★★★★☆☆ Rødderne i hjørnehuset – retro børnefortællinger omfavner livets skævheder

Det Kongelige Teater har sat Ole Lund Kirkegaards skæve børneunivers stævne på Skuespilhusets Store Scene i Rødderne i hjørnehuset. Det er der kommet en tilpas gakket, sjov og musikalsk forestilling ud af, hvor børnepublikummet både råber og taber underkæben over alle de skæve karakterer.

”Børn nu om dage er rædselsfulde!” Hr. Olsen skriger af sine lungers fulde kraft, så hjørnehuset næsten ryster. Ordene er stadig Ole Lund Kirkegaards og lever videre i de fleste børnefamilier trods forfatterens alt for tidlige død. Stine Schrøder Jensen har med Rødderne i hjørnehuset dramatiseret og instrueret et forunderligt sammensurium af hans forskellige historier til en samlet, velfungerende fortælling i en skæv scenografi tilsat lækkert lys.

Der er Gummi Tarzan aka drengen Ivan, der altid får buksevand, men får hjælp af en herlig heks. Hodja drømmer om at rejse ud i verden på sit flyvende tæppe, og næsehornet Otto springer lige ud af væggen på Toppers værelse efter at være tegnet med magisk blyant. Den flabede knægt, Orla Frøsnapper, hænger idyllen til tørre ved siden af vasketøjet, der vajer over det skæve, farverige hus.

Veldrejede karakterer 

Alle med hang til børneteater har nok oplevet, hvor ulykkeligt det kan det blive, når voksne skal spille børn. Børn i børneroller er klart at foretrække, men når det er sagt, lykkes det her at fokusere på karakterarbejdet og gøre dem aldersløse, fremfor at lave børnekarikaturer. Et greb er at lade kvinder spille børn. Maria Winther Nørgaard skaber en følsom Ivan, mens Rikke Bildes Hodja er fuld af selvtillid og mod.

Signe Thielsens Viggo er én stor undskyldning for sig selv og ser ofte ud som om, han skal tisse. Anders Budde Christensens Topper er kæk og energisk på den lidt kiksede måde. Han forsøger at imponere Sille og samtidig fodre et sultent, gult næsehorn. Det fantasifulde karakterunivers får hjælp af retro 70’er tøj og hår, der ligner noget fra DR-dukkerne Anna og Lotte. 

Joen Højerslevs Orla Frøsnapper er genial med skæve, trippende ben og en flabet smøg i mundvigen, der konstant kastes ud i salen. Det modne par, kaffeelskende Fru Flora med hørerør og stivbenede Hr. Holm på frierfødder, spilles fremragende af Tilde Maja Fredriksen og Joen Højerslev. Eivind Øverlands næsehorn er et blødt og venligt et af slagsen, men børnene taber alligevel underkæben, da det bryder gennem væggen.

Bøgernes streger på scenen

Ligesom Otto kom ud af en tegning, er Gjermund Andresens scenografi som snydt ud af næsen på de elskede børnebøger med forfatterens egne illustrationer. Det skæve, faldefærdige hus kan endda dreje og vise forskellige etager, døre og vinduer. Foran står det noget kiksede plankeværk, hvor Topper skriver ”Sille jeg elsker dig”, heldigvis med usynligt blæk.

Sille er kæk på solgul cykel og hævet over de skøre historier og påfund, men ikke for god til at kysse Topper på kinden, så barnet foran mig hvæser ”Ad!” Træerne, som Ivans far vil have sin dreng til at klatre i, er så skæve, at de vokser op gennem taget. Der er ikke noget at sige til, at den fynsktalende ejendomsmægler smiler skælmsk, da hun får Hodjas far til at overtage den gamle Café Den Blå Havkat til sit skrædderi.

I hønsehuset får et par hvide totter liv som høns med træk i en fiskeline. Simpelt og passende skørt til lejligheden. Det er her, Hodja narrer Orla Frøsnapper til at lukke ham ud, så han kan få sit tæppe tilbage og sine højtflyvende drømme opfyldt, velsyngende i månens skær over tagrykken. Barnet ved min side slår mig flere gange på armen i henført begejstring og glemmer, at jeg ikke er hans ledsager.

Humor i stereotyperne

Ole Lund Kirkegaard var en mester i at skabe gakkede historier, karakterer og påfund for børn fra en tid, hvor der højst var én tyrkisk familie i landsbyen, én pige alle ville have og én bølle. Stine Schrøder Jensen formår at fremhæve de komiske alliancer. Troels Thorsens Hr. Olesn og Wahid Sui som Hodjas far, der taler i kor, rapper og er rørende enige om en streng opdragelse af deres drenge, er et selvstændigt show værdigt.

De er som Dupond og Dupont med eminent timing, humor og galskab i tåkrummende figurer. De vokser så meget sammen, at der også opstår snabler på Hr. Olsens sko. Hodja fortæller Ivan, at han kommer fra byen Pjort, hvor folk er de samme som her, men byen er anderledes. Stine Schrøder Jensen har givet Rødderne i hjørnehuset velfungerende dialoger i en gakket iscenesættelse helt i Ole Lund Kirkegaards ånd. 

Laus Høybys sange er fine med enkelte gåsehudsfremkaldende ørehængere. Der er både rap og skønsang, og ikke mindst de koriske passager fungerer godt, men introduceres først op til pausen. Der er nær kontakt til en sal, hvor halvdelen er børn, som byder ind med tilråb, der håndteres eminent fra spillerne. Forhåbentlig har vi her at gøre med en ny børneklassiker på Det Kongelige Teater.