★★★☆☆☆ Tennis – underholdende, men for ufokuseret

Tennis er nyeste skud på stammen fra Don Gnu, der denne gang er i co-produktion med Bora Bora og Aveny-T. Resultatet er bestemt underholdende, og de to herrer har noget på hjerte, men desværre er forestillingen som helhed ikke helt så sammenhængende eller af samme høje standard som vanligt hos Don Gnu.

Høj musik med 80’er-elektronisk vibe strømmer ud af højttaleren. Til venstre for nettet i Eilev Skinnarmos tennisbanescenografi står Kristoffer Louis Andrup Pedersen klar til serv med ketcheren i hånden. Hver gang, han kaster den usynlige tennisbold mod gulvet, smælder det som et geværskud, der sitrer i kroppen på hans modstander, Jannik Elkær, som er klar på den anden side af banen.

Trommen i musikken intensiveres, og en ulige tennismatch, der udspiller sig i slow-motion med lange, glidende bevægelser, store armsving og højt løftede ben, hver gang skridtretningen ændres, tager for alvor fart.

Legendarisk, lang kamp

Overnævnte scene dukker op godt halvvejs i den ca. 80 minutter lange forestilling Tennis, hvor Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen fra Don Gnu i deres egen, frie fortolkning genopfører den legendariske Wimbledon-finale fra 5. juli 1980. En finale, hvor den forsvarende mester, svenske Björn Borg, efter næsten fire timers kamp besejrede den amerikanske modstander, John McEnroe.

Hos Don Gnu er de to (naturligvis, fristes man til at sige) blevet til Björn Gnu og Don McEnroe. Kristoffer Louis Andrup Pedersen er som Bjørn Gnu på atypisk Wimbledon-vis klædt i tætsiddende, stribet 80’er-rød og med det ikoniske, lange hår hængende ned under det matchende, røde pandebånd, mens Jannik Elkær er en mere korrekt, hvidklædt Don McEnroe – dog stadig i det for 1980’erne så karakteristiske for sportstøj tætsiddende snit.

Kropskomik på kunstgræs

Iscenesættelsen går langsomt frem. Først med en længere enetale fra Don McEnroe om at mænd på deres alder gerne springer over, hvor gærdet er lavest, og at tenniskampen “i bund og grund er en kamp om ego”. Så følger lange sekvenser med yogalignende udstrækning, og uendelige tiltag til den første serv.

Langsommeligheden virker næsten som en pointe i sig selv. En understregning af aldersudvikling måske. Don Gnu leverer stadig den form for imponerende slapstick-kropskomik, de er så kendte for, men der er ganske enkelt længere mellem snapsene og mere fyld.

Midt på bagvæggen, der i Skinnarmos skarpttænkte scenografi mest af alt ligner en vertikal fortsættelse af banens græsgrønne overflade, er placeret en cirkel, der i Christoffer Breknes videodesign konstant skifter udtryk. Den kan være en lygte, der kan smadres af en af de usynlige tennisbolde. Den kan være netop en enorm tennisbold. Og den kan være en skærm, hvorpå både brudstykker af forestillingens trailer og filmbidder fra den oprindelige tenniskamp vises.

Tennisnørderier

Der er ingen tvivl om, at den oprindelige tenniskamp er blevet nærstuderet til mindste detalje. Der er blevet nørdet i tenniskampens udtryk, i de mange små bevægelser, som de to spillere hver især foretog sig, og i det psykologiske spil, som udgør en stor del af enhver sportskamp. Ikke mindst står det – da starten på den virkelige kamp vises på skærmen – klart, at især Björn Gnus komiske hoppen omkring, er ganske tæt på virkelighedens Björn Borg, når han stillede sig klar til modstanderens serv.

Men lige så komisk og underholdende gengivelsen af såvel tennismatchen som magtkampen mellem de to er – og det er indimellem latterfremkaldende morsomt – lige så langtrukken bliver nogle af de andre sekvenser, der bryder med formen og fortællingens fremdrift.

Hvorfor de to skal synge falsk i flere omgange, i lange scener danse noget, der ligner argentinsk tango, eller på skift drikke og brænde sig på te fra små porcelænskopper, står på ingen måde klart. Der ligger sikkert gode tanker bag disse påfund, men en mere strømlinet, fokuseret iscenesættelse ville have stået stærkere og været mere i tråd med den vanlige kvalitet, Don Gnu står for.