★★★★★☆ Hallo – rørende og poetisk hyldest til leg og længsler

Poesi, længsler og drømme strømmer ud af en gammel cirkusplakat i blændende spil og akrobatik på Folketeatret. Det er en rørende sanselig oplevelse om at turde slippe det indre legebarn ud – hele livet.

Søren Hauch-Fausbøll spiller den ældre mand, der er kørt fast i sine hverdagsrutiner og keder sig gudsjammerligt. Indtil den dag, hvor han finder en gammel cirkusplakat og minderne strømmer frit. En cirkusartist dukker op midt i stuen og sammen sætter de fest og farver på hinanden og på livet.

Sanselig scenografi og lyd

Vi følger mandens triste tilværelse, fra han står ude i regn og tordenvejr og fumler med nøglerne til sin hoveddør. Hans ærlige forsøg på at komme gennem døren med sin udfoldede paraply ender med, at den klapper sammen om hovedet på ham. Scenen er sat for håbløsheden, før han overhovedet får slået alle døralarmerne frygtsomt til og rammer sofaen til urets ulidelige tikken.

Scenograf Bine Jo Mortensen har skabt en ualmindelig sanselig scenografi med en fritstående, brun trædør og en S-formet rød plyssofa, man kan sidde hver sin vej i. På forscenen i venstre side står et blomstrende træ med bænk omkring. Enkelt men uhyre effektivt, når man udnytter scenografi og lys så kreativt som her.

Jens B. Christiansens sprøde og humoristiske lyddesign af nøgler, torden, alarmer, tidens tikken og tv’ets volapyksnak. Manden zapper rundt og reagerer med nye grimasser til hvert program – ikke mindst reaktionen på lyden af børnetv-serien Bamse og Kylling får de voksne til at bryde ud i latter, for Hauch-Fausbøll var jo selv engang den, der var indeni Bamse-figuren. Der er noget sofistikeret og poetisk over den kiksede mand med det modellerbare klovneansigt, der har udholdt ensomheden alt for længe.

Spejling i minder

Han finder en gammel cirkusplakat, og pludselig er hun der, cirkusartisten Sunniva Byvard, i samme sæt tøj som ham, sorte bukser, hvid skjorte og sort vest. Hun spejler ham legende og poetisk. Hendes røde strømpefødder har sit eget artikulerede liv og dukker op de mest uventede steder. Minderne bliver gradvist tydeligere og mere magiske – indtil han mod slutningen atter forsoner sig med sin klovneidentitet.

Undervejs ser vi sjove forsvindingsnumre. Nogen, der banker på døren uden at være der. Artisten, der pludselig står på hænder eller driller ham. Et klimaks nås, da døren åbnes, og havet fosser ind som sanseligt, grønt lys og lydflader, der bruser og klukker. Han dykker ned og ser hende som et havvæsen med organiske, flydende bevægelser og er fascineret af alt det, hans øjne pludselig kan se igen.

Naturen presser sig i det hele taget på. En måge sender en fugleklat efter ham, da han dukker op til overfladen, og et særligt mesterligt ansigt stilles op, da en hel bisværm kommer efter ham. Søren Hauch-Fausbølls dynamik og tempo er fuldstændig bjergtagende. Fra fredfyldte suk til højeste acceleration i koldbøtter hen over sofaen i en vidunderlig timing og kemi mellem de to artister.

Skøn fortolkning af mimetraditionen

Sunniva Byvard sidder i løbet af to sekunder på toppen af døren og folder sig elastisk og med stor styrke rundt om dør og dørkarm i pudsige møder med manden. Han overgiver sig gradvist til legens og magiens love, så han igen kan nyde skønheden i et liv, der var blevet ensomt, gråt og håbløst. Et flerfarvet harlekinmønster ses på de hvide skjorter som udtryk for, at cirkusbarometeret er kommet helt i top.

Performernes forskellige ekspertiser løfter sig i fællesskab til en skøn fortolkning af mimetraditioner, der går flere hundrede år tilbage. Vi oplever alt fra den franske, poetiske og bløde mimetradition til små drys af stumfilmens stakkerede falden-på-halen-komik som en hilsen til Charley Chaplin og Gøg og Gokke. Musikken har nuancer og kvaliteter, der tilfører tider, steder og hændelser som et ekstra scenografisk lag.

Performerne står på skuldrene af historien gennem nænsomme fortolkninger med bevægende scenisk nærvær, der får rummet til at løfte sig. Til sidst har de en flot, rød ballon – symbol på venskab efter Albert Lamorisses kortfilm Den røde ballon fra 1956 og på håb efter Banksys Girl with Balloon fra 2002. En smuk slutning for en sanselig, sjov og bevægende børneforestilling med høj kunstnerisk integritet for både børn og voksne.