ASAP.collectives An Ode på Aveny-T er et forfriskende bud på en samtidsfortælling, der med sin helt egen stemme humoristisk, musikalsk og visuelt opfindsomt skaber et stærkt portræt af velfærdssamfundets institutionelle afmagt og individets søgen efter mening.
“Velkommen hjem,” siger kvinden, der længe har tørret stålkrus og kander af. Velkommen hjem, signalerer hunden/manden, når han kredser logrende om hende efter en lang arbejdsdag. “Velkommen hjem. Dit plejehjem,” synger de til sidst, for historien udspiller sig i en daglig trummerum mellem hjemmet og arbejdspladsen, plejehjemmet.
Humoristisk, futuristisk univers
Det kunne jo være blevet en ganske kedsommelig affære med al den trummerum, men det debuterende ASAP.collective drysser med sikker hånd fantasien ind i dagligdagen og forvandler den til et humoristisk, futuristisk univers, der netop i sin fremmedhed bliver såre genkendelig.
An Ode er baseret på Anna Bjørgulfs digtsamling om at arbejde som omsorgsperson og den bearbejdede tekst fungerer fremragende på scenen i en vekselvirkning mellem kvindens repeterende monologer og hundemandens kontrapunktiske sange.
Som spraglede fugle står de to i starten som en visuel eksplosion i det kliniske rum
Det hele sat i institutionens sterile univers af gråt og stål, der flyder over i privatssfæren med rullebordene, der både illuderer cykel og seng. Som spraglede fugle står de to i starten som en visuel eksplosion i det kliniske rum, inden de gennem stadier af afklædthed tager uniformer på og udskifter de rosa støvler med grå crocs og overlader regnbuens farver til lyssætningen og ordenes prægnans.
Pligtknald i doggy style
Der er ømhed i forholdet til 245, den dehumaniserede betegnelse for beboeren i værelset med det nummer. 245, der synes, at kvinden skal have det godt, ikke bare fint. 245, der nogle gange er der, men andre gange har et slør mellem sig og verden. 245, der en dag ikke er mere.
Der er sorgsprængt træthed, når omsorgen flytter med hjem. Når manden kræver opmærksomhed og skal kløs bag øret. Når den evindelige sin carne skal produceres og pligtknaldet skal tages i doggy style. Her kommer hundemetaforen, som kvinden kontrollerer sit verdensbillede med, virkelig til sin ret i en guddommeligt bøvet bollescene.
Der er kropsligt selvhad, når “jeg lander på mine store, fede lår, så det gør ikke ondt”. Der er angst for at opsuges i den grå masse, der bliver til opkast i kaskader og hyl mod månen.
Har fundet sin særlige stemme
Anna Bjørgulf spiller selv kvinden med lige dele opgivenhed, styrke og smerte. Hun er ikke bange for at være grim og synge kikset og rammer derfor lige i nerven af den livsforvirring, vi alle kan støde på. “Nogle gange vil jeg ikke respekteres. Nogle gange vil jeg bare penetreres,” kan det også formuleres. Musiker Sebastian Toft supplerer hende perfekt med sit åbne galpende fjæs, sit sikre, snerrende beat og sin evne til at fylde og forsvinde.
Nogle gange vil jeg ikke respekteres. Nogle gange vil jeg bare penetreres
De blander hverdagens sprog med ironiens og poesiens til et stærkt portræt af velfærdssamfundets institutionelle afmagt og individets søgen efter mening. Det giver skrøbelige sprækker, men hele vejen båret af en humor og en egen sans for det absurde. An Ode hyler nok mod månen, men klynker ikke og er en overraskende god debut for et kompagni, der i første hug har fundet sin særlige stemme.
Koncept og idé: ASAP.collective. Tekst: Anna Bjørgulf. Iscenesættelse: Jonas Preben og ASAP.Collective. Dramaturg: Emilie Beske. Scenografi og kostumer: Astrid Sønderskov Andersen. Lyddesign og musik: Sebastian Toft/SanktDeLarge. Lysdesign: Morten Hembo. Koreografi: Anne Holmbo Albrechtsen. Scenografiassistent: Sille Nicoline Jørgensen.
Medvirkende: Anna Bjørgulf og Sebastian Toft.
An Ode spiller 12. – 21. december 2023 på Aveny-T.
