer ham fatalt. Netop romantikkens ideer om længslen efter den store og umulige kærlighed var Aschengreen eminent til at fortælle om. Ingen kunne som han leve sig ind i den unge mands dragning af alt det skønne og det forbudte. Hans første bog fra 1975 hed Farlige sylfider. For han vidste, at James ikke kunne lade være med at følge efter den uimodståelige sylfide – ud i skoven. Også selv om han godt vidste, at det var livsfarligt.
Selv levede Aschengreen sig så meget ind i kunsten, at det måske kneb med balancen mellem dansen og kærligheden. Flere steder har han skrevet om, hvordan vendepunktet i hans liv kom, da han en aften i Hamburg i 1981 havde oplevet John Neumeiers ballet Kameliadamen til musik af Chopin. Som han beskrev det i sine erindringsessays fra 2016:
“Både Bournonvilles Sylfiden og John Neumeiers Kameliadamen handler om valg, og kunsten er blandt andet til for at få os til at forstå, hvordan vi lever vores liv.”
Selv fortalte han gerne og lykkeligt om, hvordan han mødte sin Per. I portrætfilmen Doktor Dans fra 2002 af Nisse Koltze fulgte kameraet ham rundt både i København og i Paris. Her er der ikke mindst en fantastisk scene filmet inde i en elevator, der sætter sig fast mellem to etager, hvorefter alle må kravle ud af en sprække. Her er Aschengreens humor både beundringsværdig – og praktisk. Og i Jan Juhlers portrætfilm En anden verden fra 2020 er det ikke mindst hans livsglæde over både at have fundet kunsten og kærligheden, der lyser ud af billederne.
Vild begavelse
“Det er mistænkeligt at have for mange talenter.” Sådan skrev Aschengreen i 1986 om den franske multikunstner Jean Cocteau – som optakt til sin doktordisputats Jean Cocteau and the dance. Man kunne sige det samme om Aschengreen selv. Han var en vild begavelse, der havde talent for at formidle dans til alle mulige mennesker. I sin doktordisputats formidlede han suverænt hele sin viden om Les Ballets Russes i Paris i 1910’erne, men også om ballettens egenart mellem de øvrige kunstarter.
Alligevel er hans største bedrift gigaværket Der går dans. Den Kongelige Ballet 1948-1998. Hvad der ikke står i den bog om den danske ballet i den periode, er næppe værd at vide: Balletter, dansere, teaterchefer, skandaler… Endda i hans karakteristiske, letdansende sprog. Desuden udnyttede han hele sin diplomatiske snilde i bogen Mester. Historien om Harald Lander i 2005, hvor han fremlagde den betændte Lander-sag om krænkelser hos Den Kongelige Ballet i 1951. Her dansede han så elegant med ordene, at det var svært at sige ham imod.
Tæt på følelserne
Selv havde jeg den udsøgte glæde at arbejde sammen med Aschengreen på Det Kongelige Bibliotek, hvor vi sammen med bibliotekaren Kirsten Sørensen og grafikeren Grete Hvam gennem seks år digitaliserede samlingen af John R. Johnsens dansefotografier til bogen Dansen i spejlet i 2012. Vi skrev navnene på danserne bag på tusindvis af billeder. Aschengreens blik var suverænt. Selv ensklædte svanedansere kunne han kende fra hinanden – takket være et knæ eller et håndled eller måske bare en nakkes holdning… Han huskede tilsyneladende alle de dansere, han havde set.
Han delte gavmildt ud af sin viden. Han var en bærende kraft i foreningen Ballettens Venner, og han var i 1990 med til at sikre, at den farverige, polsk-jødiske danser Albert Gaubier efterlod sig Balletmester Albert Gaubier og Paul Waldorffs Fond til støtte for dansere. Og i sit modigt personlige erindringsværk Som jeg kendte dem i 2007 formulerede han inderlige portrætter af store dansekunstnere fra George Balanchine til Alvin Ailey, Rudolf Nurejev og Erik Bruhn. Bogen giver klump i halsen at læse.
Åh, Aschengreen. Dit elskelige væsen og din enorme viden har gjort dig til en kærligt opmuntrende mentor på tværs af generationer. Du var en inspirator og et forbillede: Et renæssancemenneske med hjertet i guldalderen, men altid med fokus på nuet og den seneste forestilling. Det bliver tungt for os andre at skubbe dansen videre uden dit lette sind og din tindrende balletviden. Må du danse videre med ordene dér, hvor du er nu. Gerne til Chopins længselstoner fra Kameliadamen.
