★★★★☆☆ Køter – en lækkerbisken af bevægelse og design

Køter er en æstetisk lækkerbisken om jantelovens væsen, der kommer fra Göteborg som en smuk entre for Marina Mascarells eget koreografiske arbejde med Dansk Danseteater. Hendes bløde og flydende bevægelsessprog klæder de fremragende internationale dansere i livtag med et nordisk kulturfænomen.

De sidder der på scenen og ser på os med deres halvægte smil, der kan tørres af og sættes på, som de nu er kultiveret til. For kan man overhovedet stole på de venlige nordiske smil, eller er de blot et våben i magtstrukturen? Der er kort vej fra bredt smil til snappende bid, og både Køters dansere og scenografi kan ændre sig på et splitsekund og vende verdensordenen på hovedet.

Annonce

Marina Mascarell har læst og set alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, for at forstå fænomenet janteloven, oprindelig nævnt i den norske roman En flygtning krydser sit spor af Aksel Sandemose. Hun skabte oprindelig det anmelderroste værk til GöteborgsOperans Danskompani i 2015 med titlen Mongrel. Genskabelsen er med ny musik, nye kostumer og en koreografisk update sammen med danserne.

Dansende scenografisk installation

Kristin Torps scenografiske ramme er et intimt rum afgrænset af en gråmeleret, rund væg, som et lærred, der kan males på. Og det gør hun. Med plisserede skærme i smuk brændt orange, der kan foldes sammen til flade pakker og blive til både vægge, runde puffer og (hunde)huse med et snuptag. De er næsten lige så foranderlige og agile som dansernes kroppe og stråler dårende smukt i Raphael Frisenvænges lysdesign. 

Nina Botka har skabt kostumer i farveskalaen brændt orange, beige og råhvid med bløde bukser, nederdele og bluser i forskellige designs og stoflighed. Det har en sanselig, nutidig lækkerhed, der også medfortolker de koreografiske kvaliteter. Yamila Ríos har kreeret en lige så moderne, melodisk og abstrakt komposition med stor tonal spændvidde og instrumentering fulgt op af sprødt lyddesign af Rafael Cañete Fernández. 

Sceneskift fremstår som dansende installationer, der lydløst og elegant transformerer sig til alt fra tårne og puffer til høje, mobile vægge og et stort, rundt mødebord. De overraskende og magiske rumligheder animerer til nye bevægelser og virker samtidig som gearskifte for energiniveauet. Den scenografiske bløde, lethed afspejler den næsten vægtløse, flydende bevægelsesstil, som Marina Mascarell er kendt for.

LÆS OGSÅ: Marina Mascarell: “I en tid, hvor polarisering er så tydelig, er vi nødt til at være særligt aktive”

Når hundene slippes løs

Bevægelseskaraktererne vokser ud af et fællesskab af samhørighed og tilpasning i en go-stop koreografi af konsensus for god ro og orden. Der er snak om vejret, om lyset og mørket, som en menneskelig grundforudsætning for nordisk liv. Ordene er skrevet af Josephine Olhoff-Jakobsen og Marina Mascarell og åbner for intermezzi om, hvad en hund er, hunderacer og historier om, hvad min hund gjorde. 

Kroppene udstiller eksempler på den indre flokhundeadfærd, der ikke behøver ord. Vi ser fx underkastelsen til en indoktrineret leder, som uddeler lussinger til sine medarbejdere en efter en, uden at det rører dem synderligt. Sådan er det bare. Der er kvinden, der kommer i modvind og bliver afklædt for omverdenen, men det er ikke tilladt at spørge, hvordan hun har det. Hun svarer glat, selvom kroppen er nedbrudt.

Straffen for at stikke næsen frem er isolation, og hundene uden for murene galper op i hver deres toneleje og holder normbryderen ude af fællesskabet. Normbryderen kan også være fællesskabet, der samlet går i oprør mod systemet ved beslutningstagernes store, runde bord, der kalder til orden. Danserne fremstiller de forskellige eksempler med stor troværdighed og nærvær gennemsyret af klædelig, underspillet selvironi.

Fællesskabets hundehuse

Marina Mascarell fascineres af sociale dilemmaer i samfundet, drevet af det, hun ikke forstår. Ikke bare i mødet med en fremmed kultur, men også med det fremmede i en selv. Hun går både akademisk til værks og taler med mennesker. Køter har meget på hjerte i version 2.0 her ni år efter den første med en afklarethed, der lidt selvironisk ikke slipper hundene helt løs, men tester vandene med sit nye kompagni.

For virkelighedens hunde er farlige. De kan afholde folk fra at leve det liv, de har lyst til, animere folk til at skifte job, skifte skole og gå i frø. Men som danserne med ubesværet kropslighed udtrykker det, er det også et trygt fællesskab for den, der er villig til at bøje sig og blive ført med strømmen: En danser løftes, bøjes og går i spagat, en anden står udenfor, men blotlægger klynger af samvær inden for i de små hundehuse.

Der er heldigvis stadig plads til at stikke ud og udtrykke galskaben i kunsten, ellers er samfundet gået fallit. Køter gør det i mundrette bider, men også subtilt, som et opråb mod snærende rammer og stereotyper. Der er heldigvis ingen grund til jantelov hos Marina Mascarell og Dansk Danseteater, der ligner et lykkeligt match og portrætterer en rørende menneskelighed med et unikt og smukt bevægelsessprog.

Se videotrailer her.