★★★☆☆☆ Djævleuddriveren – interessant bud på, hvad scenekunst også kan være

På Teater Momentum kan publikum lige nu, som en del af GRIF’s Djævleuddriveren, vælge at lade sig slå til dæmon. Og selvom det lyder som et lidet attraktivt valg, er der ikke desto mindre lang kø til ceremonien efter vores pinselstur gennem dæmonernes fire aflukkede rum.

”Som menneske er du kommet. Til dæmon skal du blive,” siger Ludvig Brostrup højtideligt til den knælende person foran ham, før han slår vedkommende til dæmon. Dette er slutningen på Ditte Marie Walter Tygesen og Mikkel Rostrups første forestilling i deres år som kunstnerisk ledelse af Teater Momentum i Odense.

Annonce

Grænseoverskridende adfærd og utallige trigger warnings

Forud for dette er gået en times tid, hvor publikum i fire mindre grupper er blevet ledt gennem fire aflukkede rum. I hvert af disse rum har vi mødt en ældre mand. Eller i hvert fald en person, der bærer en livagtig gummimaske, som ligner en ældre, skaldet mand med rynker og kroget næseryg. 

Vi er i de forskellige rum, som er forbundet af halvmørke, røgfyldte, latexbeklædte gange, blevet udsat for alle mulige former for grænseoverskridende adfærd. Vi er blevet tvunget til at spise små stykker æbler, samlet op fra gulvet. Vi har fået stukket små pinde i munden, har fået tegnet omvendte kors i panden og er måske også blevet kastet lidt op på. Publikum skal kort sagt være forberedte på lidt af hvert under Djævleuddriveren.

Desværre er der forud for teateroplevelsen blevet gjort så meget ud af at annoncere diverse trigger warnings som benævnelse af pædofili, homofobi og misogyni samt muligheden for berøring og opkast, at selve oplevelsen næsten kun kan være mindre slem end ventet. Især har vi også fået at vide, at der i hvert lokale er en panikknap, som man kan trykke på, hvis man ønsker at forlade rummet før tid. Disse foranstaltninger er naturligvis nødvendige og vigtige, men tager også lidt af overraskelsesmomenterne af oplevelsen som helhed.

Super charmerende dæmoner

Men for nu at gå endnu længere tilbage – helt til begyndelsen af Djævleuddriveren, der inspireret af gyserfilmen The Exorcist fra 1973 – så starter det i GRIF’s iscenesættelse vældig fint. I et stort, tomt scenerum, kun med stole opstillet til publikum og et lille orgel, som Lucia Vinde Dirchsen spiller klagende toner på, møder vi to super charmerende dæmoner.

Dirchsen og Brostrup har begge uhyggelige, sorte øjne og røde djævlehorn på deres kasketklædte hoveder. Med en kombination af morsomme, musikalske indslag og en længere, detaljeret gennemgang af de forfærdelige arbejdsforhold, som den dengang kun 14-årige skuespiller Linda Blair blev udsat for under optagelserne til The Exorcist, skydes forestillingen i gang.

Hurtigt får de to dæmoner vores sympati. Især i deres beskrivelser af livet som dæmon, der ifølge deres udsagn føles som at leve i en osteklokke uden mulighed for at trænge igennem til de mennesker, der lever udenfor. Her kvitterer de mange publikummer med genkendende nik og alvorlige miner. Det samme, når Brostrup understreger, at det er ”enormt sårende at leve i et samfund, hvor ens eksistens konstant er til debat“.

Et alternativt bud på, hvad scenekunst kan være

Med Djævleuddriveren bruger GRIF dæmonerne som billede på queer-personers oplevelser i vores samfund. Og med udsagn som ”slap af, det er dansk humor,” der af mange nok opleves som et almengyldigt carte blanche til såvel hverdagsracisme som homofobi, understreges negligeringen af minoriteters udstødelse i majoritetssamfundet. Så langt hænger iscenesættelsen sammen.

Desværre bliver de fire besøg hos de grænseoverskridende, maskeklædte mænd mere en fiks idé end en vellykket scenisk oplevelse. Fortællingen og pointerne står langt stærkere i starten og slutningens fællesoplevelse, hvor Dirchsen og Brostrup er de to sært elskelige dæmoner, som vi kan lytte til og forstå.

Dermed ikke sagt, at Djævleuddriveren er mislykket. Det er den på ingen måde. Der er mange, spændende anslag og interessante nye tanker om, hvad scenekunst også kan være. Og det er netop det fantastiske ved Momentum-modellen – både den gamle og den nye – at det i højere grad handler om eksperimenterne end det færdige produkt. Hvordan skulle scenekunsten ellers få plads og tid til udvikling og nytænkning?