★★★★★☆ Kirstens hævn – Hopperne styrer lortet!

Denne sæsons to huskunstnere på Aarhus Teater, Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe, leverer med Kirstens hævn andet kapitel i deres tematiske trilogi Virkelighedsflugt og katastrofetanker, og Bjørn Rasmussens fremragende tekst bliver sikkert forløst af et energisk hold, der spiller røven ud af ridebukserne.

“Her lugter sgu af stald,” siger min ledsager, da vi bevæger os ind i den lille Studio-scene under Aarhus Teater, og hun har fuldkommen ret. Vi drejer om hjørnet og bliver mødt af Thornsberg-Thorsøes scenografi i pink plys og hestelort, og symbolikken er ikke til at tage fejl af. Vi er i kontrasternes rige, et sted mellem det nuttede og rå.

De fire teenagere, Kirsten, Anita, Hvepsen og Karina, er på overfladen bare fire vestjyske hestepiger, men når stalddørene skubbes til side, åbnes porten til en nådesløs verden, som bedst opsummeret af pigerne selv, når de unisont udbryder: “Fuck vallakkerne, for her er det hopperne der styrer lortet!” Og så er vi ligesom i gang.

Potente piger

Når de fire piger ikke optræder som dresserede dydsmønstre på ryggen af endnu mere dresserede heste, fordriver de tiden med at drikke, ryge, kneppe og stjæle, og hvad der nu ellers hører ungdommen til. De er de selvudnævnte Spice Girls, og det er en fyrigt afstemt cocktail.

Hvepsen, spillet af Alberte Riis Alexis Jepsen, er den varme og akavede lim, der kæmper på at holde sammen på flokken, mens den lettere knibske Anita, spillet af Solvej Sonne Horn i en, der kulminerer med en skøn scene fra pigernes ridestævne, herligt koreograferet af ​Alvilda Faber Striim.

Laura Kjær Jensen, der blandt andet spiller pigegruppens mest udfarende element, Karina, og objektet for Kirstens hævn, stedfaren Steen, er en helt særlig oplevelse. Hendes komiske timing giver en vigtig balance til forestillingens mørkeste og stunder, og hvor er det dog forfriskende, at der stadig er plads til klassisk maskespil i 2025.

Fornem dramaturgisk opbygning

Og så er der selvfølgelig titelkarakteren, spillet af Clara Sophia Phillipson, som er i gang med sin første sæson i ensemblet i Smilets by. Hun sprudler af nærvær og charme og er ungdommeligt umiddelbar i sin levering, som da hun efter et enkelt kys med en flygtig flirt betror publikum: “Jeg tror, vi er kærester nu…” Salen runger af genkendelighed, og tavsheden får sin egen varme musik. Lidt færre ord med plads til flere rolige øjeblikke som dette, hvor replikken får plads, ville klæde teksten, for Clara Sophia Phillipson kan levere fylden.

Det sagt, er Bjørn Rasmussens tekst ikke alene et yderst interessant og autentisk blik ind i en verden, som nok er lukket land for de fleste af os, den er også mesterligt opbygget rent dramaturgisk. Flere gange i løbet af forestillingen havde jeg fornemmelsen af, at historien var ved at skride, og at mange af sidehistorierne ville ende blindt, men det viste sig, at forestillingen er to skridt foran, og til sidst giver det hele mening.

Joëlle Marie McGoverns medspilledende lyddesign er med sin kontrast mellem den popmusikalske lyd af den sorgløse start på årtusindet, der veksler urovækkende med ildevarslende lydflader, som navnligt i konfrontationer mellem Kirsten og hendes stedfader, ed til at spænde scenerne endnu strammere op.

De forbandede stjerner

Og så til den del af anmeldelsen, som folk ofte lægger alt for meget vægt på: Hvor mange stjerner skal den så have? Er det fire store stjerner, eller er det fem små? Er det ikke dybest set lige meget? Uanset hvad, er der tale om en virkelig interessant historie og en meget vellykket iscenesættelse. 

Men når den nu ligger på vippen, så lader jeg bedømmelsen tippe til den generøse side, og det skyldes ikke mindst, at Phillipson gav os – vi heldige premiereasener – et af de der øjeblikke, som kun teater kan give os, hvor vi som publikum ikke ved, om det hele er ved at ramle sammen for øjnene af os. Det skal hun forhåbentligt aldrig igennem igen, men hun lykkedes med at vende en potentiel showstopper til noget positivt, og det vil jeg gerne kvittere for.

Gå nu bare ind og se forestillingen og nyd, at Aarhus Teater byder på fremragende teater til få penge. De eneste stjerner, I skal bekymre jer om, er dem, der står på scenen, og dem er der fire af.