Tredje version af Copenhagen Circus Arts Festival (C!CAF) er netop løbet af stablen med forestillinger i Den Grå Hal og aktivitetsprogram med workshops, oplæg og branchedag på AFUK. Festivalen viste atter et skarpt udsnit af samtidscirkusforestillinger og peger – som de meget større udendørs festivaler i blandt andet Odense, Helsingør og Næstved – på genrens moderne udtryk og kvaliteter.
Kitt Johnson, kunstnerisk leder af X-act, har atter kurateret programmet til C!CAF, der hvert andet år præsenterer samtidscirkusværker og netværks- og vidensaktiviteter for branchen og andre, der er nysgerrige på, hvor den nyskabende del af cirkusgenren bevæger sig hen.
Festivalen er i år skabt i samarbejde med Dansehallerne og AFUK, mens flere af værkerne er prismodtagere fra det europæiske program Circusnext, der støtter upcoming kunstnere inden for samtidscirkus.
Skrøbelig styrke
Det gjaldt blandt andet festivalen åbningsforestilling, den tværæstetiske PLI, hvor luftartisten Inbal Ben Haim og de to billedkunstnere Alexis Mérat og Domitille Martin sammen skaber et flagrende poetisk univers af papir. Først slæber de ruller af papir ind, stabler dem i et hjørne og begynder så at rulle lange baner på kryds og tværs i rummet, for derefter at sno dem til reb, der sindrigt monteres på en række kroge.
En fængende sekvens af luftartisteri, der får en ny dimension gennem udvekslingen mellem kroppen og det på én gang helt tynde og dog bæredygtige materiale
En hejses op og folder sig ud som en majestætisk kappeklædt silhuet, mens Inbal Ben Haim i små, abrupte stød vakler på trapezen i front. Sårbart, men sikkert balancerer hun, ligesom papirets skrøbelighed transformeres til det stærke reb, hvor hun siden giver en fængende sekvens af luftartisteri, der får en ny dimension gennem udvekslingen mellem kroppen og det på én gang helt tynde og dog bæredygtige materiale.
Alexis Mérat og Domitille Martin former, folder, trækker og kaster papiret i stadig nye former og formationer til abstrakte billeder af stor skønhed, der ligesom Inbal Ben Haims tyngdekraftophævende positioner i de afsluttende svæv mellem lagdelte lagner af papir drager øjet og åbner sindet mod en refleksion af papirets symbolske betydning som bærer af ordets nedskrevne mening og dets materialitet. Den sarte tekstur, der i samklang med kroppens tyngde udfordrer opfattelsen af styrke.
Se forestillingstrailer for PLI her.
Find balancen sammen
Søndag eftermiddag var kompagniet Cie Opopop på programmet med Le Plus Petit Cirk Du Bord Du Bout Du Monde, dvs. det meget lille cirkus for enden af verden. Og vi befandt os da også på et ganske lille stykke klippe i halvmørket, hvor en arm dukker op af klippens overflade. Sirligt dækker armen op til kaffe, inden et hoved, der mest ligner et klippestykke, titter op. En knitrende vind trænger gennem universets jazzy toner, og en kvinde kommer trippende ind på blæstens strømme.
Det myldrede da også med børn, der fik privilegeret plads lige foran scenen og kvitterede med koncentration og tilråb
En leg går i gang mellem de to, jongløren Karen Bourre og lysdesigner Julien Lanaud, der har skabt scenografien og selv er væsnet fra klippen. Tøndebånd, bolde, pinde, paraplyer og fjer bliver elementerne i deres kispus, mens hun balancerer på den tippende klode, som han gemmer sig i, mens han nysgerrigt observerer denne fredsforstyrrer, der er ankommet til hans isolerede spot og bringer ubalance, men også leg og opdagerlyst med i sin cirkuskuffert.
Spilletidspunktet og forestillingen var familieegnet og det myldrede da også med børn, der fik privilegeret plads lige foran scenen og kvitterede med koncentration og tilråb. Le Plus Petit Cirk Du Bord Du Bout Du Monde havde dog noget på hjerte til alle aldersgrupper med sit helt unikke og meget poetiske univers, hvor særligt besjælingen af vinden greb mit hjerte.
Se forestillingstrailer for Le Plus Petit Cirk Du Bord Du Bout Du Monde her.
Fanget i samfundets kasser
FORA med Alice Rende er endnu en Circusnext prisvinder, hvilket hendes originale show også fuldt berettiger. Atter starter vi i noget nær mørke. Så lyser et ansigt op, men vender det egentlig på hovedet? Lyset glimter, og vi ser hele kvinden i en form for opretstående glaskiste. Fingrene spiller på glasset, før hun stille begynder at orme sig rundt i sit glasbur, der minder om de flakoner og beholdere, man opbevarer rester fra menneskelige og døde forsøgsdyr i.
Som det slangemenneske hun er, vrider og vender, bøjer og former hun sin krop og sine lemmer i de særeste positurer, der i buret kan kombineres med en unheimlich bevægelse, når hun glider langsomt ned ad siderne. Mest spektakulært når hun spændes ud mellem en skulder og en hånd, mens fødderne hænger frit flagrende under hende. Hele tiden accentueret af lyden fra boksen, der omdannes til dybe strøg med celloens klang.
Hvad samtidscirkus formår, når det er allerbedst
Desperation veksler med afmagt og determination. Koket maser hun næsen mod glasset, så hele kinden og så er hun i et pludseligt tigerspring på vej mod burets top, hvor hun endelig bryder ud for blot at havne i en meget mindre glaskasse, som hun folder sin krop ned i. Fora betyder udenfor, og forestillingen er baseret på studier i ekstremt udenforskab. Det behøver man ikke at vide for at blive betaget af denne ekstraordinære kunstner, men det giver et lag til forståelsen af, hvad samtidscirkus formår, når det er allerbedst: at artikulere sin tid i et kropsligt-kunstnerisk udtryk.
Se forestillingstrailer for FORA her.
Et vigtigt vindue til samtidscirkus
C!CAF 2024 sluttede af med kompagniet Los Putos Makinas Tutti Frutti, der med jonglering som disciplin skaber en tempo-rablende og ganske absurd historiefortælling, der involverer store mængder af frugt. Jeg har set den tidligere og sprang derfor over, mens en kollega dækkede festivalens anden forestilling Un loup pour l’Hommes The Grandmother Project, hvor lokale, ældre kvinder på få dage træner sammen med artisterne og sammen skaber et show.
Læs om Tutti Frutti i ISCENEs reportage fra DYNAMO Festival 2023 her.
C!CAF 2024 formåede som i sine to første versioner at komme godt omkring landskabet i samtidscirkus netop nu, idet fem forestillinger naturligvis indebærer en begrænsning i sig selv. C!CAF har et stærkt fokus på poetisk-kunstneriske udtryk, men har også godt blik for det samtidsrelevante og det publikumsinddragende i både repertoirevalg og i de mange sideaktiviteter, der udover programmet hos AFUK også bød på kunstnersamtaler efter forestillingerne.
C!CAF bidrager således ligesom sine større udendørs festivalkollegaer i blandt andet Odense, Helsingør og Næstved igen til at formidle helt aktuel samtidscirkus til en bredere kreds.
