★★★★☆☆ I Trust You – råt og underspillet

Kunstner Daniel Norback inviterer sammen med Den Frie Udstillingsbygning og Toaster til en oplevelse lidt ud over det sædvanlige med værket I Trust You. Her kan publikum opleve en række russiske kunstneres værker skabt med blod, sved og tårer fra fængsel eller eksil. 

Det lyder som noget fra en spionroman. Et kuldsejlet projekt med en russisk kunstaktivist, som Daniel Norback havde indledt et samarbejde med. Tilliden var der pludselig ikke længere, og når vi taler om Rusland, handler det netop om tillid. Ud af krisen opstår et dokumentarisk værk med russiske kunstnere, der er gjort tavse af systemet, fordi de er imod krigen i Ukraine og regimet i Rusland.  

Daniel Norback har ved hjælp af kunstnernes venner fået fat i lydoptagelser, breve og værker, der skal give et indblik i russiske kunstneres vilkår. Komponist og musiker Marina Karpova (eksil i Estland) er med live som lydkunstner og komponist og ikke mindst med sin hydro-feminism. Seimi Nørregaard har skabt scenografien til udstillingen, der bliver en levende forestilling om aftenen.

Stemmer fra fængslerne 

Det totalitære system ejer alle ytringer og opfattelser, fortæller Daniel Norback. Mange begynder derfor at tro på de uimodsagte løgne, alt andet straffes hårdt. Udstillingens kunstværker er alle fra 2023. Katya Muromtseva har sendt sine Portraits of Political Prisoners. Der er 40 i alt, men 10 er udstillet her. Ansigterne ser på os fra væggen med modløshed og tristhed, men bag dette er der stadig håb. 

Fx Sasha Skochilenko, som ændrede prismærker til protestudsagn mod krigen i Ukraine. Nu sidder hun fængslet, og vi sætter os på stole i en imaginær retssal og lytter til en af hendes ugentlige afhøringer, som en af hendes venner har optaget. Ved at blive involveret kropsligt, konfronteres vi med vores eget engagement. De rå og intimiderende ord kryber under huden i den kolde og enkle iscenesættelse.

Pavel Krisevich er fængslet for en selvmords mock-up på Den Røde Plads. Han har tre små billeder med i udstillingen, Path, Wounded by repression og In the queue for marks, alle fra 2023. De er malet med tandpasta, blæk og hans eget blod som skarpe, ufiltrerede kommentarer. Hans billeder er udstillet sammen med et voldsomt metaltorturinstrument iscenesat med det russiske symbol, bjørnen, på toppen. 

I trust you not 

Daniel Norback og Marina Karpova har en samtale i Seimi Nørregaards scenografi, der ligner en gammel Sankt Petersborg dagligstue: Et stort, tungt træbord, blomstret voksdug og store skabe fyldt med glas. Karpova spiller på sin cello og Norback læser dagbogsuddrag fra samarbejdet med de russiske kunstnere, hvor ”trust” nævnes 55 gange: ”Jeg stoler kun på almindelige mennesker,” lyder det. 

Tonerne hjælpes på vej med sustainpedal og vælter rå og upolerede ud i al sin ordløse sorg. Sorgen visualiseres yderligere i bunker af sort plastic, der opsluger dem begge. Karpova frigør sig og opstiller glas fra køkkenet på et bord bag os og lader vandet strømme fra loft og bord. Det drypper, løber og klukker fascinerende ind i mikrofoner badet i grønt lys. Det flyder over, og vi flytter os lidt for ikke at blive våde.

Vi medvirker på en fin og utvungen måde, hvor der hverken er regler, krav eller skjulte agendaer. Hvad gør vi, når vi stilles over for det utæmmede, eller når der er brug for hjælp? Er det virkelig muligt at være i en performance af både metalag og reallag på samme tid? Det er underspillet og dermed i ærlig øjenhøjde uden at trække meninger ned over os. Vi må selv tage stilling til, om vi har tillid til at gå med.

Kunst og propaganda

Forestillingen slutter med alle siddende og liggende på vattæpper på gulvet uden for et telt. Sasha Skochilenko elsker naturen. Vi hylder hendes livsfortælling om LGBT og det sociale arbejde, hun har lavet på et børnehjem, mens blå-hvide vatskyer hænger svævende ned fra loftet. Den største drøm er den om frihed og om kæresten og naturen. I stedet er vi gidsler i vores egen stat, siger hun. 

Hun ønsker, forestillingen skal slutte med musik og frie udtryk. Stemmer slynger sig ud og ind mellem hinanden i rummet. Om ikke andet træner vi tillidsmusklen, som vi måske ikke helt forstod betydningen af, før vi indså konsekvensen af dens fravær. Gør det en større forskel, end vi tror, at udfylde et tomrum for en anden? Vi kan nu gå ud og stryge teksten ”I trust you” på en T-shirt. 

Æstetik eller propaganda? I Trust You er i sig selv ægte og underspillet med sin blanding af rå enkelhed og naturligt engagement. Kunstnere i fængsel og eksil formår at få en stemme i et kunstværk, der er overlevet på trods af mistillid og frygt. Det er ikke den letteste vej at gå, og det er virkelig godt insisteret af Norpol.