★★☆☆☆☆ Lukkede døre – anstrengt opera kvæler Sartres ikoniske skuespil

Den Fynske Opera har genoplivet Jean Paul Sartres klassiker Lukkede døre som intimopera. Men hvorfor egentlig? Operafortolkningen gør absolut intet godt for værket, og replikkerne taber al tyngde, hver gang nogen begynder at synge.

På papiret virker det som en god idé. At opsætte eksistensfilosoffen Jean-Paul Sartes ikoniske skuespil Lukkede døre som en intimopera. Hvilken eksistentiel spænding kunne man ikke finde i operastemmens intensitet.

Desværre har opsætningen på Den Fynske Opera den modsatte effekt: al tyngde forsvinder fra replikkerne i komponist Niels Marthinsens svulstige melodier. Måske i frygt for at gøre Sartres eksistentielle laboratorium til en lektion i erkendelsesteori, er stykket blevet til en løssluppen salonoperette. Der er fokus på ”det komiske element hos Sartre”, som instruktør Tine Topsøe skriver i programmet. Men de eneste, der grinede onsdag aften, var dem, der stod på scenen. 

Et hjørne af helvede

“Helvede, det er de andre!,” lyder den berømte replik, der var printet på plakaten og falder som et slogan for forestillingen hen mod slutningen. Det er journalisten Garcin, der indser, at narcisisme er et angstprovokerende vilkår i livet. I Sartres helvede er der ingen spejle. Mennesket er tvunget til at se sig selv igennem den anden. 

Garcin er også den første af operaens tre roller, som ankommer til det klaustrofobiske rum, hvor det hele foregår. Scenografien, som er det mest vellykkede ved forestillingen, er lavet sådan, at publikum ser ind i hjørnet af rummet. Det giver en spidsvinklet følelse af at være trængt op i en krog, der samtidig tillader en dybde i scenen. 

Den store elevator, som rollerne entrerer fra, er også et glimrende scenisk greb: man fornemmer en større helhed uden for scenen. Her er der ingen håndtag. Det er skæbnen, der automatisk åbner og lukker dørene for dig. 

Den anstrengte latter

I Sartres stykke udspiller sig et trekantsdrama mellem rigmandskonen Estelle, den forførende postarbejder Inez og førnævnte Garcin, mens de skal finde ud af, hvor de er, og hvorfor de er blevet bragt sammen. Topsøe har med sin operaversion sat en mærkeligt uafklaret streg under drama. 

På scenen med ryggen til publikum sidder en ”usynlig” pianist, som beklæder forestillingen med lige dele tilrøget salonklaver og sovsede musicalakkorder. Det uopfindsomme musikalske univers, gør det til en umulig opgave for sangerne at tænde nogen som helst en gnist salen. Musikken virker så forhippet på at skabe en effekt i publikum, at den fuldstændig udebliver.

Egentlig kan jeg godt lide tanken om at bringe en absurd storladenhed til Lukkede døre, men jeg gik fra Den Fynske Opera med følelsen af, at idéen ikke engang var blevet fulgt halvt til dørs. Hvorfor skal Sartres skuespil synges? Jeg forstår simpelthen ikke den humor, som efter sigende skulle være forestillingens brændstof. Det blev symptomatisk for Topsøes fortolkning, at karaktererne selv var nødt til at grine anstrengt af det hele til sidst.