★★☆☆☆☆ Ravnen – hvis denne glemte opera ikke allerede var død, er den det nu

Det, der skulle være en genoplivning af J.P.E. Hartmann og H.C. Andersens knap 200 år gamle Ravnen, er i Den Jyske Operas rodede opsætning blevet til et ufrivilligt morsomt dødsstød.

Efter Den Jyske Operas første af to besøg på Det Kongelige Teaters Gamle Scene kiggede jeg mig omkring på anmelderrækken. Mine kolleger lignede nogle, der havde brug for krisehjælp. Hvad var det dog, instruktør Philipp Kochheim med Ravnen havde fundet frem fra gemmerne? Og hvad i alverden havde han gjort ved den?

J.P.E. Hartmanns romantiske eventyropera fra 1832 er med den tyske instruktørs egne ord ”umulig at opføre,” fordi H.C. Andersens libretto ”forvirrer”. Derfor har Kochheim skrevet en ny tekst og, i forbifarten, tilføjet balletmusik fra andre af Hartmanns værker. Resultatet er et miskmask af opera, skuespil og dans.

Operasangere, der spiller skuespil

I centrum står sopranen Sibylle Glosted, der spiller en pige, hvis far har spærret hende inde på et lille, hvidt kammer. Hun drømmer sig væk til en overbegroet herskabsstue med orangeri, hvor et intenst – læs: parodisk – trekantsdrama udspiller sig mellem hende og to brødre.

Den ene, sunget af Teit Kanstrup, skyder en ravn i skoven, rammes af forbandelse, må finde en ren sjæl at elske … og så videre. Ravnen er klassisk eventyrnonsens og bliver kun vanskeligere at tage seriøst, når sangerne giver sig i kast med talt dialog – fra Glosteds outrerede stammen til Kanstrups stivbenede galanteri; hans samspil med Anders Kampmann, den anden bror, er sæbeopera.

Philipp Kochheim evner helt tydeligt ikke personinstruktion. Men også åbningsscenens forsøg på at gestalte et sortklædt kors luskende overgreb på den indespærrede pige falder til jorden. Ikke kun fordi den dystre tråd ikke rigtig følges op, også fordi uhyggen spoleres af kedelig, hvid overbelysning.

Endnu et sminket lig

Keiko Moriyama står for danseindslagene som dukken, der er vakt til live – symbolet på pigens flugt fra mismodet. Hun gør et par piruetter, men koreografien er trist nok holdt på et plan, hvor Glosted skal kunne spejle den. Ydermere spolerer den tilføjede balletmusik fuldstændig operaens allerede spinkle fremdrift.

Den onde far, sunget af Steffen Bruun, hvis spøjse pelsbeklædning akkurat overgås i kostumemæssigt dilettanteri af et par guldkædeklædte vagter undervejs, optræder kun kort i Ravnen. Det samme gør en voice-over, der – ligesom pludselig brug af inkvitter som ”sagde hun” – er så malplaceret, at jeg griner vantro.

De mange omslag gør selve operaen til gæst i eget værk. En gæst, der i øvrigt langtfra er det mesterværk, Kochheim påstår; den musikalske dramatik og sensibilitet er uden virkning, og den glimtvise virtuositet er mere sirlig end inspireret. Partituret går, ligesom sangpræstationerne, an, men frembringer ingen følelser.

Ravnen er sjette led i Den Jyske Operas kulturkonservative serie af glemte danske operaer. Tænk, om de mange ressourcer var blevet brugt på at frembringe nyt i stedet for at sminke lig.