★★★★☆☆ ANOTHER BRICK IN THE WALL, Part 5

ANOTHER BRICK IN THE WALL, Part 5 er et indlysende godt repertoirevalg, der passer tematisk ind i tiden og visuelt ind i Østre Gasværks rå rum. Den ambitiøse forestilling er suveræn som koncert, men får ikke alle sine hver især stærke elementer til at spille optimalt sammen.

Lad det være sagt med det samme: ANOTHER BRICK IN THE WALL, Part 5 på Østre Gasværk er en forrygende koncertoplevelse med en stærkt syngende Johan Olsen i front for Søren Graversens suverænt spillende orkester. Man kan blot se sig omkring på tilskuerrækkerne, hvor luftguitarer og dirigentarme spiller hengivent om kamp med musikerne, der på deres side fyrer de ikoniske guitarsoli af i tæt samklang med alverdens andre strengeinstrumenter.

Et indlysende godt repertoirevalg

Jeg har ikke selv noget særligt forhold til netop dette Pink Floyd-album, men det er der mange andre, der har. Den var da også uomtvisteligt dagsordensættende som konceptalbum, da den udkom i 1979. Siden blev den med sit indlysende politiske og dramatiske potentiale omsat til en film med Bob Geldof i den altdominerende rolle som Pink, Roger Waters (og Syd Barretts) alterego, der presset af barndomstraumer og berømmelse forsøger at skærme sig med titlens mur, der mest er mental og social, men også materialiserer sig fysisk.

Det er store sko at træde i, men samtidig et indlysende godt repertoirevalg, der er som skabt til Østre Gasværks rå bygning. Fremmedgørelse, afmagt og skyld er helt aktuelle temaer i en verden, der – som vi dagligt mindes om – brænder. Heinrich Christensens iscenesættelse holder sig fint fra de direkte referencer til 2. verdenskrig, som findes i forlægget, og opnår dermed et mere aktualiseret udtryk og en klar fremhævelse af, at Pinks eksistentielle kvaler går i ring. “Isn’t this where we came in?”, spørger Jonas Olsen ude mellem publikum i både første og sidste replik.

Bjergtagende, magiske projektioner i Østre Gasværks kuppel

Replikker er der ikke mange af, men det er, som det skal være. Forestillingen drives som filmen af musik, sangtekster og det visuelle udtryk. Det sidste mimer filmens udtryk med de mange ansigtsløse figurer, der omgiver Pink, men får også sit eget liv med projektioner i Østre Gasværks hvælvede kuppel.

Her står drengekoret (med Københavns Drengekors stemmer) på rad og uendelige rækker over os, til de falder ned en for en. Her tilter rummet og drejer om sin akse forlænget i Pinks egen krop, der sænkes ned i helvedesdybet med hovedet først. Her flimrer den pixelerede celluloid, før den brænder op. Her danser skygger bag deres mennesker, der står helt stille. Det er et magisk, bjergtagende virkemiddel, Søren Møller har installeret.

Jeg er lidt mindre imponeret af Kim Witzels fysiske scenografi, der bliver meget koncentreret om podiet i midten, der af og til åbner sig og opsluger karaktererne. Virkningsfuld er til gengæld skydedøren i bagscenen, der som en kameralukker slipper figurer ind og ud af Pinks liv/hjerne. Rasende smukt bliver det, da ensemblet som en vildtvoksende celle hejses op af hullet og snor sig mellem den ensomme Pink og cellisten i skydedørens lys bag dem.

Ufrivilligt adskilte elementer

Ensemblet er også skønne med små menneskedukker på maverne og i afslutningens mareridtscirkus, hvor Line Bechs kostumer funkler. Men der er for mange scener, hvor ensemblet blot løber ansigtsløse rundt uden en synlig koreografisk idé, mens de to svinedygtige aerial artister gentager de samme sving frem og tilbage over hovederne på de andre. De øvrige, virkelig gode sangere fremstår ligeledes noget anonyme i en opsætning, der skal jonglere mange elementer samtidig.

Jeg har dyb respekt for Heinrich Christensen, der som en af få instruktører stort set altid eksperimenterer med at at integrere forskellige sceniske discipliner ligeværdigt i sine forestillinger. Jeg ville blandt andet derfor også meget gerne være endnu gladere for ANOTHER BRICK IN THE WALL, Part 5, end jeg er. Men forestillingens elementer, der næsten alle er kunstnerisk interessante i sig selv, mødes ikke for alvor i et samlet udtryk og kommer derfor både til at fremstå ufrivilligt adskilte og med for stor niveauforskel.

Det skal retfærdigvis siges, at ANOTHER BRICK IN THE WALL, Part 5 er en ambitiøs og krævende teknisk opsætning, der på premieren kom lidt hakkende fra start. Den kan derfor sagtens nå at sætte sig bedre, end jeg oplevede den. Det kunne den klart bedste anden del af forestillingen tyde på – og så kan det altså ikke understreges for meget, at musikken er en kæmpeoplevelse i sig selv.

Johan Olsen og Jimmi Jørgensen alternerer i rollen som Pink, ligesom Pink som barn dækkes af tre børneskuespillere på skift.